Jeg drømte en mærkelig nat, hvor jeg som i tåge gjorde rent i lejligheden på Vesterbro; jeg fejede og skrubbede gulvene, de glimtede næsten som den halvlunkne sol ud over Københavns tage. Min svigermor, fru Ingrid, sad siddende som en statue i hjørnet, og i drømmen rystede hun med vilje en håndfuld grågule solsikkekerner ud over det nyvaskede gulv, som regnen på det gamle brosten. Jeg stod stille, forbløffet, og så hende smile med et underligt smil, som om hun kun fandt fornøjelse i kaosset.
“Mor, hvorfor gjorde du det der? Jeg så godt du gjorde det med vilje!”
Ingrid så på mig med et blik koldere end vinteren i Jylland og svarede:
“Du gør det bare igen, Signe! Det går dig ikke på.”
Hun lagde sig i sin ottoman, tilfreds med sin aparte joke. Jeg gik forbi Garderobeskabet, tog kost og skovl og gik i gang med at feje solsikkekernerne op, som om det var små fisk, der gled væk fra mig hver gang jeg nåede dem.
Så foldede Ingrid sin avis ud, den samme hun havde læst et utal af gange. Trykfarven var som spindelvæv, ordene dansede. Jeg kiggede på hende og sagde:
“Hvorfor hader du mig så meget? Hvad har jeg gjort for at fortjene, at du håner mig igen og igen? Jeg laver mad til dig, vasker dit tøj, gør rent… og min datter Asta hjælper jo altid også! Hvorfor kan du ikke lide mig?”
Ingrid svarede ikke, vendte blot den avis, som om jeg kun var en irriterende fugl på altanen. Jeg ventede hverken på undskyldninger eller forklaring.
Tårerne kom, som fra himlen over Limfjorden, jeg færdiggjorde gulvvasken, gik ud for at sætte vasketøjet over og derefter ned til grøntsagsmanden på hjørnet, hvor kartofler og gulerødder talte til mig i kryptiske ord.
Der var altid så meget at lave, jeg tænkte ikke over tiden, den gled forbi som S-toget under Hovedbanegården.
Min mand døde for mange år siden, jeg husker ikke engang årstallet, kun at Asta var otte og at regnen den dag føltes tungere. Straks efter bisættelsen sagde Ingrid:
“Bliv her hos mig! Jeg vil ikke have folkene på Frederiksberg skal snakke, som om jeg har smidt dig ud.”
Det var en mærkelig beslutning, men jeg accepterede. Der var intet sted at tage hen, min søster boede med sine to børn hjemme hos vores forældre i Aalborg, og der var ikke plads til Asta og mig.
Jeg håbede stadig, som i alle barndomsdrømme, at Ingrid en dag ville åbne op og vi kunne forstå hinanden. Men miraklet skete aldrig. Ude blandt bekendte var hun høflig som en borgmester på rådhuset, men alene med mig blev hendes ord sylskarpe som nordenvinden, hun dirigerede mig rundt som et gammelt urværk.
“Du er så doven! Hvem skulle have dig? Ingen mand kigger på dig, Signe! Du har et barn, bliv nu bare her med mig og Asta! Når jeg dør, får du mit hus. Men gør du ikke, som jeg siger så giver jeg det til en anden og du ender på gaden!”
Jeg var bange, så jeg nikkede bare og gjorde alt, kun for Astas skyld.
Men Ingrid var sej hun fyldte snart 90 og klagede aldrig over helbredet. Hele pensionen næsten 8.000 kroner om måneden brugte hun på sig selv! Kun det fineste fra Irma og Menu, og hun forlangte, jeg altid købte det, hun bad om.
For længe siden indså jeg, at det var en fejl at sige ja til at blive, og nu har jeg taget imod ydmygelser i årevis.
Min kære Asta er snart færdig på universitetet, hun har endda fået sig en sød kæreste, en rigtig rar fyr, som hun snart skal giftes med. Efter brylluppet flytter de sammen. Måtte hendes liv blive bedre end mit, tænker jeg, hver nat.
Jeg kan ikke lade være med at føle sorg for mig selv og over alle de år, der forsvandt som morgendis over Øresund…
