Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fra begyndelsen fornemmede, at min mands lillebror, Laurids, ikke var en person, jeg ville falde naturligt i hak med. Nu, efter al den tid der er gået, må jeg erkende, at min intuition ikke slog fejl, og jeg har haft svært ved at forklare min mand, at hans bror altså ikke længere er nogen dreng det er på tide, at Laurids selv tager ansvar for sine handlinger. Han fyldte for længst 26, og det burde være hans tur til at stå på egne ben.
Der hviler stadig en tung skygge over fortiden. Da min mand var fjorten, mistede han sin far, og Laurids var blot elleve år gammel. Tre år senere blev de ramt atter engang, da moderen omkom ved et flystyrt. Pludselig stod min mand alene tilbage som værge for sin lillebror. Han opgav skolen for at forsørge dem begge, tog ansvar langt ud over sin unge alder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Laurids aldrig rigtig lærte at klare sig selv; måske blev han vant til at støtte sig til os andre, uden rigtigt at tage egne skridt.
Allerede første gang jeg mødte Laurids, blev jeg slået af hans hovmodige og utaknemmelige væremåde. Han virkede selvsikker, men uden grund, og han tog imod sin brors støtte uden at give noget igen. Hans vedvarende tilstedeværelse i vores hjem og totale mangel på ambition eller lyst til at arbejde gjorde det svært for mig at finde forståelse for ham. Trods sine 26 år ser han ikke ud til, at ville finde en fast stilling, og han skifter hele tiden job, hvilket kun gør tingene værre.
Min mand forsvarer ham dog bestandigt, fortæller mig, at Laurids bestemt leder efter job og at det sikkert nok skal gå. Men jeg ser, hvordan tingene virkelig hænger sammen Laurids tager ikke sagen i egen hånd, og der er ingen reel vilje til at ændre sit liv. Presset er mærkbart; min mands opmærksomhed bliver revet mellem Laurids og vores egen søn, som har brug for sin fars tid og omsorg.
Jeg ønsker ikke, at alt dette skal spænde ben for vores ægteskab, men byrden af Laurids’ manglende ansvar og uopdragenhed trækker os alle ned. Jeg håber inderligt, at min mand en dag indser, hvor meget denne situation betyder for vores liv, og at han finder en løsning, så familien kan finde ro og vi kan bygge en bedre fremtid sammen.
