Luften over København var tyk som havgus, og alt føltes underligt vægtløst. Ingeborg gled lydløst omkring i sin lejlighed, uden egentlig at efterlade nogen spor, som om hun kun eksisterede mellem drøm og virkelighed. Hun havde besluttet, at hendes ansigt skulle være uigennemtrængeligt som en statue på Glyptoteket, især når hendes mand så på hende med de kølige øjne, der forventede ro og kontrol hver eneste dag.
Egentlig længtes hun kun efter stilhed den slags stilhed der engang fandtes på Fyns marker om morgenen men hun kunne aldrig forudse, hvad der ville ske næste gang. Alt syntes at opløse sig, ligesom sukker i kaffe. Par gik fra hinanden så let som sand fra lommer, når følelsen forsvandt, og billedet af det perfekte hjem, serveret på forsiden af ugebladene, var fjernere end nogensinde.
Da skilsmissen til sidst blev til noget, fandt hun sig selv svingende i nattens mørke på et uforklarligt kontor, hvor hendes hænder kun kunne tælle mønterne danske kroner der var alt for få. Udfordringen lå i hjertet: hendes lille søn, Mads, behøvede varm tryghed og evig omsorg. Han gik i børnehave, men dørene lukkede brat klokken syv, og så stod hun med en umulig opgave. Hvem skulle tage sig af ham, når mørket faldt?
Med drømmens logik svævede hun over til sin eksmand, Svend, og bad ham vagtsomt om at passe Mads om aftenen, når hun gik på arbejde. Men Svend rystede på hovedet, med stemmen lige så flad som Vesterhavet. Hvorfor skulle det være hans ansvar? Ordene svømmede mærkeligt rundt, men til sidst samlede Ingeborg dem og sagde, gennem en slags tåge, at de begge havde lige meget ansvar for Mads. Han skulle finde tiden. Hun nævnte børnebidrag noget hun aldrig ville ofre sit liv for længslen efter retfærdighed. For hende skulle Mads være nærmest, ikke pengene.
I hendes mærkelige drøm-liv klarede hun sig gennem de særeste nætter, balancerende på en smal kant mellem job og moderskab. Foden smeltede undertiden, og hun gled ind i angst eller mærkelige svimmelheder, mens hun sled sig frem. Så søgte hun lægehjælp men lægens stemme blev til en sø af undvigende undskyldninger: Svend var for travl med sin nye kone, en grå skygge, som ikke kunne lide børn. Det gjorde ondt på en måde, der føltes mere som kulde end smerte. For Svend var Mads kun en knude på vejen mod noget nyt.
Til sidst befandt Ingeborg sig i et besynderligt krigslandskab ikke med soldater, men med stilheder og kulde, hvor Svend på drømmens mystiske facon altid gik sejrrigt ud over den lille Mads. Deres ægteskab var som en uigennemskuelig labyrint i Tivoli: Umulig at forstå fuldt ud, men fyldt af forsøget. Hun prøvede at finde orden i det usigelige.
Trods al underligheden og svigtene nægtede Ingeborg at lade Svends egoismedefinere hendes drømmeliv. Hun fandt styrke nok til at give sin søn alt det nærvær og den kærlighed, han behøvede, og mens hun balancerede på kanten af denne mærkelige, mærkelige drøm, begyndte hun at bygge sin egen fremtid, sten for sten i det bløde nattelys over København.
