Når nogen bliver gift i en dansk familie, føles alting både mærkeligt og intenst skyerne vibrerer, og huset summer, som om nogen spiller gammeldags jazz på de gamle fliser i køkkenet. Bryllupper fylder alles hjerter med uro og mærkværdig glæde, som et forårsfugl, der slå knuder på himlen over Vesterbro.
Af en eller anden grund ser folk altid kun én side af sagenmen alting har, ligesom en gammel tokrone, to sider.
Nej, jeg mener ikke ægteskab er en frygtelig opfindelse. Men mange kvinder tror stadig, at lykken kan indfanges kun gennem at blive gift og danne familie. Ofte forstår unge danske piger knap, hvad ægteskab indebærer, eller hvor deres egne drømme forsvinder hen.
Deres største plan er at blive gift, for så glider alt på plads som rugbrødssmag og remulade på lune somre.
Lad mig fortælle min underlige historie, som en drøm jeg nærmest har haft. Engang troede jeg selv, at hvis jeg giftede mig med ham jeg elskede, og vi fik et barn sammen, ville jeg danse mellem syrener og blive verdens lykkeligste kvinde.
Men ægteskabet flyttede nye besynderligheder ind i mit liv. Vi var ikke engang begyndt at spare op til en andelsbolig på Amager, da jeg opdagede, jeg bar på et lille barn. I vore dage kan det koste ligeså meget at få et barn som en brugt cykel i Københavnaltså, virkelig mange kroner.
Vi blev glade for graviditeten, næsten svimle af glæde. Min mand Jesper havde sit lille firma, mens jeg tumlede rundt på barsel, rystet af usikker økonomi. At tale om opsparing til bolig var som at tale om månen. Moderskabet var et vildt eventyr. Min søn Oluf var urolig, slog kolbøtter af sygdom, jeg sov næsten aldrig, nerverne føltes som våde remser af havregryn, jeg ikke kunne samle op. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg hellere måtte løbe min vejbare løbe gennem regnen og aldrig se mig tilbage. Ikke alle kvinder kan være egernkassen, der samler alting i familien.
Det ville have været rart at vide det før. Oluf var knapt fyldt to, da Jesper mistede sin forretning. Han faldt ind i en dyb, mørk fortvivlelse. Og i kulden findes der altid en snaps eller to. Til sidst havde jeg ikke andet valg end selv at prøve at binde trådene sammen. Jeg satte Oluf i vuggestue og fandt to fuldtidsjobs. Jeg kæmpede som en rasende for at få Kronerne til at rulle, mens Jesper sov brandertens søvn, dvask på sofaen som et tulipanhoved i efterårsmudder. Det var så tungten byrde, der fik mine stemmebånd til at ville skrige, indtil de blev væk i morgendisen. Hvis jeg havde været alene, ville det hele være letteremed penge, med træthed, med hovedet.
En dag bad jeg min svigermor, Gudrun, om at tale med Jesper, vække ham op igen, få ham tilbage på benene. Det står ikke skrevet med runer, at en mand skal give op, når pengene slipper op. Samtidig åbnede jeg mine egne revner og fortalte, hvor svært det var. At jeg næsten ikke kunne mere.
Jeg forventede varme ord, støtte fra en anden kvinde. I stedet sagde hun: “Du ved det nok, Ida, du er ikke den eneste, der har det svært. Men du er kvindedu må tage det hele, bære det hele, for sådan er det at være kvinde. Ingen svaghed.”
Hun sagde også: “Det er som med rugbrødetkvinden er smørret, der holder familien sammen. Når du skal til at græde, så luk øjnene. Når du vil råbe, så syng i stedet i stilheden. Skæbnen er, hvad den er. Vi bærer det og går videre. Ingen klager.”
Hendes ord borede sig ind i mit hjerte, som en kold brevdåse klasket mod mit bryst.
Hun er også kvindeog jeg ved, det er hårdt for hende. Hendes egen mand var også doven. Men i stedet for støtte fortalte hun mig at lukke øjnene og holde ud. Men hvor længe skal jeg holde ud? Vi får kun dette ene mærkelige liv. Det burde danses let og fyldt med lys. Godt nok skal vi over forhindringer, men ikke sådan. En kvindes skæbne burde være at finde glæde og blive elsket.
