Ekko i natten
Anna Kristiansen blev indlagt på rehabiliteringsafdelingen to uger før jul. Det var ikke muligt tidligere der var ingen ledige pladser.
Sundheden var vigtig, og da hun fik henvisningen, blev Anna oprigtigt glad. Det hospital, hun skulle til, havde fået gode anmeldelser af alle i byen.
Alligevel rumsterede en lille uro i maven: julen nærmede sig, danske traditioner, flæskesteg og risalamande
Anna havde elsket juletiden siden barndommen. Hun elskede at pynte træet, gøre hjemmet hyggeligt, og nyde travlheden op til juleaften. Det hele måtte hun nu undvære.
Allerede første dag i afdelingen forsøgte Anna at overtale sig selv til, at det ikke var noget stort offer at det ikke var den sidste jul i hendes liv, og at hun sikkert ville være hjemme til nytår.
Og til dels lykkedes det.
***
Hun fik en hyggelig tosengsstue med fjernsyn, hvor en yngre kvinde nærmest på Annas datters alder allerede boede. Hun blev sat i gang med diverse fysioterapier og øvelser.
Anna gjorde sig umage, sagde aldrig nej og prøvede endda fitnessrummet. Hun syntes virkelig om fysioterapeuten.
Lægerne sagde, hun klarede det flot; genoptræningen gik fremad.
Anna smilede og nikkede, men en stille sorg gnavede indeni.
For første gang i sit liv forberedte hun sig ikke på julen. Ingen gaver, ingen tanker om risalamande, intet valg af kjole.
Jul og nytår foregik et sted langt væk, nærmest som om de slet ikke fandtes.
“Sundheden er det vigtigste,” gentog hun for sig selv. “Jeg skal nok få det hyggeligt med min værelseskammerat.”
Dagen før juleaften blev værelseskammeraten udskrevet. Da døren lukkede bag hende, var Anna alene. Fuldstændig. I total stilhed.
***
Den 24. december ringede børnene om morgenen ønskede glædelig jul, spurgte hvordan hun havde det, og lovede at kigge forbi efter helligdagene.
Det var jo klart de havde deres egne familier og planer. Senere tikkede der kortvarige hilsner ind fra nogle gamle kolleger.
Derefter blev det aften. Og nat.
***
Anna kunne høre, hvordan nogle af de andre patienter begav sig ud på gangen efter dronningens tale.
De råbte: “Glædelig jul! Godt nytår!” ud til hinanden.
Anna blev liggende. For hende rejste sig en usynlig mur mellem hende og glæden udenfor.
Det føltes som om, ingen havde brug for hende.
***
Hun tog sin mobil i hånden, hun længtes efter at høre en stemme. Men hvem skulle hun ringe til?
Der var mange kontakter
“Ulla” gamle folkeskoleveninde, de har ikke set hinanden i årevis, men giver hinanden likes på Facebook indimellem.
Bekvemt, men tomt.
“Jens” eksmanden. Helt irrelevant.
Hun bladrede hurtigt videre.
“Peter” sønnen. Selvfølgelig ville han tage telefonen, tale med hende, og komme løbende hvis det var nødvendigt.
Men Anna kunne ikke få sig selv til at vise sig svag. Sønnen kendte hende kun som stærk.
De resterende numre virkede heller ikke rigtige. Anna indså, at der ikke var et eneste menneske, hun kunne ringe til ikke engang for at ønske glædelig jul. Tankerne og følelsen af at være til besvær bremsede hende. Og hvorfor egentlig?
“Hvem skal jeg ringe til? Bare én,” hviskede hun ud i steril stilhed.
Så begyndte hun at græde
Hun havde alt: et hjem, et arbejdsliv, oplevelser, venner i massevis.
Og alligevel føltes det som ingenting. Og ingen.
***
Da denne erkendelse ramte hende, blev det hende for meget.
Hun tog frakken på og gik udenfor. Den kolde vinterluft prikkede hende i lungerne.
Ved siden af centret lå en lille, snedækket park. Anna begav sig derhen, uden egentlig at vide hvorfor. Hun måtte bare noget.
På en bænk sad en mand, cirka jævnaldrende, måske lidt ældre.
Han kiggede ikke mod byens julelys, men ud i ingenting.
Noget rørte sig i Annas hjerte. Hun fik lyst til at hilse på ham.
Hun sagde dæmpet:
God aften.
Manden løftede blikket. Han smilede, ægte, med fine smilerynker ved øjnene.
God aften til dig også. Glædelig jul.
Anna kunne ikke lade være med at smile tilbage. En helt simpel, men alligevel vigtig hilsen. Noget rørte sig dybt inde.
Hvorfor sidder du her ude?
Der er ikke så meget at sige derhjemme, svarede han roligt. Min kone døde for tre år siden. Min datter bor i Tyskland, hun ringede tidligere i dag og ønskede glædelig jul, men havde travlt. Så nu sidder jeg her. Kommer du fra hospitalet?
Anna nikkede:
Ja. Jeg er i genoptræning efter sygdom. Og ved du hvad i dag forstod jeg, at jeg ikke har nogen at ringe til denne juleaften. Hundredevis af numre men ingen at sige et ord til.
Han nikkede forstående.
Ja Ensomheden kommer snigende. Pludselig opdager man, at hvis noget går galt, er der ingen der ved det, ingen der hører det, ingen der kommer, han så på hende med alvor i blikket. Og så må man lære at tage det første skridt. Ligesom du gjorde nu. Det kræver styrke.
Jeg føler mig ikke stærk
Det gør ikke noget, sagde han mildt. Stærk bliver man, når man tør vende sig mod livet. Også selv om det venter et andet sted. Og ved du hvad hvis du ikke kommer i morgen, vil jeg alligevel vente. For nu ved jeg, at du findes.
Ordene var så oprigtige, at Anna pludselig forstod: Hun havde ledt efter én til at redde hende fra ensomheden og havde ikke anet, at hun selv kunne redde et andet menneske.
***
Da hun kom tilbage til stuen, havde hun i lommen et stykke papir, hvor hendes nye bekendtskab havde skrevet sit telefonnummer med rystende hånd.
Tomhenden forsvandt ikke, men en varm glød spirede i det indre. Et lille ekko fra et andet menneskes stemme:
Jeg vil vente
For første gang i lang tid tænkte Anna ikke over det, hun havde mistet, men hvad morgendagen kunne bringe. Ikke i et stort perspektiv, men bare i morgen. Om morgenen.
“Måske skulle jeg ringe?” tænkte hun, mens hun faldt i søvn, “bare for at sige ‘Godmorgen, Knud'”
Livets sande glæde findes ikke altid i store begivenheder, men i det lille mod at række ud til et andet menneske, og måske, bare måske, være den, der gør en forskel.
