Elsk dig selv, så skal det nok gå
Udenfor suser vinden, sneen vælter ned, og det er koldt og gråt præcis som inde i min kone, Mathildes, sind. Hun sidder alene i vores store hus i udkanten af Odense, hvor der egentlig er alt, hvad man kan ønske sig, men hun selv føler sig ensom. Godt nok er jeg, Jens, hendes mand, stadig i hendes liv, men også i aften har jeg meldt, at jeg er ude “på forretning” og hun ved udmærket, hvad det betyder.
Vores søn, Kristoffer, og datter, Rikke, er for længst fløjet fra reden. Kristoffer er gift og bor i Skibhuskvarteret med sin familie, og Rikke slog sig ned nord for Aarhus efter universitetet, giftede sig med en lokal fyr og har allerede fået en lille pige.
Mathilde talte i dag i telefon med Rikke.
Mor, du lyder trist, sagde Rikke straks. Er der sket noget?
Nej, nej da, det går fint. Hvordan har I det, og hvad med lille Emilie?
Vi har det super, mor. Simon har travlt på hospitalet du ved, som ortopædkirurg er der altid nok at tage fat på, men han elsker sit job. Emilie løber rundt og er næsten klar til børnehaven, sagde Rikke glad.
Jeg er glad for at høre, at I har det godt, svarede Mathilde træt.
Men jeg kan mærke på dig, at der er noget galt, mor. Hvor er far?
Far? Åh, han er nok ude i garagen for at starte bilen. Det er jo frost og snestorm, og han kan ikke lade være med at passe på bilen, løj Mathilde for at beskytte datteren.
I mere end et halvt år har Mathilde levende med uro og bekymring i kroppen og der er ikke nogen at dele det med. Folk i Danmark har altid en mening, og mens nogen vil have ondt af hende, vil andre ryste på hovedet. En sommerdag var Mathilde i haven, og gennem det åbne vindue hørte hun mig tale i telefon. Hun anede ikke, jeg stod så tæt på, og hun vidste, jeg troede, huset var tomt.
Nå, søde men det bliver ikke i aften. Selvfølgelig savner jeg dig Jeg elsker dig også Nej, ikke vær ked af det, jeg kommer i morgen, sagde jeg kærligt til min telefon.
Om jeg så gik væk eller lagde på, hørte Mathilde ikke mere. Hendes verden væltede sammen. Jeg, som hun stolede blindt på, havde tilsyneladende sin gang hos en anden kvinde. Tankerne fløj tilbage til hendes søster Anna, som for nogle år siden opdagede, at hendes mand fandt omsorg og varme et andet sted. Mathilde havde knap nok forstået søsterens sorg den gang nu stod hun midt i den selv, fortumlet og handlingslammet.
Hun satte sig på bænken bag huset og græd stille:
Gud, hvordan kunne det ske? Jens, som jeg har stolet så meget på, er ikke anderledes end andre mænd Måske har alle mænd alligevel den dæmon i sig, tænkte hun.
Jeg er 47 år, og livet har artet sig forretningsejer i Odense, drevet et godt mølleri, laver både mel og foderstof og leverer i Fyn og Jylland. Mathilde har altid været trofast og kærlig, og børnene har klaret sig godt. Men Mathilde bar længe på alt dette alene. Efterhånden fik hun stilfærdigt opsnuset, hvem min elskerinde var, endda snuset i min mobil, mens jeg sov.
Det viste sig, at kvindens navn var Tilde en fjern slægtning af nogle bekendte. Mathilde og jeg har ofte besøgt disse folk. Tilde bor i Vollsmose, det kvarter, hvor folk kærligt eller en smule hånligt kalder blokken. Gennem Veronika, en af bekendte, fandt Mathilde ud af, hvor Tilde boede.
Tilde er en pæn pige, men hun har ikke det bedste rygte 35 år, aldrig været gift, ingen børn. Hun charmerer mændene, og mon ikke hun har haft sin del af dem? Men et erhverv, et livsindhold, har hun ikke fundet, og flere gange har hun sagt, hun ikke ønskede at opdrage et barn alene, sagde Veronika uden at vide, hvorfor Mathilde spurgte.
Mathilde sagde ingenting til Veronika. Hun bar det hele alene og græd ud, da hun var tilbage i huset.
Det gik en rum tid, før hun turde banke på hos Tilde. Mathilde syntes ikke længere at kunne holde til mere og stillede op en dag uden varsel. Da Tilde åbnede døren, stivnede hun og blev bleg. Hun kendte godt min kone. Mathilde gik ind uden invitation og satte sig træt på sofaen.
Hej, lød det hæst. Rummet var trykket af stilhed. Mathilde slog pludselig ud:
Skammer du dig ikke over at være sammen med en gift mand? Der er så mange frie mænd, hvorfor ikke vælge en af dem? Man bygger ikke lykke på andres ulykke det ved vi allesammen!
Tilde tørrede tårer væk og mumlede:
Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg elsker Jens, jeg kan ikke leve uden ham.
Mathilde nåede sin grænse og gav hende en lussing. Tilde krøb sig sammen.
Undskyld, Mathilde, jeg ved ikke, hvad der gik af mig, græd Tilde.
Mathilde brød også sammen, og længe græd de begge. Da de begge havde samlet sig, sagde Mathilde lavmælt:
Du siger ikke et ord om det her til Jens Men jeg advarer dig: Hvis jeg finder ud af, at du fortsætter, så må du ikke blive overrasket
Tilde holdt sit løfte hun sagde aldrig noget til mig. Mathilde sagde heller intet. Og sådan er vi bare blevet ved. Jeg tager stadig periodisk afsted på “forretning”, og Mathilde sidder tilbage med uro i kroppen og tankemylder.
Hvad skal jeg gøre? Jens er mit liv, sammen har vi været i tykt og tyndt. Skal jeg forlade ham? Skal vi til at dele alt og splittes op? Nej, det vil jeg ikke, tænkte hun og kiggede ud på mørket, mens sneen lagde sig.
Hvis han efterlader mig huset, hvad skal jeg så med det? Huset kræver jo vedligehold, og Jens er altid i gang, der knager lidt her og der. Jeg er bange for at miste alt, bange for ensomheden Og børnene, hvordan forklarer jeg, at deres far har fundet en yngre kvinde Det vil knuse dem, tænkte hun.
Alt dette bar Mathilde rundt på. Hun vidste, folk ville sige, hun burde respektere sig selv mere, tage sig sammen, kræve sin plads, stole på egne ben.
Måske har de ret, tænkte Mathilde, men jeg elsker Jens. Måske går hans fascination af den yngre kvinde over. Han behandler mig stadig pænt, vi taler godt sammen uden skænderier, som vi altid har gjort. Måske er det rigtigt, hvad man siger elsk dig selv lidt mere, så skal det nok gå. Husk at tænke på dig selv også
Det er tungt for hende, lige siden hun fandt ud af sandheden. Det er svært at tale med mig, svært at lade som ingenting. Hun kan ikke slippe tanken om Tilde både ung og smuk. Mathilde har endda digtet videre: Tænk, hvis hun selv skulle finde en anden mand? Mange har jo sagt, hun ser godt ud men lige så hurtigt lader hun tanken passere. Nej, jeg kunne ikke drømme om at være sammen med en anden. Min Jens er den bedste, men hvordan får jeg ham tilbage i familien? Måske kan jeg tilgive ham, måske er det bare sådan mænd er, og måske tænker de anderledes om kærlighed. Det er jo ikke til at vide.
Hun mindes de unge dage med et vemodigt smil.
Dengang var vi måske de lykkeligste, da vi kun havde et værelse på kollegiet og rådede osten op, inden måneden var slut. I stedet for dyr mad tog vi på café eller i biffen for at se en film sammen. Dengang var alt mere simpelt. Nu har vi alt men jeg føler mig alene. Man har slet ikke lyst til at dele det med nogen, ikke engang de nærmeste.
En dag besluttede jeg mig for at overraske min kone. Mathilde sad og stirrede ud i mørket, da jeg kørte ind i indkørslen i min Volvo og slukkede lygterne. Jeg traskede gennem sneen til garagen, satte bilen, og gik ind.
Mathilde, hvor er du? Hvorfor sidder du i mørke? sagde jeg og tændte lyset i køkkenet.
Jeg er her, hviskede hun. Jeg sad bare og tænkte, og stormvejret gør det hele lidt tungt.
Ja, det er slemt i aften, vejene er helt dækket, jeg var lige ved at sidde fast, alt er hvidt. Jeg er sulten kan du ikke lige lave lidt mad? sagde jeg, som om intet var sket.
Mathilde listede sig ud i køkkenet, mens jeg gik ud for at vaske hænder. Under middagen så jeg på hende og smilede.
Hør, Mathilde nytår nærmer sig. Jeg har besluttet at lave en overraskelse til os.
Mathilde stivnede, hun var ikke meget for overraskelser.
Hvad for en slags overraskelse? spurgte hun stille.
Jeg lod som om jeg tænkte mig om, og gik så ud i gangen og hentede to kuverter.
Se her: jeg har købt to rejser til os til Gran Canaria! Vi skal fejre nytår under palmesus og sol. Hvad siger du så?
Mathildes ansigt åbnede sig, som om en tung sten faldt fra hendes bryst, og hun grinede lettet.
Åh, Jens! Du er og bliver den samme. Egentlig er det helt utroligt, vinter og sol jeg glæder mig!
Ja, det var faktisk Kristoffer, der foreslog det, men jeg har også længe tænkt, vi trængte til luftforandring. Så du må finde badetøjet frem, sagde jeg.
Tingene begyndte at vende for Mathilde. Vi tog til Gran Canaria, fejrede nytårsaften, nød tiden sammen og vendte tilbage gladere end længe. Vores liv fortsætter, og jeg forsøger at vise Mathilde større opmærksomhed og altid fortælle, hvor jeg er, så hun ikke længere skal gå med bekymringerne alene.
Det fik mig til at indse: kærlighed skal også inkludere kærlighed til sig selv. Måske er det netop nøglen til, at vi igen kan finde hinanden hvis vi begge husker, at tage lidt mere hensyn til os selv og ikke bare hinanden.
