Mor blev gift for 11 år siden. Min stedfar, Philip, havde en datter fra sit første ægteskab, Sofie, som var 14 år dengang. Philip overlod sit gamle hus til sin tidligere familie uden at gøre krav på det igen og flyttede ind hos min mor og mig i den lejlighed, vi havde arvet fra min far. Han havde intet kontakt til sin datter det var også hendes eget valg, hun ville ikke se sin far. Philip betalte børnebidrag, og dét var enden på hans engagement i Sofies liv.
Jeg kan ikke sige, at Philip og jeg havde et særligt nært forhold, og jeg blev aldrig knyttet til ham som om han var min egen far. Han råbte aldrig, slog aldrig, forsøgte aldrig at opdrage mig. På det tidspunkt var det jo også for sent jeg var allerede 16 år gammel og min egen person. Jeg boede der i tre år mere, og så blev jeg gift og fik mit eget barn. Jeg måtte flytte ud min mor og Philip accepterede ikke, at min mand skulle bo hos dem. De nægtede at have en fremmed under taget.
Forholdet mellem min mand og min mor fungerede ikke fra dag ét. Philip var ligeglad med, hvem jeg havde valgt, han blandede sig ikke i det. Mor hjalp mig med min søn, hun nægtede aldrig at passe ham. Altså, det plejede hun at gøre. For nylig ringede jeg ellers for at bede hende hente min søn fra børnehaven, men hun sagde, at det kunne hun ikke hun skulle passe Philips barnebarn.
Det var først dér, jeg huskede, at min stedfar jo havde en datter et sted. Så hun har altså fået et barn, og nu er der kommet et barnebarn til. Jeg slugte min irritation. Men det var ikke eneste gang, jeg måtte acceptere et nej. Jeg blev mistænksom og tog uanmeldt forbi dem for at besøge dem.
Men der var ingen hjemme. Over alt i værelset lå små børneting, der hang bodystockings, puslepude i hjørnet og barneseng. Mit eget sengelinned var rodet til. Jeg ringede straks for at høre, hvad der foregik.
Sofie bor her nu, sagde min mor. Philip tilbød det, med min godkendelse. Hun går igennem en vanskelig tid, hun er alene med barnet, forklarede mor og gik derefter straks til angreb: Har du lært at ringe først, før du bare tropper op?
Det var dét. Jeg kom på besøg. På besøg! Ikke bare havde min mors mand boet i min lejlighed, mens min mand og jeg boede til leje, og mens vi nu betaler afdrag hver måned til banken, så tager Philip sig også den frihed at indlogere sin datter og barnebarn i mit hjem? Er det virkelig i orden, at jeg slider dag og nat for at betale realkredit, og Philip og Sofie bor gratis som om det er deres eget?
Vreden kogte i mig. Min mor kom hjem, og i hoveddøren tog hun straks fat hun bad Sofie gå ind og lukke døren til sit værelse, og trak mig ind i stuen for at tale om min uacceptable opførsel. Jeg var i chok.
Sofie bor her. Det er slet ikke til diskussion, sagde hun.
Jeg spurgte til den lejlighed, Philip havde efterladt sin første familie dengang.
Det rager ikke dig, lukkede min mor samtalen.
Jeg var rasende hvordan kunne det ikke rage mig, når en anden kvinde og hendes barn råder over mit gamle værelse?
Min mor og jeg røg i en ordentlig skænderi. Jeg sagde det ligeud: Hvis Sofie ikke flytter, flytter jeg min familie ind i min egen halvdel af lejligheden. Min mor truede med at give hele sin ejerandel til Philip, og at det ville være bedst for mig at falde ned og ikke hidse mig op. På vejen hjem ringede jeg til Philip. Han sagde, at det ikke kom mig ved, hvem der bor hvor, og tilføjede, at han inviterede, hvem han ville, indenfor i sit hjem.
Min mand syntes, jeg bare skulle lade det ligge vi har et sted at bo, vores dreng skal snart begynde i skole, og alt skal nok ordne sig. Han sagde, jeg var bare vred over, at mor havde givet sin nøgler til en fremmed uden at spørge mig, imens jeg betalte regningerne. Mor havde dog så meget samvittighed at ringe og bede om at se sit barnebarn. Men jeg sagde nej i arrigskab og bad hende i stedet hygge sig med Sofies datter. Mor kaldte mig urimelig og sagde, at hun ville vente på en undskyldning.
Så det er altså mig, der skal sige undskyld! For hvad? Fordi hun sidder som eneste administrator på vores fælles hjem? Fordi min stedfars datter optager mit værelse? Jeg overvejede desperat at dele lejligheden op. Bagefter blev jeg ringet op af denne Sofie. Hun sagde, at hun gerne flytter ud, hvis det generer mig, og at hun ikke ønsker at være årsag til konflikt.
Jeg tror ikke på hende. Hun er langt fra så uskyldig, hun udgiver sig for. Hele idéen om at give hele lejligheden til Philip hvor kom det fra? Det er dét, Sofie håber på! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Det hele gør mig så rasende. Jeg er sikker på, at Philip har rottet sig sammen med sin datter for at narre min mor og franarre hende det eneste, hun har.
Hvordan beskytter jeg hende? Skal jeg kræve en bopælsdeling? Skal vi sælge og splitte provenuet, så min mor kan købe sig en et-værelses? Eller skal jeg bare flytte frækt ind i min halvdel og få Sofie ud?
