Ved du hvad, min svigermor og sparsommelighed går hånd i hånd de er nærmest ét og samme. Hun mener virkelig, at det er helt tosset at købe noget til en nyfødt, når nu alle de andre familiemedlemmer har store børn og kan sende deres gamle tøj videre. Du kan sikkert forestille dig, hvordan tøj i tiende generation kan se ud. Derfor har jeg altså ikke brug for alt det skrammel.
I begyndelsen boede vi til leje, og min svigermor holdt sig egentlig væk. Men da vi endelig fik købt vores eget hjem, blev hun straks involveret i hele renoveringen. Hun sagde, at en ven skulle lægge fliserne, og en anden skulle klare elarbejdet der var ingen grund til at hyre professionelle, mente hun.
Kvaliteten af de “håndværkere”, du kan skaffe den vej, var ærligt talt katastrofal, og jeg havde virkelig ikke lyst til det. Jeg har set, hvordan deres arbejde ser ud hjemme hos hende hun snubler på den skæve stuegulv hver eneste gang. Så da jeg sagde nej, kaldte hun mig nærig og beskyldte mig for at smide penge ud af vinduet.
Da vi ville udskifte møblerne, startede næste runde af teaterstykket. Hun begyndte straks at ringe rundt til hele familien for at samle gamle sofaer, reoler og slidte tæpper sammen til os. Da jeg afslog, sagde hun bare, at vi ville gå bankerot med den indstilling.
Heldigvis holdt min mand, Mads, med mig. Vi tjener faktisk nok til at indrette vores hjem ordentligt. Så vi gjorde alting på vores egen måde, uanset hvor meget hun rystede på hovedet af os.
Bare lige for at få det på det rene: Jeg er ikke sådan en, der udelukkende går op i nye ting. Min søster Frederikke giver mig tit tøj, hun ikke selv bruger mere og det er altså flot og i fin stand. Men det der med at tage hvad som helst, bare for at spare penge, gider jeg ikke. Jeg vil hellere købe nogle få, gode ting til mit barn, så de både er rare og pæne.
“Jamen, hvorfor smider du penge ud? Hele familien har jo børn,” jamrede min svigermor.
Men jeg vidste jo, at de fleste af de der børneting havde været igennem så mange hænder, at jeg mest havde lyst til bare at gøre rent med dem. Alt var plettet, lappet, med huller og manglede knapper eller lynlåse.
En anden i familien kom med en tremmeseng fra en kusine selv siderne manglede, og hun lod sin mand fikse det. Vi tog den “familiearv” ned i sommerhuset og købte i stedet en ordentlig vugge til hverdagsbrug.
“Se bare, hvor rige folk er! Du er for gavmild med pengene nu, men når du sidder på barsel, får du nok lidt mere respekt for at spare. Så vil du ønske, du havde lyttet til mig i stedet for bare at rynke på næsen,” kunne hun ikke lade være med at fnyse.
Det rører mig ærligt talt ikke, om hun bliver fornærmet, for jeg vil altså gerne passe godt på mit barns trivsel og velvære. Selv hvis økonomien strammer, så ved jeg, at mine egne forældre Bente og Henrik aldrig vil lade os hænge. Og vi overlever uden alle de gaver og arvestykker. Det er bare sådan, jeg har det.
