Da jeg arbejdede som ganske almindelig lønmodtager, med et job som alle andre for en lav løn, var alle mine slægtninge på en eller anden måde helt vilde med mig, inviterede mig til samtlige familiefester og stod klar, hvis jeg havde brug for en hånd.
Men jeg blev træt af den tilværelse og besluttede, at jeg ville starte min egen forretning fra bunden. Problemet var bare, at jeg ikke havde nogen opsparing at starte op med. Mine forældre døde, da jeg var 19 de kørte galt og blev begge dræbt.
Min moster havde giftet sig med en velhavende mand, og jeg regnede derfor med, at hun ville kunne hjælpe mig på vej. Men der tog jeg fejl.
Hun mente, at det var alt for risikabelt at starte egen virksomhed, så hun ville ikke satse sine penge. Helt ærligt bebrejdede jeg hende ikke. Hvis jeg var hende, ville jeg nok også tænke mig om to gange. Det var hendes valg, så jeg lod det ligge og følte mig heller ikke stødt over det. At låne i banken var ikke en mulighed renterne var alt for høje, og det havde jeg ikke råd til. I stedet måtte jeg virkelig spænde livremmen ind og lægge alt til side også på mad, tage et ekstra job og spare så meget op som muligt til min egen forretning.
Efter noget tid blev det hele meget klarere for mig. Jeg vidste præcis, hvilken slags virksomhed jeg ville starte, hvad jeg manglede, hvor mange penge jeg havde brug for, og hvordan jeg burde sørge for kapitalen. Jeg var fast besluttet på at gå hele vejen der var ingen vej tilbage nu. Jeg havde drømt om at have mit eget firma, siden jeg var barn, og nu var muligheden endelig ved at åbne sig. Det eneste, der gjorde ondt, var min mosters spydigheder. Hver gang jeg dukkede op til noget, grinede hun og udbrød:
Se engang, hvem der er kommet vores store forretningsmand. Æren af at sidde ved bordet sammen med os andre!
Da jeg så omsider fik sparet nok op til at åbne mit eget bureau, trak alle mine fætre og kusiner sig stille væk især min moster. Jeg lod mig dog ikke mærke med det. Tværtimod var jeg mere motiveret end nogensinde før. Halvandet år senere havde jeg åbnet flere afdelinger i København.
Pludselig en dag ringede min moster. Hendes søn skulle starte på universitetet hun havde brug for hjælp med økonomien og et sted at bo til ham. På det tidspunkt var hun blevet skilt og kunne ikke finde et arbejde, der gav bare lidt fast indtægt, så nu kunne hun pludselig godt huske, at jeg eksisterede.
Men jeg sagde nej. Jeg var i gang med at åbne nye afdelinger i Odense og Aarhus, det slugte tonsvis af penge, så hendes søn var slet ikke på min prioriteringsliste. Da jeg afslog at hjælpe, brød min moster endegyldigt kontakten, selvom hun reelt aldrig havde haft kontakt til mig før det.
Nu kører forretningen for fulde sejl. Afdelingerne vokser dag for dag, og min mosters søn sidder stadig hjemme hos hende hun kan ikke slippe af med ham, men resten af familien nægter nu også at tage ansvar eller hjælpe hende. Hun har selv sørget for at skubbe alle væk tilbage dengang.
