Hvem ved, hvor livets flod fører os hen
I den sidste måned havde Egon været stille og indadvendt. Hans kone, Lisbeth, lagde mærke til hans tavshed og tænkte bekymret:
– Han er helt sikkert syg, snart fylder han 45, og vi skal holde fødselsdag for ham på en hyggelig café. Jeg må tage ham i hånden og tvinge ham til lægen; jeg kender jo en god overlæge derinde. Han må tage nogle blodprøver og alt det der
Lisbeth talte fortroligt med sin nære veninde, Vibeke, om sine spekulationer og bekymringer. Vibeke udbrød:
– Min Vikto blev lige sådan dengang, han var vildt forelsket i en anden kvinde og gik nærmest rundt som en skygge af sig selv.
– Kom nu, Vibeke! Du kan da ikke sammenligne din Vikto med min Egon, – svarede Lisbeth halvt opgivende.
– Hvorfor ikke? Hvad gør din Egon så meget bedre end min Vikto?
– Det er han jo heller ikke, det er præcis dét! Din Vikto er jo en charmerende fyr, en livsglad kvindebedårer, ikk? Min Egon kan knap nok sætte to ord sammen faktisk måtte jeg selv fri til ham da vi var unge. Flyttede endda ind hos ham på eget initiativ. Ellers var han sikkert stadig enlig.
Sidste år havde Vibeke opdaget sin Vikto sammen med en anden kvinde. Lisbeth havde forsøgt at trøste hende:
– Gør det forbi, Vibeke. Tænk nu mere på dig selv og smid ham ud han fortjener dig ikke.
Vibeke havde kastet sig ud i fuld fart: smed Vikto på porten, begyndte at feste på barer og cafeer, flirtede til højre og venstre, fik klippet håret kort og fortalte alle, at hun bare “skiftede stil”. Lisbeth så forfærdet til. Det var slet ikke dét, hun havde ment med at tage sig af sig selv hun havde mere tænkt på f.eks. at tage et kursus, lære at danse, læse noget nyt, eller begynde at dyrke sport.
Men Vibeke tilgav alligevel sin mand efter et stykke tid. Det kunne Lisbeth slet ikke forstå.
– Aldrig i livet ville jeg tilgive min Egon, tænkte hun stædigt.
Hun og Egon havde været gift i snart seksogtyve år. De kendte hinanden ud og ind, havde været igennem alt sammen og opdraget to drenge. Snart var det jo tid til en rolig alderdom. De var ikke gamle endnu, og selvfølgelig skulle Egons fødselsdag fejres hun havde allerede rådført sig med familien og ville snart sige det til Egon selv.
De havde mødt hinanden på en vandretur i ungdommen, studerede på hver deres uddannelse, men opdagede hurtigt, at de boede i samme by Odense. På fjerde årgang arrangerede begge uddannelser en fælles vandretur, dog kun for de mest aktive studerende. Ved bålet lagde Lisbeth mærke til den stille Egon. I starten var hun genert, men det gled naturligt over i et venskab, og hun tog sig hurtigt lidt af ham: lagde et skjorteærme, når han havde revet det, og hjalp ham med rygsækken.
Egon bar hendes tunge taske, og på den måde blev de tættere og endnu bedre venner. Det udviklede sig gradvist til kærlighed. Lisbeth tog initiativet, erklærede først sin kærlighed og fik siden Egon til stille at sige:
– Lisbeth, jeg tror faktisk også, jeg er forelsket i dig.
– Nå, så må vi jo bo sammen! Jeg flytter ind hos dig og så går vi op og melder det hos kommunen, – han var ikke afvisende.
Og således blev det; Lisbeth flyttede ind i lejligheden, hvor Egon boede med sin gamle bedstemor, Kirsten. Især Egons far blev glad, for det var jo hans mor, Kirsten mens Egons mor havde nægtet at tage sig af svigermoren og derfor aldrig havde haft kontakt til hende. Da Kirsten blev dårlig, flyttede Egon ind for at passe på hende, og nu tog Lisbeth over.
– Egon, søde dreng, – sagde bedstemor Kirsten, – din Lisbeth er så dygtig, hun får alt til at køre; sådan en kone skal du have. Når I bliver gift, så får I lejligheden. Pas nu godt på hende.
De blev gift, bedstemor blev efter et par år begravet, og drengene kom til en efter en. Nu var den ældste 23, den yngste 21. Livet havde været stille og roligt, med ferier til både Vesterhavet, Bornholm, små ture til Norge og endda en enkelt ferie i Spanien. Drengene voksede op med dem. Men pludselig var Egon blevet mærkelig. For nylig sagde han endda:
– Man kan næsten sige, at livet er forbi, Lisbeth. Har vi egentlig set det gode i livet? men Lisbeth blev forarget.
– Hvad snakker du om, Egon? Vi har aldrig holdt ferie hjemme, har kørt til Vesterhavet, været i Norge, på Bornholm og endda fløjet til Spanien. Vi har haft det så godt, børnene vokset op snart får vi børnebørn.
– Det er ikke dét, jeg mener, – sagde Egon, og tav, men sendte hende et mærkeligt blik, som hun dog ikke lagde mærke til pga. egne planer.
– Egon, synes du egentlig, vi skal invitere Mads og Nina med til din fødselsdag? Selvom de bor i Aarhus, er de jo gode venner.
– Min fødselsdag? – undrede han sig.
– Ja, du fylder jo snart 45. Vi skal fejre det i caféen.
– Nå, det vidste jeg da ikke, at du havde besluttet, – igen det mærkelige blik.
Nu sad Lisbeth alene, tredje time på stuegulvet, mens tankerne kredsede og hjertet slog tungt.
– Aldrig havde jeg troet, det kunne ske for mig, – hviskede hun.
Egon var kommet tidligt hjem fra arbejde; ellers plejede han at komme sent, det sidste halvandet år.
– Hej, – mumlede Egon, og satte sig i køkkenet, stadig i sin læderjakke.
– Hej, Egon, tag nu jakken af, vask hænder og kom ind, så vi kan spise, – sagde Lisbeth, som hun plejede.
Men Egon sad stille, hovedet nede.
– Lisbeth, jeg går fra dig. Undskyld, – sagde han lavmælt.
– Hvad mener du? Går? Hvor skal du hen, tag nu tøjet af … Du er da ikke rask, jeg har længe haft på fornemmelsen … Vi går til læge.
Egon så hende direkte i øjnene.
– Jeg fejler ikke noget, det handler ikke om lægen … Forstår du: jeg er forelsket. Jeg har i to år set en kollega fra afdelingen.
– Er det sådan en ung én, du har fundet? – skød Lisbeth pludseligt.
– Nej, hun er ikke yngre. Hun er bare en rigtig kvinde. Ikke en skønhed, bare … ægte.
– Og jeg er hvad, Egon? Lisbeth forstod ham næsten ikke.
– Du? Egon rystede på hovedet, som ville han ryste en tanke væk, – du er … min chef. Jeg er som din hund i snor. Kan ikke tage et skridt uden dig. Du styrer alt, spørger aldrig, hvad jeg vil eller har lyst til. Du bestemmer, hvor vi skal på ferie, hvad jeg skal spise, hvilken trøje jeg skal have på … Selv til fodbold får jeg ikke lov at tage afsted.
– Egon, jeg gør det jo for dig, jeg vil bare det bedste, – begyndte Lisbeth.
– Jeg giver dig hver eneste krone, jeg tjener, du styrer hele husholdningen. Jeg får penge til cigaretter og kaffe. Har du aldrig forstået, hvor nedværdigende det kan være for en mand? Jeg kan ikke tage en øl med kollegerne, for jeg har aldrig penge på lommen.
Lisbeth satte sig foran ham, tog ham i hænderne og kiggede ham i øjnene.
– Egon … vi kan lave om på det. Du får penge til dine fredagsture med gutterne. Vi går til fodbold sammen. Vi tager i storcenter, du vælger selv tøj …
Egon så på hende med det samme mærkelige blik.
– Lisbeth, du forstår ingenting, sagde han hævet stemme. Jeg vil leve selv, tage mine egne valg, spise hvad jeg vil, tage hen hvor jeg vil uden at blive spurgt ud. Jeg har aldrig nogen steder, hvor jeg bare kan være mig selv. Alt er dig, dig, dig.
– Og hende? – spurgte Lisbeth bittert.
– Hun giver plads til, at jeg kan blære mig lidt, forkæle hende, vise at jeg er en mand, forstår du det?
Sådan havde Lisbeth aldrig set Egon før levende, som i ungdommen. Hun forstod, han var virkelig forelsket. Som for længe siden.
– Det må ikke ske, tænkte hun, ikke i vores alder. Det er pinligt. Hvad bilder han sig ind? men sagde højt, – Egon, vil du ødelægge vores familie for en pludselig forelskelse? Hvad vil folk sige? Alle tror, vi har et perfekt ægteskab!
– Hvilke folk, Lisbeth? Perfekt?
Hun forstod, at Egon lavede oprør. Han havde væltet hendes verden, og hun kunne ikke gøre noget. Pludselig begyndte hun at græde, dét var aldrig sket før.
– Græder du, Lisbeth? – spurgte Egon overrasket.
Hun omfavnede ham, men Egon fjernede hendes arme, gik ind på værelset, pakkede få ting i kufferten og forlod lejligheden. Lisbeth blev siddende i stilheden.
– Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at skæbnen ville vende sådan, at jeg den trygge, gifte kvinde ville blive ensom, og nu venter alderdommen helt alene.
Lisbeth ringede til Vibeke, og hun kom straks løbende og trøstede.
– Lisbeth, der er stadig masser af år foran dig. Kom nu, husker du, hvordan du sagde jeg skulle tage et kursus eller to … Jeg fik faktisk aldrig brug for det. Vikto bad om tilgivelse; det var kun en affære. Han elsker mig stadig … måske kommer din Egon også tilbage, – sagde hun, om end hun ikke helt troede på det. Egon var slet ikke som Vikto.
– Nej, Vibeke, min Egon er gået og han kommer ikke tilbage. Han sagde ting, jeg aldrig kommer mig over. Sådan er Egon.
Da veninden gik, sad Lisbeth længe i stilhed og stirrede tomt ned. Hvem skulle hun nu tage sig af, hvem kunne hun dirigere rundt med? Måske måtte hun lære at være alene. Måske ændrer livet sig igen. Hvem ved, hvor livets flod fører én hen måske skyller den hende til en helt ny bred.
Indimellem fører livet os hen, hvor vi slet ikke havde forestillet os. Måske lærer man først rigtigt sig selv at kende, når strømmen ændrer retning.
