Jeg tror på, at intet i vores liv sker tilfældigt vi er alle ansvarlige for alt, og vi skylder os selv alt. De valg, vi har truffet før, påvirker den måde, vi lever på nu. I mit liv traf jeg et rigtig dårligt valg, da jeg knyttede min fremtid til en uansvarlig mand. Jeg forelskede mig i Mads og stolede på ham, selvom jeg vidste, han havde ry for at være lidt for glad for damerne. Jeg troede naivt, at han ville ændre sig for min skyld. Men sandheden er, at folk ikke ændrer sig selv da vores søn blev født, var Mads stadig mere optaget af kvinderne omkring sig.
Med tiden begyndte jeg at høre rygter om Mads seneste eventyr. Venner, naboer og endda familiemedlemmer fortalte mig om hans affærer. Jeg blev sårbar og skamfuld, og jeg ved ikke engang, hvilken følelse der var stærkest. Jeg blev hængende i den situation i fem år. Til sidst flyttede Mads ud af sin lejlighed i Aarhus og lod vores søn få den, så han slap for at betale børnepenge. Jeg endte med at leje en lejlighed gennem min eksmand og flyttede ind sammen med min søn og min mor, som havde brug for pleje.
Jeg har altid forsøgt at give min søn det bedste liv muligt. Alle de penge jeg tjente på udlejningen gik til hans skolegang, tøj og øvrige udgifter. Jeg ville så gerne, at han skulle have en god barndom. Samtidig brugte jeg alt jeg tjente på regninger, mad og medicin til min mor. Jeg håbede, at når han blev voksen, ville han sætte pris på alt det, jeg gjorde for ham. Nu, hvor jeg er blevet 57, kæmper jeg med diabetes. For at klare mig hver dag må jeg holde nøje øje med mit blodsukker og give mig selv insulin flere gange dagligt.
På grund af min sygdom kan jeg desværre ikke arbejde, og ingen arbejdsgiver har lyst til at ansætte en kvinde i min alder med diabetes. Min eneste indtægt er lejeindtægten fra den lejlighed, jeg stadig udlejer. Min søn, Emil, er netop fyldt 31 og har for nylig sagt til mig, at de nuværende lejere i hans fars gamle lejlighed skal flytte ud, for han vil bo der med sin kone. Da jeg forklarede, at jeg så ikke har et sted at bo, svarede han blot, at det ikke er hans problem.
Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunnet arbejde så hårdt hele mit liv uden at få sparet op til pension. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre nu… Jeg skal købe medicin, mad og betale regninger. Hvordan kunne mit eget barn gøre sådan noget mod mig? Hvem tror han egentlig, han er?
