To store børn, og man kan ikke få den mindste hjælp fra dem. De kommer på besøg, som var det et feriecenter, bare for at slappe af. Og jeg agerer som deres personlige husholderske jeg skal tage imod, tage vare på, lave mad, gøre rent og sørge for at alting fungerer for deres skyld. De tilbyder mig hverken hjælp eller penge ikke engang at løfte en finger.
Jeg har en søn, Anders, og en datter, Freja. For mig vil de altid være børn, men de er voksne nu og har deres egne familier. Anders har selv to børn, og Freja har indtil videre én. Jeg bor på mit husmandssted uden for Aarhus, så mine børn og børnebørn kommer jævnligt for at besøge mig. Men hvert år føles de besøg tungere og tungere for mig.
Mine børn opfører sig, som om de skulle på sommerhusophold her. Jeg står for alt fra madlavning til indkøb. Gæsteværelserne er gjort klar, køleskabet er fyldt med alt det, de kan ønske sig, og jeg står for at diske op med gode, danske retter sådan har det altid været i min familie. Min egen mor tog imod os på samme måde med hjemmelavet mad og hygge. Men jeg og min søster overlod aldrig alt arbejdet til hende; vi hjalp til, vaskede op, holdt øje med børnene, hjalp med rengøringen og købte ind. For vi vidste, det var hårdt alene, selvom hun aldrig bad om hjælp.
Nu kommer mine børn, og hvis én så meget som tager en tallerken ud af vasken, føler jeg mig taknemmelig. Svigersønnen og svigerdatteren er jo gæster, dem kan jeg ikke forvente noget af jeg er bare svigerforælder for dem. Men det føles trist, at Anders og Freja ikke tænker over at hjælpe til. De spiser, ser fjernsyn, eller lader børnebørnene blive hos mig, mens de render ud og hygger sig i byen eller går en tur. Jeg skal ordne alt opvask, frokost, aftensmad, vasket gulv, holde styr på alle familiemedlemmer. Og børnebørnene skal jeg jo have øje med konstant.
Det bliver mere og mere vanskeligt for hver gang, for ryggen gør ondt og jeg har ikke længere overskud til at stå ved komfuret hele dagen. Min opdragelse har heller aldrig givet mig lov til bare at lade stå til sådan er det ikke i Danmark. Man skal tage godt imod sine gæster. Hele ugen ser jeg frem til weekendens samvær, men bagefter er jeg helt smadret flere dage i træk.
Jeg tror efterhånden, jeg trænger til hjælp men det føles forkert at bede om det. Jeg frygter, at børnene ville blive fornærmede eller tro jeg ikke vil have dem, hvis jeg siger fra. Jeg elsker at have dem tæt på, men jeg kan ikke løfte det hele alene længere. Der er også ting i huset, jeg ikke længere selv magter. Alligevel skammer jeg mig over at bede om hjælp. Og børnene arbejder jo de skal ikke pludselig gøre mit hjem til deres ansvar.
Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre. Det er opdragelsen vi danskere beder ikke om hjælp, vi klarer os selv, sådan har vi altid lært. Så jeg kæmper mig igennem, slider mig op for det føles forkert at stoppe. Det er hårdt, og det er ensomt til tider. Jeg forstår ikke, hvorfor mine børn ikke ser, at jeg ikke længere er ung og stærk. De burde måske selv tilbyde hjælp men det sker aldrig. Måske er der ikke nogen at blive sur på, men det sårer mig alligevel. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg kommer videre.
I dag, efter endnu en weekend med besøg, gik det op for mig, at det ikke er svaghed at bede om hjælp tværtimod. Måske skal jeg prøve at åbne op, tale med Anders og Freja om, hvordan jeg har det. Måske vil de forstå, hvis jeg er ærlig. Det vigtigste, jeg har lært, er, at man ikke skal bære det hele alene og det er faktisk helt okay at række ud. Man er ikke mindre dansk af den grund.
