Parret havde haft et godt liv sammen. De blev gift, da de var 30 år. Deres søn blev født kort tid efter, og de var en rigtig dejlig familie. Økonomisk havde de det godt. De købte en lejlighed i København og omdannede deres gamle sommerhus på Fyn til et komfortabelt helårshus med alt, hvad hjertet kunne begære. Hver sommer tog de på ferie til Sydeuropa. Jeg var hende tro, og jeg tænkte aldrig på andre kvinder.
Sønnen voksede op og giftede sig med en sød dansk pige med navnet Trine. De var begge lige omkring 20 år. “Sådan var det også for os, bare ti år senere,” sagde min kone glad. Vi hjalp de unge med at købe en lille lejlighed i Odense.
Min kone var lykkelig. Men med årene, måske på grund af alderen eller måske på grund af gamle overtro, begyndte hun at blive nervøs. Hun kunne mærke, at noget kunne gå galt
Og det gjorde det.
Min kone døde.
Det tog mig lang tid at komme mig over min sorg. Men langsomt lærte jeg at leve igen. Jeg tog arbejde igen, for før havde jeg været hjemmegående.
Alle sagde, at arven skulle gøres op. Jeg tog sammen med min søn ned til vores advokat. Jeg anede egentlig ikke hvorfor, for jeg troede, at halvdelen af arven var min, og resten var min søns. Der var ikke andre arvinger hendes forældre var forlængst døde.
Vi blev kaldt ind på advokatens kontor. Ved bordet sad en kvinde, jeg aldrig havde set før.
Min kones halvdel var testamenteret væk.
Jeg forstod ingenting, så jeg stirrede på advokaten og så på kvinden. Hun var ældre og ret uanselig. Omkring halvtreds år, hvilket gjorde det sandsynligt, at hun havde noget historie sammen med min kone.
Advokaten forklarede, at der faktisk fandtes et testamente. Min kone havde lavet det for 27 år siden og da det aldrig formelt var blevet tilbagekaldt, var det stadig gældende.
En fremmed…
De havde elsket hinanden som i en film. Unge og lige blevet færdige med universitetet. Livet lå for deres fødder.
Hun havde ikke været sammen med andre før ham, og han satte stor pris på det. Han sagde altid til hende: “Du er mit lille barn”, selvom de var jævnaldrende. Hun lo altid så glad.
En aften så de en romantisk film, hvor kæresterne skrev testamente til hinanden, og de syntes idéen var så morsom, at de gjorde det samme. “Alt jeg ejer er dit, for evigt og altid.” Men hun sagde, at det kun var en lap papir, det skulle gøres rigtigt. Så de gik til notar. Bagefter fejrede de med champagne og overgav sig til kærligheden.
Men så kom hverdagen. Hendes fars helbred svigtede, og hun og hendes mor tog ham med til Tyskland for at blive behandlet.
Imens så hun sin nye kæreste et par gange og blev gravid. Han friede straks. Hendes mor mente også det var klogt “hvor er din gamle veninde? Her er en pålidelig mand.” Den gamle veninde svarede ikke på breve mere.
Hun blev gift. De flyttede til Aarhus, hvor hendes mand havde fået et godt job. Hun fødte en datter, men ægteskabet gik ikke, og de blev skilt.
Hun huskede testamentet og lavede for længst et nyt til fordel for sin datter.
Hun blev målløs, da hun modtog det anbefalede brev. Hun havde glemt den gamle kæreste eller troede hun. Da hun så navnet, kom alle minderne tilbage. Hun havde virkelig elsket ham højt.
Manden havde glemt alt om testamentet på grund af problemer med sin egen far. Faren døde, og kort tid efter blev hans mor også syg. Da han fandt ud af, at kæresten havde giftet sig og var flyttet væk, besluttede han at glemme hende. Han mødte sin senere hustru. Der var ikke den store kærlighed, men hun var trofast, og de havde et godt liv sammen.
Hvad skulle man så gøre? Skulle hun tage halvdelen? spurgte kvinden.
Mærkeligt, at han havde lavet det testamente det måtte betyde, at hun havde betydet meget for ham, tænkte hun. Hun sagde til sig selv, at hun ville tage halvdelen som et minde om ham.
Nu er halvdelen af alt dit mit, sagde kvinden til mig.
Og det var ikke en hvilken som helst halvdel. Lejligheden, huset på Fyn, bilen og pengene på kontoen.
Det føltes som om mit hjerte gik i stå. Først mistede jeg min kone, og nu føltes det som endnu et svigt.
Efter så mange år sammen aldrig havde hun fortalt mig om sin gamle kærlighed!
Nu skulle jeg aflevere så mange penge
Jeg tog sagen i retten, men intet ændrede sig, det kostede mig bare nerver.
Pengene blev overført til kvinden.
Hun købte sig en ny lejlighed og tog på ferie ved Vesterhavet sammen med sin datter.
Tak, sagde hun hver dag for sig selv.
