Sofie voksede op i en velhavende familie på Frederiksberg. Hendes far forkælede hende altid med alt det, hun gerne ville have men han havde aldrig rigtig tid til sin datter. Han drev sit eget firma inde i København og arbejdede nærmest døgnet rundt. Når han endelig var hjemme, var det som regel kun for at møde sine elskerinder. Rygtet gik blandt vennerne om, at han faktisk så en dame, som var et par år ældre end Sofie.
Selvom hendes far altid pressede på for, at hun skulle læse til tandlæge, var Sofie stædig. Hun vidste, hun ville noget andet, så hun søgte ind på lærerseminariet på eget initiativ.
Hun ville ikke længere have sine lommepenge fra faren og klarede sig kun med SUen. Om sommeren tog hun frivilligt et job som praktikant på en feriekoloni for børn selvom hendes far tilbød hende en luksusrejse til udlandet. Hun takkede bare nej, for hun elskede virkelig at arbejde med børn.
En aften ankom der en bus med børn fra et børnehjem i Jylland. Børnene fløj næsten ind i huset af bare spænding. Til sidst kom en lille pige slentrende ud som den sidste, spinkel og lidt bleg, med øjne der slet ikke passede til et barns. Senere begyndte de andre børn at brokke sig over, at der lugtede mærkeligt i huset.
Det viste sig ret hurtigt, at det var den lille pige, der havde gemt frikadeller under puden efter aftensmaden og nu var de begyndt at rådne.
Pigen kiggede op på Sofie, skyldbetynget, og sagde stille:
De var til min bror.
Sofie satte sig ned og spurgte forsigtigt:
Hvor er din bror henne?
Han er på et andet børnehjem.
Det skar i hjertet på Sofie, så hun tog sin mobil og ringede direkte til sin far den samme aften.
Hendes far blev faktisk overrasket over opkaldet.
Endelig, min datter ringer for at bede om noget, tænkte han. Mon hun endelig vil have en bil?
Hvad skal du bruge så mange penge til, Sofie? Skal du ud og købe en bil?
Nej, far, svarede hun. Jeg vil gerne købe mad til børnehjemsbørnene. Så meget som muligt.
Du har sådan et stort hjerte, Sofie, sagde han bare og smilede, nærmest rørt.
