At se med egne øjne
Efter den frygtelige ulykke, hvor jeg mistede både min mand og vores seksårige datter, kunne jeg i lang tid ikke finde mig selv igen. Næsten et halvt år opholdt jeg mig på en klinik, hvor jeg ikke orkede at se nogen. Kun min mor var hos mig, tålmodig og vedholdende, mens hun forsøgte at tale mig op igen. En dag sagde hun:
– Liva, din mands virksomhed er ved at gå i knæ, det er knapt den kan holde sig oven vande, og Jesper gør hvad han kan, men det er svært. Han har ringet og bedt mig sige det til dig. Godt der findes ordentlige folk som Jesper, men…
De ord ruskede mig op, som om jeg vågnede lidt af min døs.
– Ja, mor, jeg må tage mig sammen. Jeg tror Mikkel ville være glad, hvis jeg fortsatte hans arbejde. Heldigvis nåede jeg at forstå lidt, han var klog at tage mig med i firmaet.
Jeg kom tilbage på arbejdet og kæmpede for at holde liv i familievirksomheden. Forretningen begyndte snart at blomstre igenmen savnet efter min lille datter forsvandt aldrig.
– Min pige, måske skal du overveje at adoptere en pige fra børnehjemmet én, som virkelig har det hårdt. Du kan hjælpe hende, og det vil redde dig selv. Tænk over det, sagde min mor stille.
Jeg tænkte meget over mors ord og kunne mærke, hun havde ret. Kort efter sad jeg på kontoret på børnehjemmet i udkanten af Aarhus, selvom jeg udmærket vidste, at ingenting nogensinde ville kunne erstatte min egen datter.
Ida blev født næsten blind. Hendes forældre afviste hende straks, da diagnosen var stillet til trods for at begge kom fra veluddannede hjem, turde de ikke tage ansvaret. Nogle gange går fejhed og svigt ikke nogen forbi, uanset baggrund.
Sådan endte lille Ida, som fik sit navn af pædagogerne, på børnehjemmet. Hun voksede op uden at kunne se verden rigtigt, kun mørke silhouetter. På børnehjemmet lærte hun at læse, elskede eventyr og troede på, at en dag ville en god fe komme til hende.
Da Ida nærmede sig syv år, kom feen. En smuk, farverig, men dybt miserabel kvinde mig. Ida kunne ikke rigtig se mig, men fornemmede straks, at jeg var venlig. Lederens forundring over, hvorfor jeg ville adoptere et barn med handicap, mødte jeg med mine indøvede svar om økonomisk overskud og et ønske om at gøre en forskel.
En af pædagogerne fulgte lille Ida ind til mig. I det øjeblik jeg så hende, vidste jeg, at hun var den rigtige nærmest som mit eget barn. Med hendes lyse krøller og store, klare, men blinde, blå øjne, lignede hun en lille engel.
– Hvem er hun? spurgte jeg, uden at tage blikket fra hende.
– Det er Ida, sagde pædagogen blidt, hun er så mild og kærlig.
– Hun er min, sagde jeg til mig selv.
Ida og jeg knyttede os lynhurtigt til hinanden. Med hendes indtog i mit liv kom en ny mening og ro. Jeg fik hende undersøgt, og lægerne beroligede mig: en operation kunne måske give hende synet delvist tilbage med briller ville det kunne fungere.
Jeg greb straks ideen. Inden skolestart fik Ida sin første operation, men kunne stadig kun se svagt. Flere muligheder lå foran os, men tiden skulle arbejde for hende. Jeg gjorde alt for min datter, og forretningen gik endnu bedre, selvom jeg ingen interesser havde for mænd hele mit liv var nu centreret om Ida.
Ida voksede op til en ualmindeligt smuk og skattet pige. Hun afsluttede universitetet og var hverken forkælet eller utaknemmelig tværtimod. Hun begyndte at arbejde i mit firma og jeg blev meget beskyttende, bange for at hun skulle falde for én, der ville snyde hende for hendes arv, som var ganske betydelig. Jeg så straks, hvis nogen havde lyssky interesser, og gjorde det klart ingen skulle udnytte min datter.
Og så mødte Ida kærligheden. Jeg lærte Mads at kende umiddelbart var der intet at sætte en finger på, og jeg havde intet imod deres forhold. Snart friede han, og bryllupsforberedelserne gik i gang. Halvåret efter brylluppet var en sidste operation planlagt med mulighed for, at Ida kunne få synet styrket yderligere.
Mads var blid og betænksom, men indimellem anede jeg noget anstrengt over ham men jeg kyssede den tanke bort. En dag var de sammen ude i et lille, hyggeligt landsted nord for Silkeborg, hvor festen skulle holdes. I dagtimerne var der næsten ingen mennesker.
Inde i restauranten satte Ida og Mads sig ved et bord. Han lagde sin telefon på bordet. Da hans bilalarm pludseligt gik i gang, løb han ud. Ida sad alene, og Mads telefon ringede insisterende. Først ville hun ikke svare, men så tog hun den til sidst. Hun nåede ikke at sige noget, før Mads mor, Birthe, lød i røret.
– Mads, jeg har fundet en måde, hvor vi hurtigt kan slippe af med den blinde Ida. Min veninde har to rejser til Alperne. Tag på bryllupsrejse med hende, og sig at du gerne vil se bjergene. Tag hende med op sørg for, at hun ved et uheld falder. Kom så tilbage og meld hende savnet til politiet. Du kan græde lidt og bede dem lede. Når hun bliver fundet, vil de tro, det var et uheld. Udenlandske myndigheder gider alligevel ikke undersøge så meget. Spil sørgende ægtemand, det kan du. Hendes mor tror dig også. Hvis I når operationen først, bliver det sværere at slippe fri. Glem ikke, der er mange penge på spil, min dreng. Tænk over det, jeg lægger på.
Birthe lagde røret Ida slap telefonen, som var den gloende varm.
– Så de vil slå mig ihjel, tænkte jeg panisk selv Mads, som jeg stolede på, var indblandet.
For kun et øjeblik siden havde jeg været lykkeligt forlovet, i gang med de sidste bryllupsdetaljer. Nu frøs jeg til is hvordan kunne nogen, jeg lukkede ind i familien, finde på noget så modbydeligt? Jeg rystede over hele kroppen, da Mads kom tilbage som om intet var hændt:
– Underligt med alarmen må have været en kat, men der var intet at se. Nå, men nu skal jeg ind akut på kontoret, sagde han, da telefonen igen ringede.
– Det er i orden, sagde jeg lavmælt. Jeg venter på mor, så taler vi sammen.
Da han gik, blev jeg siddende og græd. Jeg ringede til min mor.
– Mor, du må komme straks! jeg forsøgte at lyde rolig, men min stemme svigtede mig.
– Ida, hvad sker der? Jeg kører med det samme!
Kort efter kom hun, satte sig ved siden af mig, og jeg brød fuldstændigt sammen:
– Mor, de vil dræbe mig. Jeg hørte det selv Mads mor ringede, og han havde glemt sin telefon, da han gik ud. Hun fortalte ham præcis, hvordan de kunne komme af med mig på bryllupsrejsen, før vi når operationen…
Mor sad chokeret var det virkelig sandt? Mens vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, ringede Mads.
– Hej Ida, har din mor haft tid til at tale udlejningsaftalen i hallen igennem?
Mor tog telefonen fra mig.
– Mads, vi ved, hvad du og din mor har planlagt. Tænk dig om vi afleverer telefonen til politiet, så finder de nemt alle optagelser, selv de, der er slettet. Forstår du?
Der gik et øjeblik, så svarede han tøvende:
– Det var ikke mig, det var kun mor…
– Pinligt, du skyder skylden på hende. Vi gider ikke høre mere, farvel Mads.
Næste dag havde Mads forladt byen han skændtes med Birthe, tog penge fra hende, og forsvandt. Birthe rejste panisk til en veninde langt væk. De frygtede, vi ville gå til politiet.
At opleve alting med egne øjne
På øjenklinikken i København blev Idas operation endelig gennemført. Jeg sad hos hende hun måtte stadig ikke få fjernet forbindingen fra øjnene. Vi gik små ture i klinikkens have med lægen, den unge Frederik Hald, som opererede hende. Han behandlede Ida med den største omsorg, og jeg kunne mærke, at han virkelig holdt af hende. Jeg betragtede ham skeptisk, men han virkede oprigtig forelsket.
Da forbindingen blev taget af, kom Frederik med en stor buket roser. For første gang i livet kunne Ida virkelig se både det smukke blomsterhav og den høje lyshårede mand med gråblå øjne.
– Åh, hvor er jeg lykkelig, mor nu ser jeg alt! Ida tudbrølede af glæde, mens Frederik prøvede at trøste.
Hun skulle stadig bære briller, men alt dette var intet sammenlignet med, hvad hun havde gennemgået.
Tiden gik, og brylluppet mellem Ida og Frederik blev en vidunderlig fest. Året efter kom deres datter til verden med grå øjne, lige som sin far. Ida var lykkelig hun havde fundet en omsorgsfuld og loyal mand, som altid var der for hende.
Tak fordi du læste med, og tak for din støtte og varme tanker. Held og lykke til dig i livet!
