Der findes en kvinde, som jeg gik i skole med. Lad os kalde hende Thyra. Thyra, i øvrigt, var lidt af en primadonna med det lange lyse hår, og hun gik altid med grønne sko. Da hun var færdig med gymnasiet i Odense, fortsatte hun på universitetet i Aarhus for at læse jura. En dag, måske fordi fuglene sang særligt underligt udenfor hendes kollegievindue, besluttede hun at tage endnu en uddannelse noget med handel og ledelse.
På Handelshøjskolen mødte jeg en dreng, jeg senere blev gift med. Han arbejdede med IT, tjente godt med danske kroner og syntes egentlig ikke, Thyra behøvede at arbejde; så sidder hun der og drikker kaffe mens regnen trommer på vinduet, og hun bliver færdig med sine studier i ro og mag.
Da Thyra til sidst stod med to diplomer, søgte hun ikke arbejde. Hun blev i stedet hjemme i lejligheden på Vesterbro, hvor hun arrangerede blomstervaser og bagte kardemommeboller. Spurgte vores venner hende, hvorfor hun ikke arbejdede, smilede hun bare og sagde, at hun trivedes perfekt. Hendes mand elskede et rent og lunt hjem, og hun mente ikke, hun kunne sørge for det, hvis hun skulle arbejde. Han gav hende penge til alt, hvad hun ønskede sig frisør i Latinerkvarteret, medlemskab af fitnesscenteret ved havnen, lidt shopping i Magasin.
Sådan gik hverdagen. Tiden flød mærkeligt, som kaffe gennem et dørslag. Af og til, sagde Thyra, nævnte hendes mand længselsfuldt, hvor meget han ønskede sig et barn, men hun ville ikke engang høre tale om det. Hun var optaget af sin figur, sin sundhed og sine stille eftermiddage med skyer langs himlen.
Ægteskabet varede tolv år eller måske kun to dage, sådan føltes det i drømmen og derefter søgte de skilsmisse. Ingen ved helt hvorfor, og jeg tør ikke gætte. Da de gik fra hinanden, holdt hendes mand op med at forsørge hende.
Nu er det Thyras far, som sender hende penge hver måned fra hans lille hus i Silkeborg. Men det er ikke meget, og stilen med cafébesøg og designerstøvler er svær at opretholde. Hendes far siger, at det ville klæde hende at få sig et arbejde hun er dog trods alt 35 år.
Thyra har nu bedt vores gamle gymnasievenner om hjælp til at finde et job. En foreslog hende at arbejde i hans butik i Fields som lagerassistent, måske. Denne idé kunne Thyra dog ikke få sig selv til at tage alvorligt. Hun rynkede på næsen og sagde, at hun ikke gad skifte papkasser, hun havde jo to længerevarende, højere uddannelser.
Man må næsten trække lidt på skuldrene: Hun har aldrig haft et job før, hun forlod universitet for længst, og alligevel sigter hun efter et lederjob med høj løn.
Hvad tænker du? Hvilket job skal man tage, når man er 35 og aldrig har prøvet at arbejde?
