Drengen vågnede til lyden af sin mors stønnende sygdom
Drengen vågnede ved lyden af sin mors støn. Han gik hen til sengen:
Mor, har du ondt?
Mads, kan du hente lidt vand til mig?
Selvfølgelig, mor, sagde han og løb ud i køkkenet.
Et øjeblik senere var han tilbage med et glas koldt vand:
Her, mor, drik!
Pludselig lød et bank på døren.
Søn, åbner du? Det er sikkert farmor Helga.
Ind kom naboen, Helga, med et stort krus i hånden.
Hvordan går det, Maja? Hun mærkede Maja på panden. Du har feber. Jeg har taget lidt varm mælk med smør til dig.
Jeg har taget min medicin.
Du skal vist på hospitalet. Der er god behandling der. Og du skal spise ordentligt, men dit køleskab er jo tomt.
Tante Helga, jeg har brugt alle mine penge på medicin, tårerne løb ned ad Majas kinder. Intet hjælper.
Du må ligge dig ind på hospitalet.
Men hvem skal passe Mads?
Hvem skal passe ham, hvis du ikke er her mere? Du er ikke engang fyldt tredive endnu, og du har hverken mand eller penge, sagde Helga blidt og strøg sin nabo over håret. Men hold nu op med at græde!
Tante Helga, hvad skal jeg gøre?
Jeg ringer efter lægen sagde Helga og tog mobilen frem.
Hun fik fat i lægen og forklarede situationen.
De kommer i løbet af dagen. Jeg smutter hjem igen. Når lægen kommer, så hent mig, Mads.
Helga gik ud i entreen, og drengen fulgte hende.
Farmor Helga, mor dør ikke vel?
Det ved man aldrig, Mads. Det bedste er at bede Gud om hjælp, men din mor tror jo ikke rigtigt på Ham.
Kan Bedstefar Gud hjælpe? spurgte han, og håbet lyste ud af hans øjne.
Du skal gå i kirken, tænde et lys og bede. Så skal du bare vente på hjælp. Nu må jeg videre.
***
Drengen vendte tilbage til sin mor, tankefuld.
Mads, du er sikkert sulten, men vi har intet i huset. Bring to glas ind.
Da han kom tilbage, hældte moderen mælk op i glassene:
Drik!
Han drak, men sulten blev bare større. Det forstod Maja straks. Med besvær rejste hun sig og tog sin pung fra bordet:
Her er halvtreds kroner. Køb to boller og spis dem på vejen hjem, så prøver jeg at finde på noget at lave i mellemtiden. Af sted med dig!
Hun fulgte ham til døren, og støttede sig til væggen, mens hun gik ud i køkkenet. I køleskabet stod der kun en billig dåse makrel, lidt margarine, og i vindueskarmen lå to kartofler og et løg.
Jeg må lave suppe…
Det sortnede for hendes øjne, hun satte sig tungt på en skammel:
“Hvad sker der med mig? Jeg er helt uden kræfter. Ferieperioden er næsten slut, og pengene er væk. Hvis jeg ikke snart kan arbejde, hvordan skal jeg så gøre Mads klar til skolestart? Han begynder jo i første klasse næste måned. Ingen familie at bede om hjælp, og nu det her sygdom. Jeg skulle være gået til lægen med det samme. Nu, hvis jeg bliver indlagt, hvad så med Mads alene?”
Langsomt rejste hun sig for at skrælle kartoflerne.
***
Sulten var stærk. Men drengen tænkte på noget helt andet:
“Mor lå i sengen hele dagen i går. Hvad hvis hun dør? Tante Helga sagde, man skulle gå til Bedstefar Gud og bede om hjælp,” tænkte han, mens han standsede op, og pludselig vendte han sig mod kirken.
***
I et hjørne i kirken stod en mand, Henrik, og tændte lys. Han var vendt hjem fra mission i udlandet for et halvt år siden, stadig mærket af krigen. Det meste af tiden lod han de mange ar og hans haltende ben fare, men nu, i kirken, tænkte han på de faldne venner denne dag på årsdagen for deres død.
Han havde solid pension og penge til rådighed, men hvad skulle han bruge det til alene?
Udenfor sad et par hjemløse. Henrik gav dem nogle pengesedler:
Bed for mine venner, Lars og Søren!
Han gik ind, købte nogle lys, og sagde den bøn, han havde lært som barn:
Herre, kom i hu vores kære…
Han korsede sig, og så for sit indre blik sine venner levende for sig.
Da bønnen var færdig, blev han bare stående og tænkte på, hvor ensomt livet føltes.
Den lille, spinkle dreng stod ved siden af med et billigt lys i hånden, usikker på, hvad han nu skulle. En ældre kvinde kom hen:
Kom, jeg hjælper dig.
Hun tændte hans lys, satte det for ham.
Du skal sådan her hun viste hvordan man korsede sig. Sig så til Gud, hvad du har på hjerte.
Længe stirrede Mads på helgenbilledet, så bad han:
Bedstefar Gud, hjælp os! Mor er syg, jeg har kun hende. Hun har ikke råd til medicin. Og jeg skal snart starte i skole, men har slet ikke skoletaske
Henrik lyttede og følte, at hans egne bekymringer skrumpede ind. Han havde bare lyst til at råbe ud i verden:
“Er der virkelig ingen, der kan hjælpe den dreng? At købe medicin til hans mor, og en taske til ham?”
Drengen stod og forventede et mirakel.
Kom med mig, knægt! sagde Henrik pludselig.
Hvorhen? spurgte drengen forskrækket, og så op på manden med stokken.
Vi går og finder ud af, hvad din mor har brug for af medicin, og så køber vi det.
Mener du det?
Din bøn er blevet hørt, sagde Bedstefar Gud til mig.
Virkelig? Mads’ øjne lyste.
Selvfølgelig! smilede Henrik. Hvad hedder du?
Mads.
Kald mig bare onkel Henrik.
***
I Maja og Helgas samtale i lejligheden lød det bekymret:
Helga, lægen sagde, der skulle mange slags medicin til. Det er dyrt. Jeg har kun 500 kroner tilbage.
Drengen trådte bestemt ind:
Mor, hvilke medicin skal du have? Onkel Henrik og jeg går på apoteket og køber dem.
Hvem er du? spurgte Maja overrasket.
Det bliver godt igen, sagde manden med et venligt smil. Kan vi få recepten?
Men jeg har kun femhundrede kroner
Vi finder ud af pengene, sagde Henrik og lagde hånden på drengens skulder.
Mor, giv recepten!
Maja gav efter, for på en mærkelig måde virkede denne fremmede mand venlig.
Maja, er du sikker? spurgte Helga, da de gik. Du kender ham jo ikke.
Helga, jeg tror, han er et godt menneske!
Så, jeg smutter, Maja.
***
Maja ventede på sin søn, mens de var afsted. Hun glemte helt, at hun var syg.
Så kom de tilbage, og Mads løb i forvejen med glædesstrålende ansigt:
Mor, vi købte medicin til dig og lidt lækkerier til teen!
Henrik smilede fra døren og hans ansigt så slet ikke så barskt ud længere, for glæden strålede.
Tusind tak! Maja nikkede. Kom ind, kom ind!
Henrik havde svært ved at få skoene af, han var tydeligvis lidt nervøs, og gik ud i køkkenet.
Sæt dig! sagde husets værtinde.
Han satte sig og så sig forlegent omkring, og Maja stillede stokken inden for rækkevidde.
Undskyld, jeg kan ikke sådan rigtig byde på noget…
Mor, vi har jo købt det hele, sagde Mads muntert og begyndte at pakke varer ud.
Nej, det er alt for meget, sukkede Maja, da hun så det hele. Halvdelen var slik, men der lå også god te. Jeg sætter vand over.
Selv følte hun næsten, at sygdommen forsvandt eller måske prøvede hun bare at virke frisk for Henriks skyld. Som om han gættede det, spurgte han:
Kan du klare det, Maja? Du ser så bleg ud.
Jeg får medicinen nu. Tak for din hjælp!
***
De sad og drak te med godter og lyttede til Mads, der talte livligt. Indimellem mødtes deres blikke. Det var, som om der blev skabt et lille fællesskab ved det bord. Men alt godt har en ende.
Tak! Henrik rejste sig og tog sin stok. Jeg må hjem. Du skal blive rask.
Endnu engang tak, sagde Maja. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.
Henrik gik ud, og mor og søn fulgte efter.
Onkel Henrik, kommer du igen?
Selvfølgelig! Når din mor bliver rask, så køber vi skoletasken sammen!
***
Henrik gik, Maja ryddede op.
Se fjernsyn, Mads, mens jeg hviler mig lidt.
Hun lagde sig og faldt straks i søvn.
***
To uger senere. Sygdommen havde sluppet sit tag, det gode medicin havde virket. Maja havde ovenikøbet været lidt på arbejde, da de manglede folk i slutningen af måneden og det gav lidt ekstra penge. August var begyndt, og snart skulle Mads gøres klar til skolestart.
Lørdag morgen stod de op som sædvanlig og spiste morgenmad.
Mads, gør dig klar, vi går i butikker. Vi skal se, hvad du mangler til skolen.
Har du fået løn?
Ikke endnu, men jeg har lånt tusind kroner af Helga, så vi kan købe lidt ind på vejen.
De var ved at tage overtøj på, da dørtelefonen ringede.
Hvem der? spurgte Maja.
Det er Henrik
Han ville sige mere, men Majas finger trykkede allerede på døråbneren.
Mor, hvem er det? Mads dukkede op.
Onkel Henrik! Maja kunne ikke skjule glæden.
Hurra!
Henrik kom ind, stadig støttende sig til stokken, men nu i fine bukser og skjorte, og med en pæn, ny frisure.
Onkel Henrik, jeg har ventet på dig! Mads styrtede ham i møde.
Jeg har jo lovet det, smilte han. Hej, Maja!
Hej, Henrik!
Det føltes naturligt pludselig at sige “du” til ham, og det gladede dem begge.
Skal vi gå?
Hvorhen? Maja var stadig overrasket.
Mads skal snart starte i skole jo.
Men jeg
Jeg har givet Mads et løfte, og løfter skal man holde.
***
Maja plejede altid at købe det billigste, uanset butik. For hun havde hverken overskud eller familie eller mand for den sags skyld. Bortset fra den unge mand fra studiet, der forsvandt sporløst.
Men nu var der en mand ved hendes side, som med begejstring så på hendes søn, købte alt nødvendigt uden at spørge til prisen, kun efter hendes mening.
De kom hjem med taxa, læsset med poser.
Maja sagde Henrik, da hun ville i køkkenet. Kom, lad os gå en fælles tur, spise frokost ude.
Mor, lad os! bad Mads.
***
Den nat kunne Maja ikke sove. Tankerne kredsede om dagen. Hun tænkte på Henriks øjne, der var fulde af varme. Hendes hoved og hendes hjerte talte sammen:
“Han er ikke særlig køn og han halter,” sagde hun til sig selv.
“Hold nu op, han er venlig, og han ser så kærligt på mig,” svarede hjertet.
“Han er femten år ældre end dig!”
“Og hvad så? Han er som en far for min dreng.”
“Du kunne sagtens finde en yngre og flottere mand.”
“Det behøver jeg ikke. Jeg har prøvet en flot og ung. Jeg vil have en god og tryg ven.”
“Men du har jo aldrig drømt om sådan en mand”
“Det gør jeg nu!”
“Du skifter hurtigt mening?”
“Jeg har bare fundet den rigtige Jeg elsker ham!”
***
Tre måneder senere blev de gift i den samme kirke, hvor Mads og Henrik havde mødt hinanden. Henrik stod uden stok, og Mads så på den helgen, som han havde talt med den dag, og hviskede stille:
Tak, Bedstefar Gud!
Vi behøver ikke altid klare alting selv; nogle gange må vi tage imod hjælp og lade kærligheden vise os vejen. Sammen bliver livet altid lettere.
