Da Mette fandt ud af, at hun var gravid, blev hendes familie grebet af forbløffelse og hængte i luften som tunge, slørede fugle. Ingen i den mørkt lysende lejlighed i Odense kunne helt fatte, at hun dannede par med én, der syntes at glide gennem virkeligheden som vand gjennom fingre.
Mette var en helt almindelig pige fra Odense, født ind i en familie hvor hun blev opdraget med kærlighed, latter, og varme kanelsnegler på søndage. Sammen med sin mor og stedfar, som hun altid havde kaldt far, voksede hun op under lyse danske himle og følte, at verden altid var lidt rarere i deres rækkehus fyldt med planter og gamle emaljeskilte. Forældrene støttede hende i alt, hun gjorde. Hun følte sig elsket og tryg, som om ingen sky på himlen kunne væltes den tryghed omkuld. Hun havde afsluttet gymnasiet og drømt sig ind på universitetet, men hendes dårlige engelskkundskaber dansede som skygger omkring optagelsesprøven.
Hun besluttede i et tåget efterår, at private timer kunne hjælpe hende, og gennem en mærkværdig annonce fandt hun Ebou, en mand fra Senegal, som havde slået sig ned i Danmark for at studere. Hans engelsk var flydende som sølv og hans latter rungede igennem de små værelser, hver gang de sad sammen blandt duftende stykker rugbrød. I begyndelsen gik timerne dårligt, ordene smeltede i Mettes øre, men langsomt åbnede en varm verden sig, som om de sammen tryllede et tredje rum mellem sig. Snart føltes det unaturligt at være adskilt, og de lod dagtimerne flyde sammen i underlige møder og skjulte smil.
Da Mette opdagede, at hun bar på et barn, føltes det som at vågne op i en labyrint af blafrende flag. Familien var fortvivlet billederne af, hvordan barnet ville skille sig ud i børnehaven, hvordan hun skulle vokse op alene, snoede sig i deres hjerner som sure sild. De frygtede, at Ebou ville forsvinde med vinden, som så mange gør.
Efter Ebo havde fået sin eksamen, fløj han faktisk hjem til Senegal, men deres kontakt blev ikke brudt. Som olmalede telefontråde mellem Odense og Dakar holdt de fast i hinanden. Timer på Skype flimrede forbi, nætter og dage smeltede. Datteren blev født en solfyldt majmorgen, men familiens kulde pressede Mette til at rejse efter Ebou til Senegal, et sted hvor regnen føltes fremmed mod huden.
Livet i Afrika var abstrakt alt var for varmt, som om tiden smeltede i hænderne på dem. De kunne ikke tilpasse sig, og fløj så svævende tilbage over Europa til Danmark. Efter nogen tid kom deres anden datter til verden, og familien beplantede sig yderligere med nye rødder. Alligevel nægtede Mettes familie kontakt, og Mette som hang fast i drømmen om kærlighed ville ikke opgive Ebou, uanset hvor mange mørke blikke der blev sendt mod deres lille hjem.
Nu drømmer de om at flytte til Canada, hvor sneen måske kan dække sporene, og hvor de måske i en ny begyndelse kan finde den luft, der ikke dømmer, og hvor deres børn kan danse på isen blandt nye, venligere ansigter.
