Dagbog, 12. april
I år fyldte jeg 60. Ingen i min familie ringede, ikke engang en sms, for at ønske tillykke med rund fødselsdag.
Jeg har både en datter og en søn, børnebørn et barnebarn og en barnebarn, og min eksmand er der også et sted.
Min datter, Frederikke, er blevet 40, min søn, Emil, 35.
Begge bor i København, begge har gået på anerkendte universiteter derinde. De er kloge, har succes i livet. Frederikke er gift med en højtstående embedsmand, Emil med datteren af en stor, københavnsk iværksætter. Deres karrierer går godt, de har flere lejligheder, og ud over statstjenesten har de hver deres firma. Det hele kører stabilt.
Min eksmand skred, da Emil var færdiguddannet. Sagde, han var træt af tempoet. Selvom han arbejdede stille og roligt på en fast stilling, hyggede med venner i weekenden eller lå på sofaen, og tog ferie en måned til Jylland hos familien. Jeg tog aldrig ferie, men knoklede på tre jobs ingeniør på en fabrik, rengøringshjælp på ledelseskontoret, og weekendvagter i det lokale Netto fra 8 til 20, plus ekstra rengøring på lageret.
Alt jeg tjente, gik til børnene København er dyr, og fine universiteter betyder fine klæder. Samt mad og fornøjelser.
Jeg lærte at gå i gammelt tøj, reparerede eller syede om. Skoene fik lapper, men jeg gik stadig pæn og ren. Mere behøvede jeg ikke. Mine fornøjelser var mine drømme, hvor jeg kunne se mig selv lykkelig, ung, smilende.
Manden købte straks ny bil, da han gik dyr og smart. Han havde åbenbart sparet op. Al udgift var min, undtagen huslejen. Den tog han sig af, og det var det. Jeg uddannede børnene
Lejligheden fik jeg fra min mormor. God klassisk stuelejlighed i Valby med højt til loftet, to værelser ombygget til tre. Depotrummet blev renoveret og der kunne lige være en seng, bord, klædeskab og hylder. Frederikke brugte det. Emil og jeg boede i samme værelse, men jeg var kun hjemme for at sove. Manden sov i stuen. Da Frederikke flyttede til København, overtog jeg depotværelset, og Emil beholdt værelset.
Vi gik fra hinanden uden skænderier eller delt bo. Han ville LEVE, og jeg var så udbrændt, at jeg faktisk blev lettet Slap for at lave mad og dessert og saft, for at vaske og stryge hans tøj, og kunne endelig slappe af.
På det tidspunkt havde jeg samlet på sygdomme ryg, led, diabetes, stofskifte, udbrændthed. Jeg tog for første gang orlov fra min hovedjob, for at holde pause og få behandling. Men jeg beholdt mine årsvagter og småjobs.
Fik fat i en dygtig håndværker, og sammen med sin kompagnon lavede han et flot badeværelse til mig på to uger. For mig var det lykke personlig lykke! Ren glæde for mig selv!
Alle de år sendte jeg penge til mine succesfulde børn til fødselsdage, jul, 8. marts og 23. februar. Senere kom børnebørn til. Småjobs kunne jeg ikke droppe, og ingen penge til mig selv. Tillykke fik jeg kun af og til, oftest efter at jeg selv havde sendt et til dem. Gaver fik jeg aldrig.
Det smerter mig mest, at jeg hvad hverken blev inviteret til Frederikkes eller Emils bryllup.
Frederikke sagde ærligt: Mor, du passer ikke ind i selskabet der kommer folk fra ministeriet. Om Emils bryllup fandt jeg ud af fra Frederikke bagefter
Tak for at de i det mindste ikke bad om penge til festen.
Ingen af dem besøger mig, selvom jeg inviterer tit. Frederikke siger, hun har intet i det her provins-hul (Byen har ellers over 300.000 indbyggere). Emil siger altid: Mor, jeg har ikke tid!
Der går syv tog til København hver dag, turen tager to timer
Hvordan jeg ville beskrive perioden af mit liv? Nok som følelsesløshedens epoke.
Jeg levede som den danske version af Scarlett OHara det må jeg tænke på i morgen
Jeg kvælede tårer og sorg, pressede alle følelser fra undren til fortvivlelse ned. Var som en robot, programmeret til at arbejde.
Så blev fabrikken opkøbt af københavnere, og reorganisering fulgte. Vi, der nærmede os pensionsalderen, blev fyret, jeg mistede to jobs, men kunne så heldigvis gå tidligt på pension. Fik min pension 12.500 kr. Skal prøve at leve for dem.
Heldigvis blev der ledigt rengøringsjob i min blok fem etager, fire opgange jeg sagde ja og vasker nu opgangene plus 12.500 kr. Weekendjobbet i Netto holder jeg fast i, det er gode penge 800 kr. pr. vagt. Det er hårdt, at stå op hele dagen.
Begyndte efterhånden at renovere køkkenet. Alt lavede jeg selv, fik naboen til at bygge selve køkkenet, hurtigt, pænt og til fair pris.
Lidt penge lagde jeg til side. Ville også gerne forny stue og værelser, skifte lidt møbler ud. Altså havde jeg planer bare ikke om mig selv! Hvad brugte jeg på mig? Kun mad, og kun det billigste har aldrig spist meget. Og medicin. Meget gik til medicin. Huslejen steg hvert år. Eksmanden sagde tit: Sælg nu den treværelses, det er et godt kvarter, du får godt for den. Køb en lille etværelses.
Men jeg kan ikke. Den er min minder om mormor. Far og mor husker jeg ikke. Mormor opfostrede mig. Jeg holder af lejligheden, mit liv er gået her.
Eksmanden og jeg har bibeholdt venlige forhold, snakker nu og da som gamle bekendte. Hans liv er fint. Privatlivet taler han aldrig om. En gang om måneden kommer han forbi, har kartofler, grøntsager, ris og drikkeligt vand med. Det tunge klarer han. Han vil ikke have penge, siger jeg ikke skal bruge levering så får jeg bare noget gammelt og råddent. Jeg nikker bare.
Indeni er der en klump jeg lever bare. Knokler stadig. Drømmer ikke. Ønsker ikke noget til mig selv. Frederikke og børnebørn ser jeg kun på hendes Instagram. Emils liv flasher forbi i svigerdatterens Instagram. Bliver glad, når jeg ser de har det godt. De rejser, spiser på dyre steder.
Måske har jeg givet for lidt kærlighed? Derfor har de ingen kærlighed til mig. Frederikke spørger nogle gange, hvordan jeg har det. Jeg svarer altid, at alt er godt. Klager aldrig. Emil sender indimellem en voice på WhatsApp: Hej mor, håber du har det fint.
For længe siden sagde Emil, at han ikke vil høre om problemerne mellem mig og hans far negativitet påvirker ham dårligt. Så jeg fortæller ham aldrig noget, siger bare jo, Emil, alt er godt.
Jeg ville gerne kramme mine børnebørn, men tvivler på at de overhovedet ved de har en levende mormor en pensioneret rengøringsdame. Nok tror de, at mormor er død for længst
Jeg kan ikke huske sidst jeg købte noget til mig selv måske strømper eller undertøj. Det billigste. Husker ikke, at jeg har været til frisør eller fået manicure Hver måned får jeg klipning i salonen op ad gaden. Farver håret selv. Glæder mig over, at jeg stadig har samme størrelse som i ungdommen 40/42. Garderoben trænger ikke til fornyelse.
Jeg frygter, at jeg en dag ikke kan komme ud af sengen min ryg plager mig hele tiden. Frygter at blive bundet til sengen.
Måske skulle jeg ikke have levet sådan uden pause, uden små glæder, altid ventende og udskyder alt til senere? Men hvor er det senere? Det er væk I sjælen er tomhed i hjertet er ligegyldighed og omkring mig kun ensomhed
Jeg bebrejder ingen, men heller ikke mig selv. Jeg har arbejdet hele livet, og arbejder stadig. Laver en lille nødpude, hvis jeg ikke kan arbejde mere. En smule, men dog noget Hvorfor lyve? Jeg ved jo, at hvis jeg bliver sengeliggende, vil jeg ikke fortsætte mit liv Jeg vil ikke ligge til besvær for nogen.
Og ved I, hvad der er mest sørgeligt? Jeg har aldrig fået blomster ALDRIG Det er da komisk, hvis nogen kommer med blomster til min grav det vil da være ironisk nok
Min lektie? At udsætte sit eget liv betyder at det måske aldrig rigtig begynder. Man må huske at give sig selv, ikke kun de andre. Elsk dem men glem ikke dig selv.
