Jeg vil fortælle dig om en mærkelig erkendelse, der pludselig faldt ned over mig i min høje alder, som om natten krøb ind i mine tanker på en tåget gade i Odense. Det var ikke nogen behagelig opdagelse mere som at finde et gammelt foto, hvor ansigterne er vendt væk. Men bedre sent end aldrig, tænkte jeg, mens jeg svævede hen over gamle brosten med storke, der talte baglæns på Rådhuspladsen.
Pludselig forstod jeg, hvorfor mit lille rækkehus i udkanten af byen var så stille i mit ærværdige syvtiende leveår. Mine børn havde ikke ringet til mig i over ti år, og mine børnebørn kendte ikke engang min stemme. Hvorfor blev jeg efterladt med kun vinden i mine tidlige morgener og den blå-klædte måge, der kiggede ind ad mit vindue?
Det gik op for mig som en kaffeplet på hvid dug i en gammel kro at jeg havde levet mit liv med hovedet vendt mod fortiden. Valg, jeg engang troede var kloge, er nu kun ru sår bag min pande. Men Skæbnen, den gamle klovn, lader os ikke spole tiden tilbage.
Mine børn mine egne danske kyllinger, troede jeg vidste jeg bedst, hvordan de burde klukke. Jeg forklarede dem jævnligt, hvordan Livet skulle laves rigtigt. Når de snublede, pegede jeg straks på deres fejl og sagde med himmelvendte øjne: Havde du bare lyttet til din mor, Asta, ville alt have været anderledes.
Jeg stak min næse ind i deres private liv som en kat, der jagter fantomer i skumringen. Jeg troede, intet kunne løses uden min erfaring som om rugbrødskrummer på et julebord var for komplicerede uden mit råd. Engang gjorde jeg endda sjofle bemærkninger om deres venner foran gæster, midt i duften af stegte sild og nybagt kringle.
Med tiden gled de væk fra mig, mine børn, som løvfald i Frederiksberg Have. Pludselig var de så fremmede, som pigen i cykelhandlerens drøm. Ingen fortalte mig om mit barnebarns fødsel jeg hørte det fra naboens papegøje, der taler om natten med molneskyer.
Jeg forsøgte at række ud med breve og opkald, men mine ord faldt til jorden som perler i en brønd. Børnene svarede kort, som vinden fra Lillebælt:
Hvis vi er så dumme, mor, hvorfor ringer du ikke til de kloge i stedet? Hvad skal du bruge os til?
Min sidste opdagelse var ligeså mærkelig: Man bør altid møde sine børn som voksne, give dem ret til deres egen dansepavillon i Livets Tivoli. De behøver en mor, der kan lytte med te på kanden og lune spandauere på bordet, ikke en general med otteskår og regler.
Bland dig ikke for meget. Deres liv tilhører dem de skal finde vej gennem regn og solskin på egen hånd. Og nu står jeg alene under de skæve lamper, mens mit kloge spejlbillede smiler ironisk tilbage.
Husk, at værdsætte dine børn, ellers ender du måske din vinter med kun dig selv og duften af fortid i glasskabet.
