Mit barn kastede sig om min hals og græd: Mor, jeg vil aldrig tage hen til farmor igen. Jeg vil slet ikke besøge farmor mere. Mor, vær sød.
Det var kun tre dage, børnene havde været hos deres far og hans mor og far. De bor ude på landet, i et rødt bindingsværkshus med de skrå tage. Min yngste er fire, den ældste seks år gammel. Farfar havde været så overbevisende om at lade børnene blive hos dem. Og først senere fandt jeg ud af hvorfor.
Astrid, drømmens hovedperson, har aldrig rigtigt kunnet enes med sin svigermor og svigerfar. Svigermor lagde aldrig skjul på, at hun syntes Astrid slet ikke var god nok til hendes søn. Astrid holdt gode miner til slet spil, men atmosfæren hos svigerforældrene var altid præget af knivskarpe samtaler og bidende stilhed. Selv hendes mand nægtede for det meste at tage med på familiebesøg. Han kom altid i dårligt humør hjem derfra.
Som tiden gik, kom de der kun til jul og konfirmationer. De slap ikke for at tage med til farfars 70-års fødselsdag, især fordi børnebørnene ikke havde set bedsteforældrene i evigheder.
Festen forløb underligt fredeligt. For en gangs skyld kom der ingen spydigheder, som ellers plejede at regne ned. Farfar det lykkedes ham endda at overtale drengene til at blive et par dage. Han lovede dem endda en tur i hans gamle snescooter ude i skovene bag landsbyen.
Selvfølgelig kunne drengene ikke stå for den idé. Plageriet begyndte straks, Astrid skulle sige ja. Til sidst gav hun efter, selvom bedsteforældrene aldrig havde brugt en eneste kroneikke engang på bolsjer til ungerne. Det spillede også ind, at Astrid længe havde villet male stuerne, noget der ikke lod sig gøre, når børnene drønede rundt derhjemme. Hvis hun da bare havde set, hvad der kom…
Da børnene kom hjem igen, brød de straks ud i de bitreste tårer. Den yngste begyndte, så den store, begge to hikstede. De ville ikke sige noget til deres forældre, men sandheden fandt langsomt sin vej frem.
Farfar havde taget drengene med ud og ræset rundt blandt frosne birkestammer og hvide gæs på snescooteren. Men indenfor begyndte farmor at skælde Astrids navn ud, lige for øjnene af børnene. Og da den store dreng forsøgte at forsvare sin mor, greb farmor ham som en gal og trak ham hen til hundens gamle bur. Han stod dér kun i undertøj, og frosten krøb ind under huden. Hun trillede også den yngste ud, og smækkede døren efter dem.
Mens alt dette skete, stod farfar ude i garagen, hvor der lugtede af motorolie og tobaksrøg. Da han hørte den gråd, sprang han frem og så, hvad der foregik. Han sagde, han havde aldrig været så rystet. For første gang i sit liv hævede han hånden mod sin kone. Han tryglede drengene: de måtte ikke sige noget til deres forældre. Han elskede sine børnebørn og var bange for, at han aldrig ville se dem igen.
