Ved du, jeg var kun tre år gammel, da det bare var min far og mig tilbage i familien. Jeg har aldrig kendt min mor, fordi hun valgte en anden mand og forlod os. Min far forsøgte aldrig at finde en anden kvinde han gav virkelig hele sit liv til at opdrage mig som sin eneste søn. Da jeg blev voksen, fik jeg mig en uddannelse og blev gift, og så kom spørgsmålet op om, hvor min kone og jeg skulle bo. Min far havde et stort hus ude på landet, der var plads nok til os alle sammen, men både min kone og jeg havde jobs i København, så det ville være pænt upraktisk at bo derude.
Så foreslog min far faktisk, at vi solgte huset og købte en mindre lejlighed sammen. Jeg syntes, det var et fornuftigt forslag, så vi endte alle tre med at bo i en hyggelig lejlighed i byen. Vores familie blev hurtigt større, da vores søn kom til verden, og min far var en gave i forhold til at tage sig af sit barnebarn. Mens jeg arbejdede, tog min kone sig af hjemmet, og vi havde faktisk en dejlig balance sammen alting kørte bare.
Men så ændrede det hele sig, da jeg fandt ud af, at min kone Amalie var gravid igen.
Udsigten til endnu et barn i vores lille toværelseslejlighed føltes lidt uoverskuelig. Jeg tog et ekstra arbejde for at få flere penge ind, og vi begyndte at se på, hvordan vi kunne få mere plads til familien. En dag, da jeg kom hjem, lagde jeg mærke til, at der var en lidt mærkelig stemning: Amalie og vores søn sad ved spisebordet, men min far var der ikke. Jeg blev med det samme bekymret måske var der sket noget alvorligt. Amalie sagde, at han bare var ude at gå en tur. Men da natten kom, og han stadig ikke var kommet hjem, begyndte panikken for alvor at brede sig.
Det viste sig, at Amalie og min far havde haft et grimt skænderi. Det var sikkert graviditetshormonerne, der spillede ind, og i vores lille lejlighed begyndte det hele at føles for trangt. Og så sagde Amalie til min far, at han måske ikke behøvede at bo hos os mere. Da jeg hørte det, blev jeg virkelig gal. Jeg løb ud, hoppede ind i min bil og kørte rundt i nabolaget for at finde min far. Til sidst fandt jeg ham siddende på en bænk i Fælledparken med tårer i øjnene jeg har aldrig før set ham så ked af det. Det gjorde ærligt talt ondt helt ind i hjertet, for han har altid betydet alt for mig.
Jeg satte mig ned foran ham og sagde: Undskyld, far. Undskyld på Amalies vegne. Hun tænkte ikke over, hvor meget hendes ord egentlig betød. Efter en times tid tog vi hjem sammen, men min far trak sig bare ind på sit værelse og var virkelig mærket af det hele.
Senere talte jeg med Amalie og sagde ligeud, at hvis det her skete igen selvom hun er gravid så måtte hun flytte, for jeg kunne ikke lade det gå ud over min far. Det vigtigste for mig er, at familien har det godt sammen, og at vi alle sammen kan føle os hjemme. Vi skal altså kunne være her uden alt det drama ellers må vi finde en anden løsning.
