Hvem ved, hvor livets flod drejer
Den sidste måned havde Egon været stille. Han sagde ikke meget til sin kone, Lone. Lone sad og betragtede ham ved middagsbordet og tænkte:
Han fejler da et eller andet, det er ganske sikkert. Han er snart femogfyrre, og vi skal jo snart fejre hans runde fødselsdag på café. Jeg burde tage ham under armen og slæbe ham til min gamle bekendte på Rigshospitalet. Han skal have nogle prøver taget, måske lidt flere, hvem ved
Lone fortalte det hele til sin fortrolige veninde, Vibeke, som pludselig sagde:
Min Poul blev også sådan en underlig sjæl, da han havde forelsket sig og rodet sig ud i noget med en anden. Han gik også rundt, som om han havde influenza.
Tag dig nu sammen, Vibeke, lad nu være med at sammenligne din Poul med min Egon, sagde Lone.
Og hvorfor ikke? Hvad gør din Egon så meget bedre end Poul?
Ja, det er han nok egentlig ikke. Din Poul har charme, er damernes ven, en rigtig sladrehank Min Egon kan ikke sige to ord i træk, jeg måtte nærmest fri til ham dengang vi var unge. Hvis jeg ikke selv var flyttet ind, var han nok stadig ugift i dag.
Sidste år tog Vibeke sin Poul i at pudse vinduer hos en fremmed kvinde. Lone trøstede hende.
Giv nu slip på ham og begynd at tænke lidt på dig selv, stop tudeturen og smid den troløse ud.
Men Vibeke gik nu total amok. Han røg ud, hun røg rundt på barer og caféer, fjantede med mænd, fik lavet kort hår med begrundelsen: “Jeg har fået en ny stil.” Lone var rystet, det var slet ikke den fornyelse, hun mente. Hun tænkte mere på aftenskole eller måske salsa, lidt fitness eller et eller andet kreativt.
Men først på vinteren var Poul tilbage hos Vibeke. Lone kunne ikke forstå hende.
Jeg ville ALDRIG tage min Egon tilbage, tænkte hun.
Egon og Lone havde været gift i, ja, snart seksogtyve år. De kendte hinanden ud og ind, havde opfostret to sønner snart tid til at tage hul på den hyggelige, stille alderdom. Dog, sådan rigtig gamle, var de jo ikke. Endnu skulle Egon altså fejres med lidt fest og manér Lone havde allerede diskuteret menu med familien og, ja, Egon måtte så få det at vide senere.
De blev gift præcis efter universitetet. Mødtes på en telttur. Studerede på hver sit fakultet, men viste sig at bo i samme by, Aarhus. På 4. år var begge fakulteter ude at vandre, dog kun de mest initiativrige. Lone så først den stille Egon ved lejrbålet. Hun var lidt genert, men kom hurtigt tættere på ham. Hun tog sig af ham, syede en skjorte, han havde revet i et træ.
Egon bar hendes tunge rygsæk, og så var det ligesom bare dem. Det gik stille og roligt over fra venskab til kærlighed. Lone stod med tømmerne. Hun erklærede først sin kærlighed. Han sagde så stille bagefter:
Lone, jeg tror faktisk også, jeg er blevet forelsket i dig.
Jamen, så må vi da bo sammen! Jeg tager mine ting og flytter ind hos dig, og så får vi ordnet det papirmæssige, sagde hun, og han havde ingen indvendinger.
Hun flyttede straks ind hos Egon, hvor han boede med sin gamle farmor, Gerda. Ingen blev gladere end Egons far, for farmor Gerda var hans mor. Egons mor talte nemlig ikke med sin svigermor siden 80erne. Hun nægtede at passe hende. Den bløde barnebarn Egon var flyttet over for at tage sig af farmor, men nu passede Lone hende.
Egon, sagde farmor Gerda, jeg kan godt lide din Lone, hun kan tage fat, alt bliver fixet, hun er så handlekraftig. Skal du giftes, skriver jeg straks lejligheden over på jer. Husk at passe på Lone!
De blev gift. Så døde farmor. Sønnerne kom på stribe. Nu er den ældste 23, og den yngste 21. Egon og Lones liv har været roligt sommerferier, børnene altid med, alt i orden. Men altså, på det seneste har Egon været svær at kende. Forleden sagde han:
Man kunne jo næsten sige, at nu har livet gået sin skæve gang, og vi har slet ikke oplevet noget sjovt, men Lone protesterede straks.
Egon, hvad snakker du om? Vi har aldrig siddet hjemme en sommer, vi har været ved Møns Klint, ved Vesterhavet, på Interrail gennem Tyskland, og vi har endda været på ferie i Tyrkiet to gange. Vi har opfostret børnene, snart kommer der sikkert børnebørn.
Det er ikke det, sagde han bare stille og så helt mærkeligt på hende.
Lone havde dog nok at tænke på.
Egon, hvad siger du til at invitere Henrik og Mette til din fødselsdag? De bor jo i Odense nu, men stadig gamle venner.
Hvilken fødselsdag? spurgte Egon forvirret.
Din runde dag, selvfølgelig. Du bliver snart femogfyrre, du skal fejres!
Nå, jamen, det har du da sørme fået besluttet
Nu sidder Lone så, tredje time i træk, alene på sofaen og glor ned i gulvtæppet. Hun græder ikke, men er stille i chok.
Jeg havde aldrig troet, at sådan noget skulle ske for mig tænker hun.
I dag kom Egon slet ikke sent hjem, som han ellers har gjort i halvandet år. Hun blev egentlig overrasket.
Davs, sagde han bare og parkerede sig i køkkenet med jakken stadig på.
Jamen, Egon, smid da jakken, vask hænder, så er der frikadeller! lød det fra hende rutinemæssigt.
Men Egon sad bare og så ned i bordet.
Lone, jeg går fra dig. Undskyld, sagde han blidt.
Hvad mener du? Går? Ud og gå tur? Smid nu jakken, jeg har jo mistænkt dig for noget sygdom på det seneste Vi går til lægen!…
Egon så hende lige i øjnene og sagde:
Jeg er rask, det handler ikke om lægen. Jeg Lone, jeg er blevet forelsket, har faktisk set en kollega i to år.
Du har fundet dig en ung tøs? kom det lidt for hårdt fra Lone.
Nej, hun er ikke yngre. Faktisk bare en kvinde ikke et skønhedsideal, bare en rigtig kvinde.
Hvad er jeg så, Egon!? udbrød Lone.
Du? han rystede på hovedet, som om han ville ryste noget væk. Du er min arbejdsleder, og jeg din gravhund i snor. Jeg kan ikke tage et skridt uden dig, Lone, du styrer alt. Hvilket tøj jeg har på, hvor vi skal på ferie, hvad der skal spises, og hvordan vi fejrer fødselsdag. Jeg må ikke gå til fodbold, du siger det er spild af tid, men jeg elsker det jo.
Men Egon, jeg gør det jo alt sammen for din skyld, prøvede hun.
Alt, jeg tjener, går til dig, du styrer økonomien. Jeg får udleveret penge til cigaretter og kaffe. Lone, har du aldrig overvejet, hvor ydmygende det er for en mand? Jeg kan ikke tage på bar eller få en øl med gutterne, for jeg har nul kroner i lommerne, sagde han stille, helt roligt.
Lone bøjede sig ned over ham, så ham i øjnene.
Men Egon, sådan har det da altid været. Hvorfor nu? Hvis du vil så kan du få lommepenge til fredagsøl med drengene, og vi kan tage ud at købe tøj sammen, du vælger det hele!
Egon rystede på hovedet.
Lone, du forstår det ikke. Jeg vil bare kunne trække vejret. Kunne bestemme selv. Vælge hvad jeg vil spise, hvor jeg vil gå hen, have mit eget rum. Jeg har aldrig været nogen steder uden dig intet sted, hvor jeg kan tænke eller bare, ja, gnaske i ro. Du lægger dine ønsker ned over mig, jeg kan ikke modsætte mig, men alt har en ende Jeg føler mig umyndiggjort, som et barn og du min værge.
For pokker, Egon, er hun så ikke sådan? spurgte Lone bittert.
Nej. Hun er rigtig. Hun lader faktisk mig være manden, jeg får lov til at tage initiativ. For første gang i tyve år.
Lone havde aldrig set Egon sådan før. Han virkede næsten som forvandlet Hun forstod pludselig, at Egon virkelig var forelsket. Som dengang, de var unge.
Men det er jo frygteligt, tænkte hun, i vores alder, hvad tror han egentlig selv? Herregud men hun sagde: Egon, for noget forbigående Ofre hele familien. Hvad vil folk sige? Kom nu til fornuft. Alle tror, vi er så lykkelige!
Hvilke folk, Lone? Hvilken lykke?
Hun indså, at Egon havde gjort oprør. Kuppet magten. Hun kunne ingenting gøre. Hun græd, hvilket aldrig før var sket.
Lone, græder du?!
Hun omfavnede ham. Men han løsrev sig, gik ind og pakkede lidt tøj, og med kuffert slap han døren. Så blev der stille i lejligheden.
Hvem havde troet, jeg skulle ende sådan fra garvet, gift kvinde til enlig, med alderdommen om hjørnet. Nu skal jeg lære at være alene
Hun ringede til Vibeke, der kom spurtende og prøvede at trøste.
Lone, det er da ingen alder! Du skal bare Kan du huske alt det om kurser og selvudvikling? Jeg fik da aldrig brug for kurser. Poul havde bare en lille affære, han elsker da kun mig, hvor skulle han ellers gå hen? Måske kommer din Egon tilbage, men hun troede det faktisk ikke. Egon var en helt anden type end Poul.
Nej, Vibeke, min Egon kommer ikke tilbage. Han sagde ting Nej. Egon er Egon.
Da Vibeke var gået, sad Lone længe og kiggede i gulvet. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, og hvem hun nu skulle tage sig af, bestemme over, kommandere rundt med. Nu skulle hun nok vænne sig til ensomheden. Måske ændrer livet sin kurs. Hvem ved, hvor livets flod pludselig drejer hen? Måske driver hun en dag i land et helt andet stedEfter timers stilhed satte Lone sig ved bordet med en kop te, der hurtigt blev kold. Hun kiggede på Egons tomme stol og hørte svagt lyden af hans nøgler, som plejede at klirre, når han kom hjem. Måske var det bare vinden. Sønnerne ville snart ringe og spørge, hvad der var galt, men hun havde endnu ikke ordene, hun kunne sige.
Da mørket sænkede sig, tændte Lone et stearinlys og gik ud på altanen. Nede på gaden løb en flok børn og legede, råbte navne ud i sommeraftenen. En ung kvinde cyklede forbi med håret flagrende, grinende, fri. Lone kunne mærke et drys af misundelse ikke på kærligheden, men på friheden. Hun gik ind og fandt farmor Gerdas gamle kogebog frem, bladrede blandt opskrifter og håndskrevne noter, som hun havde overset i årevis. På omslaget var der engang skrevet med kulpen: “Husk at leve, Lone.”
Ordene ramte hende. Hun smilede, tørrede tårerne væk og satte sig til tasterne. Måske var det nu, hun skulle tage på aftenskole, mærke græsset under tæerne uden at tage sig af, om hun skulle bage boller imens. Hun kunne tage toget til havet, se på bølgerne og måske, bare måske, opdage hvem Lone var, når hun ikke længere var Egons livsvagt.
Og i det øjeblik, mens natten faldt på, håbede hun, at et nyt kapitel ventede ikke som nogens hustru eller nogens mor, men som hende selv, båret frem mod det ukendte af den strøm, der er livet, hvor floden ujævn og stædigt finder sin egen vej.
