Ti år som familie-kok og ikke så meget som et tak
Karen har været folkeskolelærer sådan en af dem, der altid havde styr på både børn og regninger og gik på pension som 55-årig. Siden flyttede hun ind hos sin søn, Anders, og svigerdatteren, Pernille, i deres hyggelige rækkehus lidt udenfor Århus. Forleden mødte jeg Karen på torvet, og hun strålede: Nu er jeg gået på pension igen! jublede hun. Ja, den slags kan åbenbart lade sig gøre, når man har været husmor og mormor på fuld tid i et helt årti.
Jeg husker tydeligt dengang hun efter den første pension pakkede sine potteplanter ned og lukkede sin lejlighed af hun ville ikke leje den ud, måske af frygt for fremmede, der sætter mærker på parketgulvet. Man kan aldrig vide. I Anders familie var der ingen ballade; de levede næsten mere fredeligt end et norsk cruise-skib i lavsæsonen. Karen trak sit læs, og den lille familie fungerede som velsmurt sendvi. Hun flyttede ind, da barnebarnet Emma fyldte et år, og hun blev boende i hele ti år.
Pernille kom hurtigt tilbage på arbejde, og dermed landede hele husholdnings-cirkusset på Karen. Mormor, hushjælp, heldagskok. Det hele, inklusive genstridig tøjvask og den evige gryderet. Men det værste og bedste var at passe lille Emma. Der er ikke mange, der tør binde an med sådan et ansvar. Fra morgen til aften rendte Karen rundt, og klokken 19, når de unge kom hjem, kunne hun endelig flade ud. Indtil næste dag, hvor det hele begyndte forfra, selvfølgelig.
Da Emma skulle i skole, var det også Karen, der trippede hen til stoppestedet, tog med bussen (forstås, i Danmark cykler man, men Karen er en bustraditionalist) og hentede hende igen om eftermiddagen. Til og med femte klasse. Imens kunne hun drømme om at se fjernsyn om aftenen, men endte som regel med at falde i søvn med det samme. Veninder? Næ, dem så hun kun, hvis de ringede og spurgte, hvordan man bedst fjerner rødvinspletter. Fest og fornøjelser? Nej, de unge tog i sommerhus med venner, og nogen skulle jo være hjemme med Emma. Gæt hvem.
Da Emma nærmede sig ti, var det stadig Karen, der lagde rent sengetøj, smurte leverpostejsmadder og lærte hende tabeller. Men så kom vendepunktet takket være et heldigt tilfælde. En morgen hørte Karen, hvordan Pernille på diplomatisk vis sagde til Anders: Din mor bruger alt for meget sæbe, når hun vasker tøjet lugter lidt af kemisk fabrik. Sig det til hende, men diskret! Altså, ti år havde Karen vasket alt familiens tøj, og først nu fik hun kritik!
Hun bed det i sig og sagde ingenting, men det var som om, koppen løb over. Næste træk kom hurtigt: Pernille foreslog, at Karens værelse blev Emmas legekammer, mens Karen kunne rykke ud i gangen. Da stod det lysende klart: Det var tid til at pakke kufferten og stikke hjem til sin egen lejlighed.
Hjemme igen i sin toværelses på Trøjborg fik hun endelig tid til at shine; pudsede vinduerne, fandt sine gamle LPer frem og nød friheden. Anders og Pernille blev faktisk fornærmede. De havde måske troet, at Karen så at sige ville bo hos dem, indtil hun blev afhentet af den sidste bus. Vænnet sig til, at der altid var nogen, der skiftede sengetøj, lagde madpakker og lavede frikadeller.
Det sørgelige er, at egentlig var der ingen, der syntes, hun havde fortjent at hvile sig. Hun blev bare en del af inventaret som brødristeren eller støvsugeren der aldrig brokker sig. De holdt op med at ringe, og Karen sad derhjemme og ventede på at høre fra dem. Men heldigvis er hun livsglad og tror på, at alting nok skal lysne.
Nu kan hun endelig leve for sig selv. Ingen vækkeur, ingen madpakker og hvis hun vil have rugbrød til aftensmad tre dage i træk, så får hun det. Hvad mere kan man egentlig ønske sig? I en alder af 65 stråler hun. Kan I huske det gamle dansktop-hit: Ungdommen kommer igen, hvis du passer på den? Ja, Karen oplevede sand frihed retten til at leve for sig selv uden at servere for andre.
Man kan kalde det selvopofrelse men for Karen var det bare hverdag. Jeg tror ikke, mange kan se, hvor meget der ligger bag. Selv ens børn vænner sig hurtigt til, at nogen ordner det hele: sørger for mad og rent undertøj, hjælper med lektier, dækker bord og vasker op. Vænner sig til, at deres guldklump aldrig mangler noget. Ja, det går hurtigt!
