Da jeg sidste uge kom forbi min mosters lejlighed i København for at aflevere nogle vigtige papirer, var det første gang vi så hinanden siden jul. Vi lever to helt forskellige liv, men det var noget akut, så jeg havde ikke noget valg denne gang. Selvom min moster ikke bor prangende, synes jeg ikke det er undskyldning for at lade hjemmet stå til. Jeg mener, at uanset om man har mange eller få penge, så bør der altid være styr på renligheden.
Da jeg trådte ind, ramte en tung, ubehagelig lugt mine næsebor; der lugtede af kloak og gammelt mad. Hylderne var fyldt med gamle porcelænsfigurer, stakkevis af tomme syltetøjsglas og kopper i forskellige mønstre, som samlede støv overalt. Kattebakken i badeværelset blev tydeligvis kun tømt én gang om ugen, og affaldet lå i klumper på gulvet.
Min moster, Jytte, insisterede på at byde mig noget at spise og begyndte at dække et lille, lavt bord. Da hun satte tallerkenerne, kunne jeg straks se fedtpletter og madrester på dem. Imens Jytte øste boller i karry op fra en gryde, kunne jeg ikke lade være. Jeg tog hurtigt mine antibakterielle servietter op af tasken og begyndte at tørre gafler og skeer grundigt af.
Hun så det. Jeg prøvede at lade som ingenting, men da jeg sad og pillede nervøst i maden, spurgte min moster med en skuffet, lav stemme:
Er du ikke sulten, Eva, eller bryder du dig ikke om det, jeg har lavet?
Med blikket stift rettet mod bordet sad jeg fast i situationen; hvad skulle jeg svare? Har nogen af jer nogensinde været fanget i noget lignende?
