Jeg har aldrig troet, at lille Maja virkelig var min datter. Min kone, Line, arbejdede i Brugsen her i udkanten af Vordingborg, og jeg havde hørt mere end én gang, at hun lukkede sig inde i lagerrummet med fremmede mænd. Så da Maja blev født så lille og spinkel kunne jeg ikke overbevise mig selv om, at hun var min. Der var ingen i min familie, der var så petite, og heller ikke i Lines slægt. Med tiden voksede min mistro over på Line, og jeg kunne mærke, at hun heller ikke hele hjertet kunne tage pigen til sig.
Det eneste, Maja havde, var min far, gamle Gunnar. Han boede i husets yderste ende, ud til skoven. Gunnar var skovfoged hele livet, og selv efter pensionen rodede han stadig rundt i skoven næsten hver dag, plukkede bær og samlede urter. Om vinteren fodrede han rådyr og harer. Folk i byen syntes, han var lidt sær. “Gunnar kan forudsige ting,” sagde de, og ofte kom de og hentede hans urtete, når sygdommen ramte. Siden min mor døde, var Maja og skoven hans eneste trøst.
Da Maja begyndte i skole, boede hun oftere hos Gunnar end hjemme hos os. Han lærte hende om urter og helende rødder, og Maja blev dygtig, som om hun var født til det. “Hvem vil du være, når du bliver voksen?” spurgte folk. “Jeg vil hjælpe folk og gøre dem raske,” svarede hun. Men Line sagde, vi ikke havde penge til uddannelse, og jeg selv blandede mig ikke. Gunnar trøstede Maja, lovede han ville støtte hende han sagde endda, at hvis det blev nødvendigt, solgte han sin gamle ko.
En dag kom Line til Gunnars dør sjældent ikke, hun gad besøge ham. Hun var fortvivlet. Vores søn, Anders, havde tabt alle vores sparekroner på poker i København, og var blevet banket af de forkerte folk. “Du kommer kun, når du har brug for penge?” spurgte Gunnar alvorligt. “Du har glemt mig så længe, og nu skal jeg dække Anders gæld? Nej, de penge skal gå til Majas fremtid.” Line rasede: “Du er ikke længere min far og Maja er ikke min datter!” Hun forsvandt ud ad døren og sås knapt fremover.
Maja klarede sig kun på Gunnars støtte og en SU, da hun kom ind på sygeplejerskeskolen i Næstved ikke én krone fik hun hjemmefra. Gunnar hjalp hende med bogspengene og mad; han var den eneste, der troede på hende.
Kort inden Maja var færdig på sygeplejeskolen, blev Gunnar alvorligt syg. Han kunne mærke, døden nærmede sig. Han fortalte Maja, at huset nu var hendes, og beordrede hende at beholde det. “Et hus dør ikke, hvis du holder sjælen i live husk at tænde op i ovnen om vinteren. Her, midt i mørket, finder din lykke dig,” sagde han. Og Gunnar plejede at få ret.
Efteråret kom. Gunnar døde. Huset stod tomt med brænde nok til flere vintre. Maja fik job på hospitalet i Næstved og boede til leje hos en gammel tante. Når hun havde fri, tog hun ud til huset, fyldte stuen med varme og urteduft.
En stormende vinteraften ankom hun til huset, og blæsten tog til. Pludselig bankede det på døren. En ung mand stod derude og bad om at låne en skovl hans bil sad fast i sneen lige overfor. “Skovlen står ved trappen. Skal jeg hjælpe?” spurgte Maja. Han lo og sagde med et glimt i øjet, at sådan en lille pige ikke kunne skovle hans bil fri. Han var dygtig med skovlen, men kørte straks fast igen. Maja inviterede ham ind på te for at vente på, at sneen lagde sig. “Er du ikke bange for at bo her alene i skovkanten?” spurgte han. Hun forklarede, at hun pendlede men bekymrede sig lidt, hvis bussen ikke kom.
Han præsenterede sig som Jakob, og tilbød at følges med hende til byen, da han også skulle til Næstved. Hun sagde ja.
Efter en lang vagt gik Maja hjem, og på vejen fandt hun Jakob ventende. “Den urtete må være magisk,” grinede han, “Jeg blev ved med at tænke på dig måske kan jeg lokke dig til at lave te igen?”
De blev aldrig gift Maja ville ikke, og efter lidt tid accepterede Jakob det. Men kærligheden imellem dem var ægte. Jeg har lært, at man ikke kan måle familie eller lykke med blodet alene. Da deres søn blev født på hospitalet, undrede folk sig over, hvor stærk den lille var, at sådan en spinkel kvinde kunne få sådan en kraftkar til verden. Da de spurgte om navnet, sagde Maja: “Han skal hedde Gunnar, efter en mand, som virkelig elskede mig.”
Og min dagbog slutter i dag med denne erkendelse: Man kan ikke holde fast i mistro hele livet. Kærlighed vokser dér, hvor man tillader den, og lykken finder vejen, selv når man mindst venter det.
