Engang for længe siden, husker jeg tydeligt, hvordan vi som forældre bekymrede os for vores teenagebørn, når de skulle ud i byen med vennerne. Naturligvis, som enhver omsorgsfuld forælder burde gøre, ringede vi til vores datter eller søn for at høre, om de havde det godt. Lidt nervøst, men høfligt, svarede de altid ja. Men det satte ikke vores hjerter helt i ro for ofte gik det senere op for os, at de den aften havde smagt alkohol for første gang, eller endda været tæt på noget, der var værre.
En præst ved navn Morten Skovgaard var meget opmærksom på netop dette træk hos unge mennesker, og han ønskede at undgå sådanne situationer med sin yngste datter, Freja. Som søn af en præst kendte han presset fra jævnaldrende kun alt for godt. Selvom Morten havde tillid til Freja, drømte han om, at hun selv kunne have selvtilliden til at række ud efter hjælp hos sin far, når det kneb. Derfor opfandt han et lille kodeord i familien en slags nødsignal, der kunne sende et diskret S.O.S., så Freja aldrig skulle frygte at blive til grin foran sine venner, sådan som man ofte gør i teenageårene.
Morten fik idéen, efter han havde besøgt behandlingsklinikker for unge flere gange. Han plejede at stille de unge det samme spørgsmål: “Hvor mange af jer har været i en situation, hvor I gjorde noget, I ikke brød jer om, hvor I var bange eller flove, men alligevel fulgte strømmen, fordi I var bange for, at vennerne ville grine, hvis I sagde nej? Hvor mange følte, at der ikke var nogen vej ud?”
Næsten alle hænder røg i vejret. Det efterlod et varigt indtryk på ham, og senere skrev han sådan om oplevelsen:
“En aften, hvor Freja skulle til fest, sagde jeg, at hvis noget føltes forkert, eller hvis hun var utryg eller udenfor, skulle hun sende et X til én i familien mig, hendes mor, storebror eller storesøster. Den, der modtog beskeden, skulle straks ringe hende op. Når hun svarede mobilen, skulle samtalen lyde nogenlunde sådan:
Hej, det er Freja! Freja, der er opstået noget derhjemme. Jeg kommer og henter dig med det samme. Hvad er der sket? Det forklarer jeg, når jeg er der. Vær klar om fem minutter, jeg er på vej.
Så kunne Freja spille med, og over for sine venner forklare, at hun desværre måtte hjem på grund af noget akut. Med den forklaring forlod hun selskabet uden at tabe ansigt hun tog ikke flugten, men blev kaldt hjem “på grund af noget vigtigt”.
Det var det hele. Hun slap væk uden ballade eller unødvendige spørgsmål. Det vigtigste af alt var dog, at vi som forældre ALDRIG måtte svigte hende eller gøre hendes flugt til et større problem, for tilliden imellem os havde den højeste værdi af alt. At miste sit barn i ungdommens kaos er let, men at opbygge en ægte tillid, hvor barnet tør lære forskellen på godt og ondt og selv vælger det gode, er selve grundlaget for at vokse op.
De erfaringer lever stadig i os, for det var sådan, vi forsøgte at hjælpe vores unge med at navigere gennem ungdommens storme i de danske gader dengang for længe siden i København, hvor samtaler om alkohol og udfordringer var en del af opvæksten og det at blive voksen.
