Det hele føltes som en mærkelig drøm, der begyndte for halvandet år siden, en kold vinter, hvor min søn knap var fem måneder gammel. Min mands bror, Anders, spurgte om han og hans kæreste, Smilla, måtte bo hos os en uge. Hvordan skulle jeg kunne sige nej? Egentlig var jeg alt andet end begejstret vores lille dreng var lige kommet til verden, jeg havde næsten ikke sovet, spiste sjældent, havde aldrig tid. Familien lod aldrig én få ro. Men jeg overtalte mig selv: måske vil de hjælpe, måske får jeg mulighed for lidt hvile, eller bare selskab at drikke te med.
De trådte ind i vores lejlighed i Aarhus med de tommeste hænder, jeg har set ikke så meget som en rangle til barnet, selvom de vist nok skulle have været glade for at se ham. Jeg har altid ment, at man ikke går tomhændet hjem til nogen, der har børn; sådan er man opdraget her, men jeg regnede åbenbart forkert denne gang.
Hvad de egentlig lavede i byen, sagde de ikke præcist.
Jeg blev drømmens husholderske lavede mad, gjorde rent, lærte dem at kende på måder, kun ens hjem kan. Alligevel sad Smilla aldrig og hjalp, hverken i køkkenet, med rengøringen eller bare med den lille, mens jeg svirrede rundt som en snurrende top.
Hun gik tit ud om morgenen på mærkelige ærinder, mens Anders sov til langt op ad dagen, min mand var på arbejde, og jeg susede forvirret rundt med barnet. Hun dukkede op igen, bredte sig på sofaen, lavede ingenting før det blev aften så på tv, drømte sig væk.
Udenfor var vinteren ulækker og våd alle slæbte sjap ind, og jeg gled rundt i stuen med barnet på armen og moppe i hånden. Der skulle laves mad, fodres og vaskes barn, igen og igen.
På drømmens tredje dag var jeg færdig. Jeg hviskede til min mand, Emil, om mit mismod, men han trak bare på skuldrene mændene her blander sig ikke i kvindekonflikter, sagde han i et gammelt, tåget sprog.
På fjerde drømmemorgen kom Emil hjem fra arbejde, og de to heldige drog straks i biografen.
Vi fire satte hurtigt noget kartofler over, sludrede lidt over aftensmaden så ankom de igen, som om de svævede, med armene helt ladede med dåseøl, snacks af alle slags, men intet til en træt mor, der ammede. Lidt kage havde da været noget.
Det lykkelige par spiste med glubsk appetit og forsvandt ind til en film. Midt under filmen ringede de og spurgte, om Emil ville med. Jeg blev mærkelig såret, tog Smilla til side og sagde:
Undskyld mig, men tror du, du kan tilbyde en hånd engang imellem? Vi har en lille, jeg er så udkørt. Du kan da skrælle kartofler, hvis du har lyst, eller bare spørge, hvordan du kan hjælpe lidt til.
Skal jeg nu straffes? Det synes du da ikke er i orden? Jeg er også træt, svarede hun (træt af sofaen, mon?).
Forstår du ikke, Smilla? Det er altså min lejlighed, ikke omvendt det er ikke mig, der er din gæst, vel?
Nej, det gider jeg altså ikke høre på!
Ved du hvad, pak dine ting og forlad hjemmet!
Drømmen bøjede sig, og de forsvandt ud gennem gangen, som om luften slugte dem. Jeg græd længe af stædig vrede og tristhed bagefter.
Hvad mon I tænker? Var det helt almindeligt, at de opførte sig sådan?
