Mathilde, min allerbedste veninde, og jeg har været uadskillelige siden barndommen. Vi gik sammen i børnehave, i folkeskole og endte endda på samme universitet i København. Der mødte jeg en charmerende ung mand, både flot og karismatisk. Jeg blev forelsket i ham, men skæbnen havde andre planer. Han fik øje på Mathilde ved et tilfælde hun var ikke bare smuk, hun havde en helt særlig udstråling og han blev straks betaget af hende.
Da min veninde kom til mig og spurgte, om hun måtte flirte med ham, fordi hun også følte noget særligt for ham, tøvede jeg og sagde, at det ikke gjorde mig noget, men at han faktisk var den store kærlighed i mit liv. I virkeligheden gav jeg mit hjertes kærlighed til min veninde. Livet gik videre, og både Mathilde og jeg stiftede familie og fik børn. Med tiden forsvandt mine følelser for ham, og jeg rettede min opmærksomhed mod min egen familie.
En dag bad Mathilde mig om at dække over hende, fordi hun skulle til en hemmelig aftale. Jeg undrede mig over, hvorfor hendes mand ikke måtte vide det. Hun tilstod, at hun havde forelsket sig i en anden mand og ikke kunne leve uden ham. Alligevel havde hun ikke i sinde at gå fra sin mand, da han var en god forsørger, elskede sine børn dybt og behandlede hende ordentligt.
Jeg stod fuldstændig forvirret over hendes beslutning. Hendes mand var en kærlig far, succesfuld, og virkelig en vidunderlig person. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor hun ville svigte ham. Hvis han havde været ligeglad eller ikke påskønnede hende, ville jeg bedre kunne forstå hendes motiv. Men når nu han både gav hende kærlighed og støtte, forstod jeg slet ikke, hvorfor hun søgte nye og usikre følelser, i stedet for at dyrke dem, hun allerede havde.
