Efter jeg havde født, tog jeg nogle kilo på. Ikke sådan alarmerende meget vægten stod egentlig stille men alligevel begyndte min mand at brokke sig, som om hele verden var af lave.
I stedet for det klassiske Det går nok, skat, du er stadig den skønneste, og at han bare ventede på, jeg kom tilbage til mig selv, valgte han at trække stikket. For slet ikke at gøre det dramatisk: manden tog så meget benene på nakken, at han en dag bare var pist væk. Og dér stod jeg med en baby på armen, og ingen grund til at uddybe, det er ret tydeligt.
Til sidst fik jeg nok af at svælge i selvmedlidenhed og fandt styrken til at komme videre. Jeg anskaffede mig en hund selvfølgelig en Labrador, den mest danske af alle og begyndte at løbe ture hver morgen. Mavemusklerne blev også sat i sving, og selvom det var hårdt for sjælen, var det faktisk temmelig effektivt til at holde de mørke tanker væk. Sport blev langsomt en vane, og da jeg landede et job, meldte jeg mig ind i det lokale fitnesscenter.
Heldigvis var fitness-træneren Henrik, selvfølgelig en sand pædagog med tålmodighed, noget der er sjældent i København, skulle jeg hilse og sige. Efter et par års trofast træning fik jeg ikke bare figuren tilbage, men fik endda opgraderet den på enkelte punkter. Vi snakker mindst halvanden gang bedre end før! Pludselig elskede jeg min krop igen og måske også resten af det menneske, jeg var.
En dag, på vej hjem med min taske fyldt med træningstøj og endnu mere sved end selvtillid, så jeg pludselig min eks lige ved indgangen til vores gamle opgang i Vanløse. Han stod der med blomster og en æske Anthon Berg så klassisk, det var til at grine af. Han havde ringet på døren, men min søn havde tilsyneladende ikke givet lyd fra sig. Jeg indså pludselig, at dette var øjeblikket enhver forladt kvinde drømmer om…
At få ham til at græde snot af fortrydelse! Jeg slog armene om nakken, lavede lynhurtigt fem squats, rettede lidt på blusen og gik frem mod ham…
Ved du, hvad han sagde? Undskyld, frøken, bor du i denne opgang? Kan du lukke mig ind?
Jeg grinte lidt bittert, indrømmet og gemte mit ansigt bag hænderne. Med en sjælden følelse af triumf trådte jeg lidt til side. Han blev straks fornærmet: Er der noget sjovt, eller hvad? Hvorfor griner du? Jeg svarede: Da vi stod ved borgerservice og lovede hinanden evig kærlighed? Det kan jeg stadig ikke grine af… Jeg vendte ansigtet helt mod ham og sagde: Nu må du godt forsvinde. Ti sekunder var rigeligt.
Men må jeg ikke lige se min dreng? tryglede han. Farvel, ud, skrid!
Han trissede af kiggede tilbage flere gange, som om hver seer ville ændre alt. Men der var ikke mere at hente. Kære drømme de bliver altså kun til virkelighed, hvis man selv vil arbejde for det.
