Jeg og min bror har en aldersforskel på seks år, og han er den ældste. For tre år siden blev han gift og valgte at flytte ind i sin kones lejlighed i stedet for at blive boende hos vores forældre. Indtil videre havde huslejen i København været så høj, at det var den eneste mulige løsning for dem. Jeg har selv været gift i seks år, og sammen med min kone – som også er fra hovedstaden – har vi to børn: en søn på seks og en datter på fire, begge med gamle danske navne. Vi mødtes engang under en regnfuld forårsaften i København og blev forelskede blandt mursten og cykler. Arbejdet mit er også i hovedstaden, så vi fandt et lille hjem ved søerne, betalt via bankens kredit, og der bor vi nu, fyldt med legetøj og kaffegrums.
For nylig tikkede der en besked ind fra mine forældre: min bror og hans familie ville besøge os en uge, og de forventede, at jeg skulle huse dem i mit lille hjem. Jeg blev glad ved tanken om at se ham igen, men vores fire-personers familie har nok at gøre med ét værelse vi lever som sardiner i en dåse, om natten blandet med duften af rugbrød.
Vi mødtes den dag i Hovedbanegårdens uendelige strøm af mennesker, og sammen gik vi rundt, mistede os selv i byen, hvor fortovene drejer som havstrømme. Mine forældre gentog igen, at jeg burde lade min bror, hans kone og deres søn flytte ind for ugen, for det er jo dyrt at finde logi i København selv en nat på hotel koster mange hundrede kroner. Men jeg kunne ikke presse flere ind i vores hjem; det ville føles som at bo i en myretue.
Da skumringen faldt, sad vi sammen og spiste med kartofler og persille, og jeg tilbød at hjælpe dem til et hotel, måske et hyggeligt pensionat. Min bror blev vred, insisterende på at de burde blive hos os som om væggene kunne udvide sig efter behov.
Jeg foreslog alt fra vandrehjem til at leje gennem venner, men intet passede dem, som var deres ønsker lavet af tåge. Det føltes, som om de ville blive på min regning, i mit lille hjem med dets smil og rod. Selv om jeg elsker dem, tror jeg på retten til at bestemme over mit eget hjem, som vi har betalt af vores helbred og tid, og jeg skylder ingen at give det væk ikke engang i drømmenes mærkelige verden.
