I det sværeste øjeblik i mit liv forlader min far vores familie for at være sammen med en anden kvinde. Han efterlader min mor, min lillesøster og mig alene. Min lillesøster, Frida, er kun to år gammel og kæmper med helbredsproblemer, der med tiden bliver værre. Det kræver både mange penge, meget arbejde og enorm tålmodighed at tage sig af hende. Selvom jeg ikke forstår helt, hvad hun fejler, ser jeg tydeligt smerten i min mors øjne, når hun sammen med min mormor gør alt, hvad de kan for at hjælpe Frida. Min far påstår, at han er udmattet og skændes ofte med min mor, hvilket sårer hende dybt. Da han forlader os, føles det som et personligt svigt, for han har altid været venlig og opmærksom overfor mig, især når mor havde travlt med Frida.
Den dag min mor får at vide, at min far er rejst, står for altid skarpt i min hukommelse som min livs sørgeligste dag. Han flytter til Aarhus, starter et nyt liv med sin nye kvinde, og det er, som om han helt glemmer, at vi eksisterer. Selv da min farmor trygler ham om at komme hjem igen, forbliver han kold og ligeglad. Et år senere dør min elskede søster, og sorgen vælter os alle omkuld. På trods af denne alvorlige tragedie vender min far aldrig hjem ikke engang for at tage ordentligt afsked med Frida.
Min mor knuses fuldstændig over tabet af sin datter. Min mormor bliver mit faste og trygge holdepunkt. Jeg er heldig, for begge mine bedstemødre, både mormor og farmor, er gode og kærlige og kommer til at føles som min anden og tredje mor. Langsomt kæmper min mor sig ud af sorgens mørke og begynder igen at se mig. Med tårer i øjnene krammer hun mig og lover højt, at hun aldrig vil svigte mig, og at hun vil gøre alt, for at jeg skal være lykkelig. Hun holder ord. Sammen med mormor står hun altid klar til at støtte og passe på mig. De sørger endda for, at jeg har den smukkeste kjole på til min dimission, så jeg kan føle mig som den mest strålende i lokalet.
Mange år senere ser jeg aldrig min far igen, men jeg kan ikke helt glemme ham. Han dukker kun op én gang, da min mormor dør. Han kommer til begravelsen udelukkende for at forsøge at arve noget og regner med, at mormor har ladet en lejlighed være til ham. Men min kloge og varme mormor skrev allerede lejligheden over til mig, da jeg var tolv år gammel. Hendes kærlige handling viser tydeligt, hvor stærk vores bånd var, og at familiekærlighed ikke kun afhænger af blod, men i høj grad af omsorg og nærhed.
