Mor, jeg skal giftes! – sagde sønnen med et grin. – Det lyder dejligt, – svarede Sofie med et mang…

Mor, jeg skal giftes! sagde min søn glad.
Det glæder mig, svarede Kirsten uden den store begejstring.
Men mor, hvorfor lyder du ikke glad? spurgte Rasmus overrasket.
Ingenting… Hvor regner I med at bo? spurgte hun, mens hun kneb øjnene lidt sammen.
Herhjemme. Du har vel ikke noget imod det? svarede sønnen. Lejligheden har jo tre værelser, mon ikke der er plads nok?
Har jeg noget valg? sukkede hun.
Vi har ikke råd til at leje en lejlighed, svarede Rasmus lidt trist.
Okay, så jeg har altså ikke noget valg, sagde Kirsten opgivende.
Mor, huslejen i København er så høj nu, at vi ikke ville have penge til mad, sagde Rasmus. Det er heller ikke for altid, vi skal nok arbejde og spare op til et sted for os selv. Det går meget hurtigere sådan.
Kirsten trak på skuldrene.
Det håber jeg, sagde hun. Sådan må det blive: I flytter ind, bor så længe, I har brug for, men to ting: Vi deler regningerne i tre, og jeg bliver ikke hushjælp.
Det er kun rimeligt, mor. indvilligede Rasmus med det samme.
De unge blev gift med et lille bryllup, og snart boede vi alle sammen i min lejlighed: Kirsten, Rasmus og svigerdatteren Freja.
Allerede fra den første dag de flyttede ind, begyndte der at dukke mange ting op for Kirsten, som hun bare måtte ordne. Parret kom hjem fra arbejde, og mor var væk. Gryderne tomme, og lejligheden rodet, præcis som de havde forladt den i morges.
Mor, hvor har du været? undrede sønnen sig om aftenen.
Du ved, Rasmus, jeg fik et opkald fra Kulturhuset, de inviterede mig til at synge i Folkekoret. Jeg har jo stemme, det ved du godt…
Virkelig? spurgte han overrasket.
Ja! Du har bare glemt det, men jeg har fortalt dig det før. Det er alle pensionister som mig, vi synger sammen og hygger os. Jeg havde så dejlig en eftermiddag, jeg skal afsted igen i morgen! sagde Kirsten med et smil.
Men er det kor igen i morgen? spurgte han.
Nej, i morgen har vi litteraturaften. Vi skal læse H.C. Andersen højt. Du ved jo, hvor meget jeg elsker ham.
Det anede jeg ikke, svarede han.
Jamen du lytter jo aldrig til din egen mor! sagde Kirsten med et mildt suk.
Freja observerede samtalen uden at sige noget.
Efter Rasmus blev gift, fik Kirsten nærmest fornyet energi: Hun gik i seniorforeninger, fik nye veninder, og de kom tit forbi. Så sad de sammen i køkkenet til langt ud på aftenen, drak te og spiste småkager som veninderne havde med, og spillede banko. Andre dage gik hun lange ture eller så danske tv-serier så opslugt, at hun ikke engang lagde mærke til at de unge sagde hej, når de kom hjem.
Hjemmet blev hendes principielle område: Kirsten rørte ikke en finger for husarbejdet, det hele overlod hun til svigerdatter og søn. Først brokkede de sig ikke, så begyndte Freja at kigge skævt, de hviskede utilfreds, og til sidst sukkede Rasmus højlydt. Men Kirsten tog sig overhovedet ikke af de små tegn, hun levede videre aktivt og glad.
En dag kom hun hjem, nærmest dansende og nynnede “En yndig og frydefuld sommertid”. Hun gik ud i køkkenet, hvor de unge sad og spiste den suppe, de selv havde lavet.
Mine kære børn, nu må I lykønske mig! Jeg har mødt en herlig mand, og i morgen tager vi sammen til spaophold på Sjælland! Er det ikke en god nyhed?
Jo, svarede de begge.
Er det alvorligt mellem jer? spurgte Rasmus forsigtigt, bange for at endnu én skulle flytte ind.
Det ved jeg ikke helt endnu, det ser jeg efter spaopholdet, sagde Kirsten, tog en skefuld suppe og spiste med god appetit, endda tog en ekstra portion.
Da hun kom hjem igen, var hun skuffet. Hun sagde, at Johannes ikke var hendes type, og de var gået fra hinanden, men hun tilføjede straks, at hun stadig havde masser af tid og planer. Hun fortsatte med sine foreninger, venindeture og te-selskaber.
Til sidst, efter endnu en dag med rodet lejlighed og tomme gryder, kunne Freja ikke holde det ud længere og smækkede hårdt med køleskabsdøren:
Kirsten! Kunne du ikke tage dig lidt af husholdningen også? Her er jo helt kaos! Køleskabet er tomt! Hvorfor skal vi ordne det hele, mens du ikke gør noget?
Tja, hvorfor er I så sure? svarede Kirsten undrende. Hvis I boede alene, ville I vel også lave det hele selv?
Men du bor jo her! sagde svigerdatteren.
Jamen jeg er ikke jeres hushjælp jeg har gjort min pligt, nu vil jeg leve mit eget liv! Jeg sagde jo fra starten, at jeg ikke blev husholderske. Hvis Rasmus ikke har sagt det videre, er det ikke mit ansvar, sagde Kirsten.
Men jeg troede, at du bare jokede, sagde Rasmus lidt forvirret.
Så I vil både bo godt og samtidigt have, at jeg laver mad og rydder op for jer? Nej! Jeg sagde nej, og det holder jeg mig til! Hvis noget føles forkert eller er irriterende, kan I altid finde noget eget! sagde Kirsten og gik ind på sit værelse.
Næste morgen som ingenting, nynnede hun stille “I Danmark er jeg født…”, tog en flot bluse på, lagde rød læbestift og gik glad afsted til Kulturhuset, hvor Folkekoret ventede på hende.