Gå væk fra mig! råbte Freja til Astrid, som stod med tårerne trillende ned ad kinderne. Find nu din egen lykke og uden ham!
Men Mikkel er min mand. Vi har et barn sammen. Du kan da ikke bygge dit liv oven på andres ulykke.
Åh, hold op, Astrid! Der er da ingen, der siger, man skal leve uden følelser. Du forlader jo ikke barnet det gør Mikkel heller ikke. Jeg har intet imod, at han ser sin datter.
Freja vendte sig om og smuttede. Senere samme aften havde Mikkel fået nok af hele melodramaet. Han pakkede sin Fjällräven-rygsæk og forlod Astrid. Hun tryglede ham om ikke at gøre noget tåbeligt. Astrid var fast besluttet på at finde ud af, hvad pokker Freja havde, hun ikke selv besad.
Nok er nok. Jeg kan ikke leve med dig længere. Og nej, jeg interesserer mig ikke for dig mere. Med Freja er alt anderledes. Jeg er begyndt et nyt liv.
Månederne gik i stive vindstød. Astrid havde svært ved at komme sig, men hun fandt efterhånden ud af, at man må videre, også når livet føles som februar i Danmark. Hendes datter voksede og det gjorde Astrids liste over bekymringer også. Hun var uddannet økonom.
En dag tog Astrid mod til sig og søgte et job som bogholder. Til samtalen indså direktøren hurtigt, at hun både var ansvarlig og ivrig efter at dygtiggøre sig (også ud over det, der stod på CVet). Heldigvis kunne Astrids mor træde til som børnepasser, mens Astrid kæmpede sig gennem hele året, inklusiv regntunge novemberdage.
Astrid valgte at fokusere på karrieren. Hun satte kærlighedslivet på standby. Efter nogle års flid og alt for meget kaffe fra kontorets Bodum-stempelkande blev hun forfremmet til vicedirektør.
Den eneste mand, Astrid snakkede nævneværdigt med var hendes chef, Henrik. Han var hjælpsom, høflig og lidt for god til at lytte. Astrid mærkede også sympati i hans blik, men han havde både kone og børn, og Astrid gad ærlig talt ikke endnu et trekantsdrama.
Henrik havde dog andre planer. En dag bekendte han over rugbrødsmaden, at han i årevis havde haft følelser for Astrid og ville forlade sin hustru. Han gik ikke af vejen for at tage ansvar for sit barn.
Astrids seneste bryllupsoplevelse havde dog sat dybe spor, så hun anede ikke, hvad hun skulle svare.
Hun huskede pludselig, hvad hun engang havde råbt ad Freja: Man bygger ikke lykke på andres smerte.
Henrik opgav dog ikke lige uden videre. Om vinteren blev kollegiale samtaler til lidt for lange kaffepauser, og det venskabelige udviklede sig. Henrik gentog konstant, at han ikke elskede sin kone, og de havde aldrig passet sammen nærmest som om de var havnet sammen af en dum fejl. Astrid stod fast. Hun havde nemlig hørt Henrik diskutere ægteskabets levetid med sin hustru og vidste præcis, hvad kvinden gik igennem.
Alligevel kunne Astrid ikke få sig selv til at splitte familien for egen fornøjelses skyld. Hun var sikker på; et møde var uundgåeligt. Og rigtigt nok en dag, da hun forlod kontoret, stod der en kvinde og ventede udenfor cykelskuret. Astrid tænkte straks: Så, nu bliver det min tur til at få skældud.
Kvinden så tøvende på hende.
Er det dig? spurgte hun.
Ja, det er mig, svarede Astrid meget lavmælt. Det var Freja.
Freja gik straks i gang med at belære hende. Du havde jo ret. Lykkens bumerang, eller hvad de nu siger på TV2. Man bør ikke stjæle nogens ægtefælle.
Men du sagde selv de ord til mig, svarede Astrid køligt.
Jeg tog fejl, Astrid. Jeg havde slet intet ret til at tage din mand. Alt kommer tilbage. Men lad nu være, tag nu ikke ham fra mig. Jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker Henrik. Det var derfor, jeg forlod Mikkel. Du har selv prøvet smerten, du ved, hvordan det føles. Du har dit barn!
Hold nu op, råbte Astrid.
Astrid havde egentlig ikke trang til at give Freja samme medicin. Men Henrik overtalte hende til, at de begge har krav på et lille stykke dansk lykke.
Astrid, hvis jeg bliver hos hende, går vi alle tre rundt og er elendige. Jeg elsker hende ikke og for at være ærlig, har jeg aldrig gjort det. Jeg blev overtalt mere end jeg frivilligt gik ind i det, og jeg ender med at forlade hende uanset hvad.
Astrid tænkte sig om. Hvis Henrik blev med Freja, ville ingen alligevel være lykkelige. Og blev han med sin kone, ville hun selv være ulykkelig. Så hun besluttede at give lidt plads til sin egen lykke også selvom det måske ikke var helt jantelovsagtigt.
