I drømmen havde jeg mærkelige venner, som jeg kaldte sparsommelighedens mestre. De sparede på alt selv på luften, på brød, på skjorter. De var ikke fattige; der var altid kroner i deres lommer, så meget at de kunne købe halvdelen af København, hvis de ville.
Jeg dukkede kun op hos dem, når strømmen trak mig derhen til noget usædvanligt. Vennerne og jeg talte ellers kun sammen, som om vi var fisk i telefonledningernes strøm. For en måned siden blev jeg inviteret på min fødselsdag. Jeg gik derhen, men vendte hjem med hjerte og mave tomme.
Den besluttede morgen, hvor alt føltes som en tåget gåtur i Frederiksberg Have, stoppede jeg fødselsdagsgaven pakket ind i papir med røde og hvide Dannebrog ned i tasken og tog på arbejde. Klokken fire: pludselig ringede de, og en fest ventede. Til frokost nøjedes jeg med en sort kaffe og to små hindbærsnitter. Ingen grund til frokost, når festen ventede i horisonten som et skib på Øresund.
Jeg ankom før tid, som en sildetønde uden låg. Gaven blev overleveret med et tillykke og ønsket om lykke og sundhed. Jeg sagde halvt i sjov, halvt i grådighed at jeg var sulten som en isbjørn, for jeg havde gemt appetitten. Bare rolig, sagde min ven, alt er klart.
Der var seks gæster plus vores værtspar otte som i et sangkor til juleaften. Men i stuen var intet bord at se, kun en slidt sofa, hvor vi alle blev presset sammen som rugbrødsskiver i et gammelt penalhus. Ingen stole. En kollega tryllede dog et lille, skævt rundt bord frem, hvorpå maden var anrettet, præcist og næsten matematisk.
Tallerkenerne var små og drømmende og det var som om jeg talte skiver i søvnen. På hver: otte skiver spegepølse (min store svaghed), otte skiver oksekød, otte skiver mild ost, otte papirstynde stykker tomat, otte agurkeskiver. Alt så yndigt ud, skåret så sirligt, det lignede noget fra et mønsterhæfte fra 1964. To salater, små som mormors æggebægre, stod og nikkede i hvert sit hjørne. Selv frugten virkede nøje rationeret otte stykker. Hele frodigheden blev fuldendt af præcis én flaske rødvin. Spis og drik, kære gæster, men drøm ikke for stort.
Der sad jeg så med en skive pølse balancerende på pinden af en ostdrys og tygger, mens sulten voksede vild og vildere. Selv vinen lod jeg stå, bange for at maven skulle hviske bag min ryg. Nu henter jeg noget varmt! sagde vennen pludselig, som en tryllekunstner, der lover et kaninnummer. Et øjeblik troede jeg, at nu ville noget magisk ske.
Fruen kom ind. På en lille tallerken: én ovnstegt kartoffel og én sprød kyllingelår, minutiøst portionsanrettet til hver af os. Jeg begyndte at grine indvendigt, som om nogen havde tændt Tivolis fyrværkeri i min mave. Kagen, dog, var af vanlig størrelse, og vi lo allesammen som børn på Bakken.
Vi havde det faktisk rart nok, men efter halvanden time steg jeg drømmende ud i den københavnske nat, tom og hul som Rundetårn på en vinterdag. Jeg gik forbi en Netto og købte ind ost, rugbrød, bananer. Hjemme igen lavede jeg et aftenmåltid værdigt for en dronning.
Således sparede mine venner alligevel kroner på gæsterne, og jeg vågnede undrende: Hvorfor invitere til fødselsdagsfest, hvis man ikke vil dele mere end otte drømmeskiver og en latter?
