Hør lige, skat, jeg skal lige tale med dig om noget…
Karen forbereder sig på en lang samtale. Når hendes mor starter sådan roligt og med et langtrukket høøøør venter der sjældent noget godt.
Kan du huske Ida, Vera mosters datter? Altså, min fætter eller noget i den stil. Det er jo teknisk set din kusine.
Min kusine Mor, jeg så hende én gang til mormors begravelse for ti år siden.
Det er da ligegyldigt! Familie er familie. Og de har rigtig problemer nu. Dem Ida, hendes mand og deres søn de bliver smidt ud af deres lejlighed. Ejeren vil sælge. Kan du forestille dig det?
Karen gnider sig over næseryggen. Udenfor er det den tidlige, grå december, og kaffen køler af ligeså hurtigt som hendes tålmodighed.
Mor, det er synd for dem, men hvad har det med mig at gøre?
Jamen, du har jo en kæmpestor lejlighed, tre værelser! Du bor alene. Kunne du ikke lade dem bo hos dig midlertidigt, bare en måned eller to, indtil de finder noget…?
Nej.
Ordet flyver ud, før Karen får tænkt sig om.
Nej, hvad mener du? Mor lyder forvirret over den direkte afvisning. Du har slet ikke hørt det hele!
Mor, jeg har ikke tænkt mig at lade næsten fremmede flytte ind, og især ikke med et barn. Og slet ikke uden en klar slutdato.
Hvorfor uden slutdato? Jeg siger jo det er kun midlertidigt! Par måneder, ikke mere. Idas mand har arbejde, de sparer op, finder noget nyt og flytter. Karen, deres dreng er otte! Skal han ud på gaden, hvis du ikke hjælper?
De kan finde et værelse. Et hostel. Et hotel, hvad som helst.
Hvad for? De har ikke penge! De bliver smidt direkte ud!
Mor, det er ikke mit problem.
Så bryder mor pludselig ud i stille gråd, og Karen lukker øjnene.
Jeg kan ikke kende dig, siger hun gennem tårerne. Min datter er blevet så kold. Fremmed. Din familie har brug for hjælp, og du er ligeglad.
De er ikke min familie. De er din.
Så er de også din! Har du glemt hvad familie er? At hjælpe sine egne?
Mor, jeg arbejder hjemmefra. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for mit eget. Jeg kan ikke bo sammen med folk jeg stort set ikke kender.
Det er kun midlertidigt! For pokker, hvad betyder det for dig? Du har tre værelser! Du bor alene, som en sur ugle. Har ikke engang en kat, sådan at lejligheden kunne gøre nytte!
Den gør nytte. Jeg bor her.
Egoist, mor snøfter. Jeg har opdraget en egoist. Tænk, min egen datter kan ikke give familien så meget som et stykke rugbrød!
Jeg nægter ikke at give rugbrød. Jeg nægter at have fremmede boende i mit hjem.
Samtalen går i ring. Mor kommer med de samme argumenter, Karen gentager sine. Efter ført minutter har hun allerede sagt jeg vil tænke over det et par gange. Og så måske, jeg kan prøve.
Kun én måned, siger Karen til sidst. Maksimalt to. Hvis der opstår problemer, skal de flytte med det samme.
Selvfølgelig, selvfølgelig! Tusind, tusind tak, Karen! Du aner slet ikke, hvor taknemmelig jeg er!
En kvalmende følelse vokser inden i hende. Ikke fysisk men den slags, der bygger sig op, når man ved, man lige har gjort noget dumt.
Næste dag ringer det på døren klokken syv om morgenen. Karen er søvnig og irritabel. Hun åbner, og bliver nærmest væltet bagud af kufferter, tasker, kasser og et hvinende barn.
Karen! Søde Ida stormer ind i entréen og kysser hende på kinden. Tak, tak, tak! Du redder os virkelig!
Bag hende kommer en stor mand i træningsbukser og en otteårig dreng, der straks suser af sted for at udforske lejligheden.
Erik, tag lige den store taske! råber Ida.
Karen tæller syv kufferter, fire kasser, to kæmpestore plastkasser. Lidt rigeligt for et par måneder.
Vi falder hurtigt til, lover Ida. Du vil nærmest ikke bemærke os.
De første to uger går i kontrolleret kaos. Karen gemmer sig på sit værelse, arbejder med baggrundsstøj fra tv og barns trampen. Hun prøver at overbevise sig selv om, at det er midlertidigt, og det går nok.
Så flytter Ida om på køkkenmøblerne. Så er det nemmere. Erik tager altanen som afslapningsområde. Morten ødelægger håndtaget på badeværelsesdøren, og ingen har planer om at fixe det.
Ida, vi skal lige snakke, siger Karen en dag på køkkenet. I har nu været her næsten en måned. Hvordan går det med at finde bolig?
Vi leder! svarer Ida, uden at fjerne blikket fra sin mobil. Det hele er bare så dyrt nu. Du fatter det ikke. Men vi finder snart noget, bare rolig.
Jeg behøver nogle konkrete tidsrammer.
Ida ser op. Noget har forandret sig i hendes blik.
Karen, hvor skulle vi gå hen? Ud på gaden? Med et barn?
Jeg siger ikke gaden. Jeg siger…
Vi leder! Ida hæver stemmen. Hvad mer vil du ha? Skal vi sove på Hovedbanegården?
Erik kommer ud fra stuen.
Er der problemer?
Karen kigger på dem begge. Deres ansigter er ikke længere taknemmelige.
Nej, ingen problemer, siger hun og går ind til sig selv.
Men problemerne vokser dag for dag. Erik optager badeværelset hver morgen lige når Karen har brug for det før kundemøder. Ida rykker Karens mad på køleskabets nederste hylde, og deres på de øverste nemmere. Morten ser tegnefilm på fuld volume klokken syv lørdag morgen.
Karen arbejder i små bidder. Hun falder i søvn til tv-støjen fra stuen. Vågner ved larmen når Erik taber noget i gangen.
En dag kommer hun hjem fra Netto og finder sit skrivebord begravet under Mortens legetøj. Ida sidder i Karens kontorstol og scroller på sin mobil.
Nå, du er hjemme, siger Ida uden at rejse sig. Sig mig, kan vi få hurtigere internet? Det her er sløvt.
Det er mit arbejdsrum.
Ja, men Morten har ikke plads at lege. Der er for trangt i værelset.
Karen samler legetøjet sammen og bærer det ud. Ida fnyser, men siger ikke mere.
Snart kommer regningen på fællesudgifter. Beløbet er dobbelt så højt som normalt. Karen lægger regningen på køkkenbordet, da alle spiser aftensmad.
Vi skal snakke om forbruget.
Erik tygger uden at se op. Ida skærer i frikadellen.
Forbrug?
Lyset, vand, varme. I er tre, jeg er én. Det gir mening at splitte regningen mellem os.
Ida lægger bestikket.
Karen, er du for alvor? Vi er familie. Vil du virkelig ha penge fra os?
Jeg vil kun dele udgifterne. Det er normalt.
Normalt? Erik ser op nu. Normalt er at hjælpe sin familie. Ikke presse folk for penge, når de har det svært.
I har boet her to måneder. Gratis. Bruger mit internet. Jeg taler ikke om leje, kun om fællesudgifter.
Ved du hvad, Ida rejser sig hvis du er så nærig, kan du bare sige det. Stop det der med at spille velgører.
Karen ser på dem da de går ud af køkkenet. Ser Morten stikker det sidste stykke brød i lommen. Erik smider et gammel krukke over skulderen.
Hun sidder alene i køkkenet til midnat. Tænker. Husker morens ord om familiens pligt. Tæller pengene hun har brugt på ubudne gæster. Overvejer, hvor længe hun kan holde ud.
Næste morgen går Karen ind i stuen hvor Ida og Erik ser tv.
I har én uge.
Ida vender sig ikke.
Hvad?
Én uge til at finde bolig og flytte.
Nu vender begge sig om.
Er du vanvittig? Erik springer op. Hvor skal vi hen?
Det må I selv finde ud af. I har haft to måneder. I har ikke ledt efter bolig, ikke betalt, ikke respekteret mit hjem. Det er slut.
Hvem tror du du er? Ida rejser sig også. Lejligheden faldt dig i skødet nu føler du dig som dronning!
Jeg er ejeren. Og nu vil jeg have min lejlighed tilbage.
Ved din mor hvordan du behandler familie? Skal jeg ringe til hende?
Ring bare.
Ida snupper telefonen. Karen flytter sig ikke. Lad hende ringe, lad moren være rasende, græde, beskylde hende. Karen har allerede besluttet sig.
Én uge gentager hun. Om syv dage ringer jeg til viceværten hvis I stadig er her.
Din… Ida bliver nærmest stum af vrede. Du Hvordan tør du! Vi hjalp dig! Vi…
I hjalp mig ikke. I boede gratis hos mig. Der er forskel.
Karen går ind til sig selv, låser døren, sætter sig på sengen og holder om sine knæ. Hjertet banker højt, men en mærkelig ro breder sig.
Ugen bliver helvedeslang. Ida nægter at rydde op, Erik kommer til at smadre hylden i gangen, Morten tegner på tapetet. Karen dokumenterer det hele med mobilen.
På den syvende dag flytter de. Erik bakser kufferterne ned ad trappen med eder. Ida vender sig om i døren:
Håber det kommer tilbage til dig som en boomerang!
Karen lukker døren bag dem.
Hun går rundt, fjerner spor af fremmede, åbner vinduerne for at lufte ud, flytter møblerne på køkkenet tilbage.
Om aftenen føles lejligheden igen som hjem.
Karen hælder et glas vin op, sætter sig i sofaen. Telefonen tier moren er nok stadig ikke færdig med Idas klager. Det går nok.
Godhed er en god egenskab. Men godhed uden grænser bliver til svaghed. Og svagheden udnyttes.
Karen lover sig selv: Aldrig mere. Ingen familiære forpligtelser. Ingen de skal bare bo midlertidigt. Ingen fremmede i hendes hjem igen.
Hun drikker vinen, vasker glasset og går i seng. For første gang i månedsvis i absolut stilhed.
