Forleden nat drømte jeg mærkelige billeder, som svævede rundt over mit hjem i Odense. Vores familie, så normale engang, havde pludselig mistet det faste grundlag under fødderne. Jeg, pensionisten, sad som en gammel skygge i vores stue og så på mine sparsomme danske kroner; de strakte ikke langt nok til mine apotekbesøg, og de mærkelige piller mod mit blods tryk blev kun tungere, som om de blev fyldte med skyer.
Min søn, Mikkel, og svigerdatteren, Regitze, ville så brændende få endnu et barn, men det gik ikke. Da Regitze endelig blev gravid, forsvandt jobbet pludselig som dug for solen. Den mindste, lille Asger på fire år, løber stadig rundt derhjemme og snakker med den brune kat, som skifter hoved til en dukkes hver time. Den ældste, Sigfred, er en stor dreng nu16 år gammelog cykler gennem gaderne som bud, gemmer sine kroner som om de var perler. For nylig købte han sig en computer, så stor og mat i skærmen, at den spejlede hele rummet bag ham.
Regitze svarede på min mumlende undren med et luftigt grin: Han har selv tjent pengene, mor Kjeld, han har ret til legen. Mikkel, min søn, gled ud af jobsystemet, sådan som regnen driver ned ad ruderne. Før vi fik den yngste, tjente han godt og bar hele familien på skuldrene; sparet op, til vi kunne høre de danske kroner klirre i glasset. Snart blev han syg, stadig mere skrøbelig, og lægernes stemmer lød som ekko fra fremmede land. Alt, vi havde, blev brugt på medicin og hospitalssange.
Da Asger fyldte ét, måtte Mikkel indlægges; hospitalet overtog ham, men jobbet blev væk, for han var for længe borte. Hans vigtige sager blev givet til andre, og hans kommission forsvandt som ved vindstød. Lægerne fortalte, han måtte opereres, og bagefter ville leve livet med anderledes skridt i mindst et år, måske mere. Nyheden rystede osvores hjem vibrerede, som om vinduerne sangbut operationen måtte gøres, og hans arbejdsgivere ventede ikke på ham. Regitze må nu ud og finde job.
Hun sidder om natten ved vinduet, tæller det mulige i de få kroner hendes løn kan give os, og kærligheden bliver tynd som morgenmælken. Og Sigfred? Han køber en computer af sine egne penge, uden tanke på vores bekymringer, som om han bor i en anden del af natten. Jeg stirrer på ham og spørger: Er det mig, der drømmer forkert? Burde Sigfred tænke mere på familien, eller skal han bare følge sine egne lysende tanker?
