Ikke altid møder vi de rigtige, og ikke altid gifter vi os med de rette
Livets vej er sjældent let, og man undslipper ikke sin skæbne. Hver har sin bane, sin sandhed om livet. Frida voksede op i et hus, hvor kvinderne styrede slagets gang. Nuvel, “herskab” lyder flottere, end det i virkeligheden var, for huset lå ude på landet, og dagene var fyldt med havearbejde, at hugge brænde, hente vand fra brønden der var altid nok at tage sig til.
Bedstemor Gerda havde boet i landsbyen i årevis, efter hun blev enke i en tidlig alder. Hendes datter, Birthe, var også alene. Hendes mand forlod hende, da Frida var to. Så var de bare tre kvinder, der klarede sig sammen. Allerede som barn lærte Frida at malke, luge rækkerne i køkkenhaven, og snart mestrede hun også at lave enkle retter.
Gerda var godt over de halvtreds, da hun en dag kom træt hjem fra arbejderpladsen og sagde:
Birthe, jeg orker snart ikke mere…
Hvad er der, mor? spurgte Birthe. Også Frida kom løbende.
Jeg er bare træt af at knokle så meget. Hvorfor skal vi hele tiden skovle møg og slide fra morgen til aften? Har vi ikke også ret til et andet liv? sagde hun og lagde sine slidte hænder på skødet.
Hvad foreslår du, mor?
Lad os flytte til byen. Vi sælger det hele, og jeg har lidt penge på kontoen. Så køber vi en lejlighed.
Bedste, det synes jeg er en god idé! sagde Frida med glæde. Jeg vil så gerne til byen…
Som tænkt, så gjort. Gerdas storebror, Henrik, boede i København, så de flyttede ind hos ham først.
I kan låne gæsteværelset, til I finder noget, sagde hans kone omsorgsfuldt. Når I har jeres eget, kan I bare flytte ind.
Familien tog venligt imod dem, og Birthe gik straks i gang med at finde en lejlighed, hvilket Henrik hjalp hende med. Det lykkedes, og snart flyttede de ind.
Vi burde egentlig renovere lidt her, sagde Gerda; men alle opsparingen røg på lejligheden. Nå, det må komme med tiden.
Det skal nok gå, mor, svarede Birthe. Jeg har fundet arbejde på bageriet, starter allerede i morgen. Vi skal også have Frida meldt ind i skolen sommerferien slutter om halvanden måned, så det passer fint. Der ligger en skole lige på min vej til arbejde.
Vi skal nok tage os af det, sagde Gerda. Du får jo nok travlt nu.
Frida blev optaget i 6. klasse og glædede sig, for skolen lå ganske tæt på. Hun lovede sin bedstemor at gøre alt for at trives i byskolen.
Efter Birthes første arbejdsdag sagde Gerda:
De har givet mig job som rengøringsassistent på Fridas skole. Så kan jeg holde lidt øje med hende hun er jo stadig ny.
Mor, du kunne jo tage det roligt og bare nyde pensionen.
Nej, Birthe, så længe jeg kan, vil jeg gerne arbejde lidt. Og det er rart at være tæt på Frida.
Tiden gik. Gerda holdt af arbejdet på skolen, selvom hun blev træt, men det gik. Birthe passede sit arbejde, og Frida klarede sig nogenlunde i skolen.
Efter ottende klasse stoppede Frida, da hun ville hjælpe til hjemme. Hun forstod, at hun måtte arbejde. En dag så hun et jobopslag i et cafeteria de manglede en opvasker og hun gik straks ind. Hun fik jobbet samme dag.
Frida arbejdede flittigt og kom efterhånden også lidt ind i køkkenet, hvor hun skrællede kartofler, hjalp til, og hurtigt blev hun veninder med de andre unge piger. Snart begyndte hun også at gå med dem til dans.
Mor, jeg går ned til klubben og danser kommer lidt senere hjem, sagde hun.
Pas nu på dig selv, især når det gælder drengene, sagde bedstemor Gerda; tro ikke på alt, de siger.
Åh, Bedste, jeg er da ikke nogen lille pige længere.
På dansegulvet mødte hun Emil. Han inviterede hende op, og dansede hele aftenen med hende.
Skal jeg følge dig hjem i aften? spurgte han, så selvsikkert at hun sagde ja.
De begyndte at ses. Snart sagde Emil:
Frida, jeg skal i Forsvaret vil du vente på mig? Jeg skriver til dig, og så kan du også skrive.
Jeg skal nok skrive, svarede Frida.
Hun fulgte ham til toget og skrev breve, og han svarede. Han lovede at komme hjem på ferie om et år, og Frida glædede sig. Endelig kom dagen, de sås igen.
Hej Frida, hvordan går det? Du har vel ikke tænkt dig at gifte dig endnu? spurgte Emil drillende.
Jeg lovede jo at vente, så det gør jeg.
Jaja… Men hans stemme lød ikke særligt varm, og han undgik hendes øjne.
Ferien fløj forbi, Emil tog tilbage, men brevenes hyppighed dalede, og til sidst kom der ingen.
Da tiden nærmede sig, hvor Emil skulle være hjemme igen, fik Frida intet at vide fra ham. Hun vidste ikke, hvor hans forældre boede, og han kom ikke til dans. En dag sagde hendes veninde:
Tag du bare hen til hans forældre måske får du også lejlighed til at hilse på hans kone. Din Emil giftede sig allerede under sin tjeneste og har taget konen med hjem. Drop ham bare.
Det kan ikke passe. Jeg ventede på ham, sagde Frida trist.
Du ventede, men det gjorde han ikke.
En dag mødte hun Emil tilfældigt i parken. Han sad på en bænk, som de plejede.
Hej Frida! sagde han, da han så hende.
Hun gik bare videre. Han spurgte, om hun ville vente, om han kunne forklare.
Frida, undskyld Det er fjollet, men jeg tænker stadig på dig. Jeg elsker ikke min kone, men hun er gravid, og sådan blev det.
Frida stoppede og så ham direkte i øjnene:
Hvad forventer du? At jeg skal være sammen med dig, mens du bor med din kone? Nej. Du har valgt dit liv, vær nu loyal mod din familie. Bliv glad med din hustru, og pas dit ansvar men uden mig. Held og lykke, Emil! sagde hun og gik.
Fridas arbejdsomhed blev bemærket, og cafeteriaets chef sagde:
Frida, du er skrap til at lave mad vil du ikke tage på kokkeskolen? Vi har brug for kokke.
Åh, det lyder faktisk spændende!
Snart stod Frida, smart klædt, på stationen, nervøs og spændt, på vej alene til en større by for første gang. En flok unge fyre, én med guitar, sang farvel til en ven hjemvendt fra militæret. Pludselig skilte en fyr i uniform sig ud fra gruppen og gik over til hende.
Hej, må jeg præsentere mig jeg hedder Mads. Hvad hedder du?
Frida, svarede hun.
Venter du også på toget hvor skal du hen?
På kursus for at blive kok, svarede Frida.
Han smilede og de talte hele togturen, udvekslede adresser og sagde farvel ved ankomsten. Frida regnede ikke med mere. Hun havde prøvet det før, og ønskede ikke at håbe for meget. Men Mads var en rar fyr, jordnær og lovede ikke for meget Og at skrive breve virkede ikke uoverkommeligt.
Bedstemor sagde altid: Vi møder ikke altid de rigtige, og gifter os ikke altid med dem, vi burde, tænkte Frida.
Halvtreds breve senere kom Mads hjem fra Forsvaret og skyndte sig forbi Fridas adresse. Hun havde fri den dag, og gensynsglæden var stor. Frida mærkede, at han var til at stole på.
Tiden gik. Frida blev gift med Mads. Hun arbejdede som kok på restaurant, han på fabrikken. Frida elskede orden og renlighed alt stod på sin plads, var nyvasket og velstrøget. Deres tvillingedrenge gik i børnehave, pænt og nydeligt klædt.
Men hun måtte ofte tage diskussionen op med Mads ting lå overalt, hvor han endslap dem. Frida brokkede sig tit, men indså med tiden, at hun hellere måtte prøve en anden tilgang.
Hun fyldte stemmen med mildhed, brugte charme og tålmodighed og lærte ham stille og roligt at rydde efter sig selv. Snart satte han arbejdstøjet i gangen, holdt værktøjet i garagen og fejede selv op i gården. Frida var lykkelig.
Jeg mødte alligevel den rette, trods bedstemors ord, tænkte Frida nu.
Sådan levede Frida lykkeligt det meste af livet med sin mand. Men en dag kom han ikke hjem fra arbejde han faldt om på gaden, og hjertet stoppede pludseligt. Det kom som et chok.
Frida blev alene, ligesom hendes bedstemor Gerda og mor Birthe før hende. Nu lever hun for sig selv, mens børn og børnebørn kommer på besøg. Nogen slipper aldrig for deres skæbne.
Men Frida vidste, at uanset hvor mange storme man møder, og hvor mange man venter forgæves på, er lykken alligevel mulig, hvis man tør tro, lære og møde livet med åbent sind. For i sidste ende handler det ikke om, hvem vi venter på men om at tage imod det liv vi får, med mod, venlighed og hjerte.
