Lige inden jeg blev gift, havde jeg hørt fra venner, at når en mand gifter sig, betragter han straks sin kone som sin ejendom og begynder at vise sit sande ansigt.
Men ligesom mange unge og naive piger, troede jeg ikke min kommende mand var sådan en. Selv før vi blev gift, var han altid god mod mig, sagde aldrig et dårligt ord, var bange for at såre mig og ønskede altid, at jeg skulle være tæt på ham. Tænkte, jeg havde fundet undtagelsen. Men jeg tog fejl, som så mange kvinder gør. Det er faktisk sandt, at når en mand først har vundet en kvindes hjerte, forandres han.
Efter nogle måneder af vores ægteskab begyndte min mand at tale grimt om min mor. Han kunne ikke forstå, hvorfor hun ringede så ofte, eller hvorfor hun besøgte os én gang om ugen. Jeg nikkede bare og var bange for at sætte vores ægteskab på spil, så jeg bad min mor om ikke at kontakte mig så meget mere i stedet ringede jeg til hende i smug, når jeg var alene hjemme. Det stoppede ikke der. Jeg blev gravid og mistede desværre mit arbejde, fordi min arbejdskontrakt ikke blev forlænget jeg måtte ligge meget ned på grund af en truet graviditet. Efterfølgende begyndte min mand at bebrejde mig og sige:
“Du går hjemme hele dagen og laver ingenting.” Jeg sagde heller ikke noget der jeg var gravid, og hvad nu hvis han forlod mig?
Da vores datter så var blevet halvandet år, begyndte min mand at forvente, at jeg skulle tilbede ham som en konge. Når han kom hjem fra arbejdet, skulle jeg stå klar i døren, tage imod ham med tøflerne og sørge for, at alt stod klart med varm mad på bordet.
Han mente ikke, han skulle tage sig af barnet det hele var mit ansvar som kvinde. Alt i alt blev jeg helt udmattet. Så til sidst pakkede jeg mine ting, tog vores datter under armen og flyttede hjem til min mor i Odense. Vi talte ikke sammen i to måneder. Livet gik stille og roligt videre; jeg vendte tilbage på arbejdsmarkedet og følte mig stærkere for hver dag.
En aften dukkede han pludselig op hjemme hos min mor, slank og trist med slidte bukser. På knæ bad han os om tilgivelse. Jeg sagde kun, at hvis jeg en dag skulle komme tilbage, måtte han lære at lave mad. Han skulle tage et madlavningskursus og hjælpe med rengøringen. Han sagde ja, men nu må vi se, hvordan det går.
Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man ikke skal ignorere sine egne behov og grænser, bare fordi man er bange for at miste. Ens værdi kommer ikke an på, om man har en mand. Det skal jeg huske fremover.
