Det føles som for mange år siden, da en ny pige trådte ind i vores klasse på Frederiksberg Skole hun hed Frida. Da hun ankom, begyndte drengene straks at lave sjov med hende, men de opdagede hurtigt, at hun ikke var nem at slå ud. Fridas skjulte våben var hendes urokkelige selvtillid, som hun bar igennem alle situationer.
I samme klasse gik der en pige, som kun havde det danske navn Vigga. Hun blev ofte mål for drengenes spydigheder, og de jokede groft med hendes vægt. Vigga sagde sjældent noget igen, nogle gange blev hun bare helt stille eller fældede en tåre, men hun forsøgte aldrig selv at slå igen eller løbe fra dem. Det gjorde bare deres latter endnu højere de råbte ting som Nu løber koen! og sådan fortsatte det dag efter dag, lige indtil Frida kom ind i billedet.
Frida var højt og slankt bygget, næsten dobbelt så høj som Vigga. Med det samme hun blev en del af klassen, blev hun også udsat for drengenes jokes. Til forskel fra Vigga, havde Frida tidligere gået på en anden skole i Aarhus, hvor hun var værdsat og de andre børn legede med hende og talte pænt til hende.
Det afgørende øjeblik kom under frokosten i skolens kantine, hvor en af drengene smed et rundstykke efter Frida, mens han jokede med hendes vægt. Hun blev selvfølgelig overrasket, men rystede bare krummerne af sine jeans og ignorerede bemærkningen. Senere, ude på gangen, kom der igen en spydig kommentar om hendes figur. Men denne gang svarede Frida hurtigt igen og stillede spørgsmål ved deres besættelse af hendes udseende: Er jeres liv virkelig så kedeligt, at I kun kan tænke på mine former? I må da gerne kigge, nyd det så! Det dristige svar gav hende et kort pusterum fra deres latter.
Til gymnastik skulle eleverne hoppe over bukken, og da det blev Fridas tur, væltede den under hendes vægt. Alligevel bevarede hun fatningen, lavede en smidig vending og landede let på gulvet. Selvom hun viste stor dygtighed, fortsatte drengene med at grine. Frida spurgte nøgternt hvorfor, og tilbød at lade dem løfte hende, hvis det morede dem sådan. Drengene greb straks chancen, løftede hende op og holdt latteren kørende.
I ferien besluttede Frida, at hun ville gøre noget ved sin figur. Hun begyndte at arbejde disciplineret, farvede sit hår og forvandlede sig til en endnu skønnere version af sig selv.
Da skolen startede igen på Frederiksberg, blev drengene målløse over Fridas forvandling. Pludselig ville de alle være hendes ven. Men Frida gik direkte hen til den dreng, der havde drillet hende før, smilede bredt og spurgte drillende, om han havde brug for hjælp til at finde på nye vittigheder.
Igennem hele denne tid beholdt Frida sin selvtillid. Hun lod sig aldrig slå ud af deres bemærkninger, men besluttede sig for at stå ved sig selv og gik stolt forbi dem, uden at ænse deres opmærksomhed. Hendes eksempel lærte os alle i klassen en vigtig lektie om, hvor stor betydning det har at tro på sig selv.
