En uge før den 8. marts Kvindernes Internationale Kampdag vaklede jeg ud fra retssalen i Københavns Byret, knust og omgivet af tårer, der gjorde mig blind. Kun én sætning rungede i mit hoved: “I er ikke længere ægtefæller.” Hvorfor gjorde han det mod mig? Hvilke fejl havde jeg begået for at fortjene sådan en straf?
Jeg blev gift som 18-årig. Det var stormfuld forelskelse, søvnløse nætter og følelsen af ikke bare at leve, men at svæve over jorden. Fem år levede vi sammen, og jeg følte en altopslugende kærlighed hele vejen igennem. Jeg forsøgte at give ham alt jeg bar morgenmad ind på sengen, lavede udelukkende hans livretter, og huset skinnede altid af renlighed.
Men hans forældre tog mig aldrig ind, de sagde til stadighed, at jeg ikke var god nok til deres søn, og at de nok skulle finde ham en bedre kone. Det sneg sig langsomt ind i ham og satte spor. Jeg så, hvordan han begyndte at ændre sig over for mig blev mere fjern, mere kritisk, kold.
Vores søn var fem år på det tidspunkt. Min mand forgudede ham i starten, gav ham alt, men efterhånden begyndte han at trække sig væk. Jeg er sikker på, det var svigerforældrene, der plantede tvivlen i ham de sagde, at drengen slet ikke kunne være hans, selvom de ligner hinanden på en måde, der er umulig at fornægte. Min mand begyndte at besøge dem oftere, han flyttede nærmest hjem til dem. Når han så endelig kom hjem, var han kun utilfreds og råbte ad mig. Jeg kæmpede med at gøre alt rigtigt passe på mig selv, på huset, på familien.
En dag blev han så rasende, at han slog ud efter mig. Jeg troede ikke mine egne øjne, men håbede stadig, tingene ville falde på plads igen. Det tog dog ikke lang tid, før han fortalte mig, at han ikke orkede mere han ville gå. Han forlod mig og vores barn. Jeg tiggede ham om at tænke sig om, ikke ødelægge det vi havde bygget men han ville ikke lytte.
Selv efter skilsmissen elskede jeg ham stadig og kunne ikke forestille mig et liv uden ham. Han betaler stadig en lille børnebidrag kun omkring 500 kroner og kræver at få kvitteringer for hver eneste krone, jeg bruger. Selv hvis jeg køber et franskbrød, skal jeg scanne kvitteringen og sende til ham. Jeg er tvunget til at tigge penge fra min eksmand, der ikke vil bruge et øre på sit eget barn.
Han besøger sjældent vores søn, og de få gange han tager ham med sig, virker de fremmede for hinanden. Vores dreng mærker kulden fra ham, og han snakker ofte om, at han ikke vil se sin far. Min eksmand tror, jeg vender vores søn imod ham, og hans vrede er svær at bære. Jeg kan ikke forsone mig med, at det er slut jeg græder hver dag. Siden vi gik fra hinanden, er jeg blevet mager og deprimeret. Jeg råber af min søn, selvom jeg ved, jeg ikke burde.
Hvordan skal jeg fortsætte, når mit hjerte er knust? Hver dag besøger jeg min eksmands Facebook-side og følger hans liv. På den måde fandt jeg ud af, at han snart skal giftes igen det knuste mig helt. Nu forstår jeg, hvorfor han sjældent kommer på besøg, og hvorfor vores søn heller ikke søger ham. Mit hoved forstår, at alt er slut men mit hjerte vil ikke acceptere det. Hvordan skal jeg klare det her?
