Jeg giftede mig meget ung, af ren kærlighed. Vi datede i fire år, før vi blev mand og kone. Vi har været igennem lidt af hvert sammen og nogle gange lidt for meget, hvis du spørger mig.
Nu har vi boet sammen i over seks år. Jeg har fuld tillid til min mand, og faktisk også til mig selv. Min ægtefælle er utroligt sød, omsorgsfuld og opmærksom. Han hjælper altid med at tage opvasken og støvsuge, selvom jeg stadig ikke har fået ham til at lære, hvordan man fylder opvaskemaskinen korrekt. Han er ikke ligefrem den modigste eller stærkeste mand du ville nok ikke pegede på ham som den kønneste i København men hans godhed og optimisme kunne næsten fylde hele Øresund. Det er som om hans positive energi giver mig kræfter til at klare selv de værste mandagsmorgener.
Dog er han ikke verdensmester i at tage store beslutninger. Faktisk vil jeg mene, han ville overveje det ret længe, hvis han skulle skifte fra leverpostej til rullepølse til frokost. Han er meget genert, og utrolig ordentlig nærmest så ordentlig at han ikke har forandret sig en smule i de seks år, vi har delt huslejen.
Han tager ikke rigtigt vare på sig selv heller ikke sundhed. Hver gang jeg foreslår, vi går en tur i parken på Østerbro, bliver han helt forskrækket. Han er næsten ti år ældre end mig, og med mine 26 år elsker jeg livet. Jeg har en god stilling i virksomheden, jeg købte min egen bil (en lille sort Peugeot), og jeg betaler også lånet på huset, kroner for kroner.
Forleden spurgte min veninde, Katrine: Hvorfor har du egentlig brug for ham?
Og det føltes som om min personlige lykke fik et spark under bæltestedet, og nu sidder jeg her midt i en halv tom kaffekop og tænker: Ja, hvorfor har jeg egentlig brug for ham?Jeg stirrer ud ad vinduet, hvor regndråberne danser ned ad ruden, og tænker videre over Katrines spørgsmål. Måske er pointen ikke, hvad han kan gøre for mig, eller hvad jeg skal bruge ham til men hvad vi gør for hinanden, dag efter dag, uanset om opvasken er sat korrekt ind eller ej. Måske er ægte kærlighed ikke at have brug for nogen, men at vælge hinanden også på de grå tirsdage og på de almindelige søndage, hvor kaffe smager bedst sammen.
Jeg tager en slurk, sukker let, og smiler for mig selv. Min mand ville aldrig forstå, hvorfor jeg ikke kan lade være med at grine, når en tom kaffekop føles som et lille univers. Men måske er det netop derfor, jeg har ham: Fordi han er den eneste, som får selv mandagsmorgener til at føles lidt mindre ensomme og det er mere end nok.
Jeg har brug for ham, ikke fordi jeg burde, men fordi jeg vælger det og lige nu, midt i regnen, føles det som det største og fineste valg i verden.
