Solveig og Svend mødte hinanden tilfældigt i Aalborg, da Solveig var på en forretningsrejse. Selvom der var tolv år mellem dem, opstod der straks en sær kærlighed; det føltes som om de svævede gennem tågen i Nordjylland, og tiden blev blød og mærkelig. Svend begyndte at tage toget flere gange om måneden til Solveigs by, Odense, for at se hende. Tre måneder gik, og under en regnvåd morgen friede han han lovede at være hendes trygge havn og tage sig af alle hendes behov, som om han kunne tilbyde hende en forestilling af hygge, varme og ro.
Selv om Solveigs mor og far, og hendes bror Esben, protesterede kraftigt mod det uventede og manende aldersspring, lod Solveig sig lede af den drømmende rytme i sit hjerte. Hun pakkede sine ting ned i en stor, knitrende blå kuffert og flyttede ind hos Svend. Snart derefter blev de gift byens rådhus virkede som en gammel labyrint, og det føltes, som om alle ritualer foregik bag glasplader, hvor virkelighedens stemmer var dæmpede.
Svend var økonomisk solid, havde en anset stilling hos Danfoss og ejede en populær købmandsbutik på Fyn. Hans gamle etværelseslejlighed blev lejet ud, hvilket gav ham en stabil indtægt. Rigdommen sivede ind i deres hverdag som kaffe, og han købte en ny toværelseslejlighed med store, hvide vinduer og anskaffede sig en dyr Audi, glitrende som et mystisk spejl i natten.
Otto år senere modtog Solveig sin kandidatgrad fra Syddansk Universitet, og hendes mand hjalp hende ind hos en ven, der drev et IT-firma i Svendborg. De cirkulerede som svaner rundt i de danske søer; alt syntes harmonisk, bortset fra at Solveigs forældre aldrig tilgav hendes brud med traditionen og forsatte med at ignorere hende deres stemmer var skygger i hendes drømme. Venner fortalte hende, at Esben nu var gift, boede hos forældrene i Odense, og ofte rejste udenlands til Berlin og Paris, fornyede sin Volvo hvert halve år og havde penge på lommen, som om han kunne plukke dem fra himlen.
For nogle uger siden ringede Solveigs mor. Stemmen var svag, næsten flydende som kraft i en suppe. Hun bad Solveig om at besøge sig i det lyse køkken, hvor kaffeduften hang. Moren antydede forsigtigt, at Solveig burde hjælpe Esben med at købe en lejlighed måske give ham 150.000 kroner eller låne beløbet af Svend. Hvis hun gjorde det, ville Solveig måske forene familien igen. Men Solveig tøvede; Esben havde aldrig selv gjort noget for at få sin egen bolig, og i otte år havde hun levet uden sine forældres støtte, fundet glæde i sine mærkelige og selvstændige dage.
Hun valgte at afvise familiens bøn, og svaret kom som en stormfuld bølge: de fordømte hende, sagde at døren til huset altid ville være lukket. Døren blev en tung, gammel eg, og Solveig drømte om den om natten, men følte ingen frygt. Hun var fast i sin beslutning, for inderst inde mærkede hun, at hendes liv bevægede sig videre som en båd i det blå, og hun var lykkelig for at lade fortiden passere, svæve væk i tågen over Lillebælt.
