Kærlighed har mange former
Sofie trådte ud på gaden og trak straks skuldrene op omkring sig vinden skar lige igennem hendes tynde trøje, men hun havde ikke orket at tage jakken på. Hun for ud ad lågen, stod bare og kiggede lidt rundt, selvom hun knap ænsede, at der trillede tårer ud af øjnene på hende.
Sofie, hvorfor græder du? Hun fór sammen, idet hun så Emil nabodrengen med det evige garn i nakken, altid lidt ældre og en anelse for kæphøj.
Jeg græder ikke, det… det er bare vinden løj Sofie.
Emil betragtede hende, fiskede tre Matadormix op af lommen og rakte hende dem.
Her, men sig det ikke til nogen, ellers kommer de rendende. Skynd dig ind beordrede han. Hun adlød.
Tak, hviskede hun, men jeg er ikke sulten… jeg…
Men Emil havde gennemskuet det for længst, nikkede og gik videre. I hele landsbyen vidste man, at Sofies far Anders drak. Han slentrede nærmest dagligt hen til Brugsen og spurgte altid Lone ved kassen, om han ikke lige måtte købe på klods. Lone himlede med øjnene, men slog det op alligevel.
Hvordan er det, du stadig har et job? råbte hun efter ham. Du skylder efterhånden en formue.
Men Anders var hurtigt ude ad døren pengene røg alligevel selvfølgelig på øl og sprut.
Sofie trådte ind i stuehuset. Hun var lige kommet hjem fra skole. Ni år gammel var hun, og der var aldrig rigtig noget at spise hjemme. Hun undlod at sige noget om det, for så ville de måske tage hende fra faren og sende hende på børnehjem. Og der havde hun hørt, at det var rædsomt. Desuden hvis hun rejste, hvordan skulle far så klare sig? Nej, det var bedre sådan her, selv hvis køleskabet var gabende tomt.
Denne fredag havde Sofie fået fri fra skole tidligere, fru Madsen deres lærer var blevet syg, så to timer blev droppet. Det var sent i september, vinden peb, blæste de gule blade af træerne og hvirvlede dem hen over gårdspladsen. Det var en bidende kold omgang efterår. Sofies jakke var gammel og forvasket og støvlerne blev gennemblødte, så snart daggiset kom snigende.
Far lå og snarkede på sofaen, stadig fuldt påklædt med skoene på på køkkenbordet stod to tomme ølflasker, og endnu flere havde forputtet sig under bordet. Da hun åbnede køkkenskabet var der intet. Ikke en krumme rugbrød.
Sofie proppede hurtigt Emils Matadormix i munden og besluttede at lave lektier. På en hård køkken-taburet, benene oppe under sig, slog hun matematikbogen op. Hun ville bare ikke rigtigt i gang. I stedet sad hun og så ud ad vinduet, hvor vinden dansede blandt træerne og hvirvlede løvet af sted.
Fra køkkenet kunne hun se ud i haven. Førhen var den flot og grøn. Nu så den trist og vissen ud. Hindbærbuskene var døde, jordbærbedene forsvundet, kun skvalderkål voksede lystigt, og det gamle æbletræ hang trist og bart. Mor plejede at nusse om det hele. Hun passede hvert frø, og de æbler, hun plukkede, var altid søde. Men denne sommer havde far plukket alle æblerne før tid og solgt dem på torvet. Der skal jo penge til, mumlede han.
Sofies far Anders havde engang været anderledes. Han plejede at være sjov og kærlig, gik i skoven efter svampe sammen med mor og handlede ind om lørdagen. Om morgenen spiste de æbleskiver, som mor stegte og spiste sammen med friskbrygget te. Og så bagte hun verdens bedste boller med æblemarmelade.
Men en dag blev mor syg. Hun blev hentet af ambulance og vendte aldrig hjem igen.
Mor har noget med hjertet sagde far og storgræd, og Sofie kunne ikke andet end at græde med, presset ind til ham i sofaen. Din mor holder øje med dig fra himlen nu.
Bagefter sad far med billedet af mor og gloede ned i bordet. Siden begyndte han at drikke. Huset blev en slags herberg for triste mænd, der råbte og grinede for højt. Sofie gemte sig på sit lille værelse eller forsvandt udenfor og sad på bænken bag huset.
Sofie sukkede og vendte tilbage til regnestykkerne. Hun var en kvik pige og klarede lektierne uden de store problemer. Da hun havde lagt lærebog og hæfter i tasken, smed hun sig på sengen.
På sengen lå altid hendes gamle, udslidte tøjdyr: en kanin, som mor havde købt engang. Den plejede at være hvid, men var nu nærmest grå. Sofie havde døbt den Bamse for længe siden.
Bamse, hviskede hun, kan du stadig huske mor?
Selvfølgelig sagde Bamse ikke noget, men det var hun sikker på, han kunne. Sofie lukkede øjnene, og straks dukkede de lykkelige minder op. Mor i forklæde, med håret sat op i en knold, der rodede med dej på spisebordet.
Skal vi bage magiske boller? Dét spurgte hun tit.
Findes de virkelig, mor? undrede Sofie sig.
Ja, selvfølgelig sagde mor og smilede. Hvis vi bager dem som små hjerter og spiser dem, mens vi ønsker, så går ønsket i opfyldelse.
Så lavede Sofie og mor hjerteformede boller skæve og kiksede, men mor grinede og sagde altid:
Enhver kærlighed har sin egen form.
Så satte de sig og spiste varme boller, ønskede sig noget, og hele huset duftede sødt. Og når far trådte ind ad døren fra arbejde, sad de alle tre og nød Bollerne Magique.
Sofie tørrede tårerne væk, fyldt af både længsel og trøst fra minderne. Hvordan var det blevet sådan? Væguret i hjørnet tikkede stædigt, men stemningen i stuen var tom. Hun savnede mor.
Mor, sukkede Sofie og krummede sig om Bamse, hvor jeg dog savner dig.
Lørdag. Ingen skole. Sofie besluttede efter frokost at lufte sig faren lå som vanligt på sofaen. Hun tog en ekstra sweater på, trak jakken udenover og stak ud. Ude ved skovbrynet, ikke langt fra byen, lå et gammelt hus. Der boede gamle Egon, før han døde nu står kun hans æbleplantage og nogle pæretræer tilbage.
Sofie var ikke fremmed i den have hun klatrede tit over hegnet, samlede faldfrugt og beroligede sig selv:
Det er jo ikke tyveri, det ligger alligevel bare og rådner.
Hun huskede gamle Egon vagt han var venlig og hilste altid børnene med frugt og slikkepinde, hvis han fandt nogen i lommerne. Siden han døde for to år siden, gror haven videre som ingenting.
Sofie kravlede over plankeværket og fandt to æbler, gned det ene mod jakken og tog en bid.
Hov, hvad laver du der? hun stivnede, da en kvinde i uldfrakke pludselig stod på trappen. Chokket fik Sofie til at tabe æblerne.
Kvinden trådte nærmere.
Hvem er du?
Øhm… jeg… jeg hedder Sofie… jeg stjæler ikke, jeg samler bare det, der ligger…
Jeg er Egons barnebarn. Jeg ankom i går og skal bo her nu. Hvor længe har du hentet æbler her?
Siden… siden mor døde fremstammede Sofie, og tårerne pressede sig på.
Kvinden lagde armene om hende.
Sshh, græd nu ikke. Kom ind, jeg hedder Anne. Ligesom dig næsten. En dag bliver du nok også kaldt Anna i stedet for Sofie.
Anna gennemskuede straks, at Sofie havde svært ved det hele og var sulten. De gik ind.
Tag skoene af jeg nåede lige at gøre rent og vaske gulve i går, men kofferten er ikke engang pakket ud. Sæt dig, jeg har lavet suppe og lidt andet til os. Vi bliver jo åbenbart naboer, sagde hun og så skævt til Sofies spinkle skuldre og den alt for lille jakke.
Er der kød i suppen?
Ja, med kylling svarede Anna mildt. Bare kom og sæt dig.
Sofie var skrupsulten, havde intet fået hele dagen. Hun bænkede sig ved det ternede køkkenbord. Anna serverede suppe og lagde grovbrød ved siden af.
Spis løs, tag alt det du vil, Sofie der er masser endnu.
Og det gjorde hun. Skålen var slikket ren på nul komma fem, og brødet væk.
Vil du have mere?
Nej tak. Jeg er mæt.
Så tager vi te bagefter, sagde Anna. Hun kom med en lille lav flettet kurv, dækket af et viskestykke. Idet hun løftede klædet, duftede hele huset af vanilje. I kurven lå hjerteformede boller. Sofie tog én, smagte og smilede.
Bollerne er præcis som mors… Det var nøjagtig sådan, mor plejede at bage dem, mumlede hun.
Efter teen sad Sofie og lo, ansigtet rødt og maven fuld. Anna nikkede over bordet:
Nå, Sofie, fortæl nu lidt om dig selv og dit liv. Så følger jeg dig hjem bagefter.
Det er ikke nødvendigt, jeg bor lige om hjørnet kun fire huse væk. Hun havde ikke lyst til, Anna skulle se rodet hjemme hos dem.
Jo, det er det, insisterede Anna bestemt.
Hjemme hos Sofie var der stille. Far lå stadig på sofaen i tøj og støvler. Tomme flasker, cigaretskodder og vasketøj overalt.
Anna kiggede sig rundt, rystede på hovedet.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor du samler æbler, konstaterede hun. Men lad os få gjort noget ved det.
Hun gik straks i gang, tørrede bordet af, samlede flasker, trak gardiner fra og rystede tæppet ud. Sofie hviskede:
Du må ikke sige til nogen, hvordan vi bor. Far er egentlig sød nok, han er bare gået helt i stå. Hvis nogen opdager, hvordan vi har det, ryger jeg sikkert på institution, og det vil jeg ikke. Han savner bare mor…
Anna trak hende ind til sig.
Jeg lover ikke at sige det til nogen.
Tiden gik. Sofie løb mod skolen med friske fletninger, ny blomstret jakke og en skoletaske over skulderen og nye støvler!
Sofie, min mor siger, at din far har giftet sig igen er det rigtigt? Spurgte Rikke fra klassen Du er blevet så pæn, det er rigtige prinsessefletninger!
Ja, jeg har fået en ny mor tante Anna, svarede Sofie og grinede, mens hun løb.
Anders havde for længst lagt snapsen på hylden takket være Anna. Nu gik de tit hånd-i-hånd gennem byen. Anders høj og nydelig, Anna rank og mild, altid med et smil. De elskede Sofie.
Tiden gik. Sofie blev student, kom hjem i ferierne og råbte altid smørret grinende i døren:
Mor, nu er jeg hjemme!
Og Anna løb hende i møde, omfavnede Sofie:
Hej, min professor, hej! De lo begge. Sidst på dagen kom Anders hjem fra arbejde, glad og tilfreds og Sofie følte sig, for første gang i mange år, hjemme.
