7. juni 2023
Jeg sad ved skrivebordet på kontoret i København i morges, mens regnen trommede blidt på vinduet. Mit arbejde har altid betydet meget for mig, og jeg sætter pris på den respekt, mine kollegaer og chefer giver mig det giver mig mulighed for at klæde mig ordentligt og holde et hjem, som jeg er stolt af. Jeg har to voksne sønner, Anders på 38 og Emil på 30, og deres respektive hustruer. Begge kvinder er meget forskellige, ligesom mine sønner måske er det bare sådan, livet former sig.
Min ældste svigerdatter, Birthe, kommer fra landet på Fyn. Selvom jeg aldrig har haft meget tilovers for de gamle klichéer med forskellen på by- og landpiger, er Birthe næsten som billedet på en fynbo: ligefrem og jordnær, men også lidt firkantet. Jeg blander mig sjældent i mine sønners ægteskaber, og hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke meget om, hvordan de har det sammen i hverdagen. Det jeg ved, er, at Birthe hurtigt blev gravid og giftede sig med Anders deres datter kom kun fem måneder efter brylluppet. Birthe behandler Anders, ja, nærmest som en nødvendighed der er ingen romantik, bare hverdagspragmatik.
Jeg har oplevet, at Birthe kun ringer til mig, når der er et problem, og det skal helst beklages i flere vendinger. Hun har svært ved at holde på venskaber; det er som om, hun hænger fast i sine egne cirkler, og der er aldrig plads til andre. Når hun kommer forbi, er det aldrig bare for hyggens skyld.
Min yngste svigerdatter, Lærke, er helt anderledes. Hun og Emil blev hurtigt nære venner med mig efter deres bryllup, og vi taler om stort og småt. Jeg fandt faktisk et job til hende på mit eget kontor, hvor hun faldt godt til og er meget vellidt blandt kollegaerne. Hun har kun få, men nære venner og trives med det.
I dag kom Birthe forbi med sin storesøster. Jeg havde fornemmet, at noget var galt hjemme hos Anders og Birthe, men har holdt mig udenfor som altid. Birthe satte sig ned med et suk:
Nu kan jeg ikke mere, svigermor! Jeg er træt af alt det her. Jeg har besluttet mig for at gå fra Anders og leje en lejlighed her i Odense centrum. Han kan passe sig selv, den idiot.
Godmorgen Birthe. Du ved jo, jeg aldrig blander mig for meget, men hvor vil du bo, og hvordan skal børnene så komme i skole?
Jeg lejer en lejlighed i centrum. Det er det eneste, der dur.
Birthe, har du tænkt over, hvor dyrt det er? Huslejen i centrum er steget hvordan har du tænkt dig at klare det?
Det er netop derfor, jeg er her! Du er bedstemor det er din pligt at hjælpe, og du skylder mig det!
Birthe, jeg har ikke lige så mange penge liggende. Har du virkelig brug for det, kan jeg overføre nogle kroner i aften fra min konto, men jeg havde aldrig forestillet mig, at du ville bede om så meget…
Birthes søster trak hende utålmodigt i jakken: Kom nu, Birthe du ved da, at enhver mor holder med sin søn.
Da de var på vej ud, stod Lærke smålurvet i døren og så skræmt ud. Birthe råbte over skulderen: Du kan tro, du får samme behandling, hvis du en dag mangler hjælp! Der er ingen hjælp at hente her!
Lærke kiggede spørgende på mig, mens hendes øjne søgte svar. Jeg sagde til hende: Det er ikke noget at tage på vej over. Jeg sender Birthe pengene i aften, hvis hun virkelig har brug for det. Børnene kan jo ikke bare bo hvor som helst. Det er jo bare kroner lad være med at tro på alt, der bliver sagt…
I dag lærte jeg, at uanset hvor meget man forsøger at holde afstand til familiens drama, sniger det sig altid ind på én især når det handler om dem, man elsker. Måske handler det i sidste ende ikke om penge, men om at kunne tage ansvar og bevare roen, når hele verden ryster ens grundvold.
