Den her situation finder sted nu på en varm sommerfredag. Min mand er på arbejde, og min datter Anne og jeg går ned til torvet i Odense for at handle ind.
Vi går hjemad med poserne, snakker om hvad vi skal lave til aftensmad, og da vi træder ind ad døren, hjælper Anne med at gøre rent, mens jeg begynder at lave mad.
Pludselig lyder der hvinende dæk ude på vejen. Vores fjerne slægtninge dukker op, min kusine Trine, hendes mand Henrik og deres 15-årige datter Lærke.
Jeg inviterer dem indenfor og skynder mig at dække bordet. Jeg spørger, hvad der ligger bag det pludselige besøg. Det viser sig, at Trine havde fødselsdag i går, og de har besluttet at komme forbi.
Selvfølgelig var jeg slet ikke forberedt på gæster. Mens de drikker deres te i stuen, ringer jeg til min mand, Søren, og forklarer situationen. Han foreslår, at vi laver grillspyd der er heldigvis en pakke svinekød i fryseren, perfekt til formålet.
Jeg fortæller dem, at jeg ikke var forberedt, men at vi kan marinere kødet nu, og om en times tid vil maden være klar, lige når Søren kommer hjem fra arbejde.
De nikker forstående, smider sig straks på sofaen, tænder fjernsynet og begynder at se tv.
Jeg bliver lidt forvirret over deres afslappede attitude og spørger forsigtigt Henrik, om han kan hjælpe med at skære kødet til grillspyddene. Han klager over en øm hånd, hvorefter Trine mumler at hun er helt mat efter køreturen, vender sig om og følger med i tvet.
Så jeg vender tilbage til køkkenet og ordner det hele selv i stilhed. Anne hjælper med at marinere kødet og dække op. Rødderne forholder sig passive, ingen tilbyder at hjælpe på noget tidspunkt.
Da Søren kommer hjem, fortæller jeg ham stille om situationen. Han bliver ikke glad, kalder dem for nogle uforskammede mennesker og beder alle om at sætte sig til bords.
Under middagen hersker der en trykket stemning. Alle spiser, og Henrik griber straks tre grillspyd og fortærer dem hurtigt. Søren kaster et skævt blik på dem han bryder sig tydeligvis ikke om det hele.
Efter maden spørger jeg dem, om de kunne tænke sig at give en hånd med at vaske op måske deres samvittighed melder sig nu? Men nej, Trine undskylder sig med sin manicur, og Lærke er åbenbart ikke vant til opvask derhjemme.
Til sidst erklærer de, at det er blevet for sent til at køre hjem, og at de overnatter i min og Sørens seng, for Henrik har problemer med ryggen og skal sove på en hård madras.
Søren får nok og udbryder vredt:
Tror I, vi driver hotel, og vi er jeres tjenere? Pak jeres ting og kom afsted med det samme!
Jeg bliver chokeret og forsøger at berolige ham, men Trine og resten af familien skynder sig ud af huset, hopper ind i bilen og kører hurtigt væk gennem de stille odenseanske gader.
