Vi tog ud på landet, min mand og jeg, for at møde hans forældre for første gang. Hans mor, Hanne, kom ud på trappen med hænderne i siden, præcis som sådan en rigtig dansk madmor, der skal fortælle, hvem der bestemmer ved kagebordet.
Nej, Anders! Hvorfor sagde du ikke, du kom? Og du har sørme taget din kone med!, råbte hun.
Anders greb mig ind til sig med et stort grin:
Mor, det her er min kone, Mette.
Så kom Hanne marcherende imod mig i sit blomstrede forklæde, armene ude i vejret som for at favne hele verden:
Nå, velkommen til, svigerdatter!
Og så kyssede hun mig tre gange, meget højlydt, som man nu gør på landet.
Hanne duftede stærkt af friskbagt rugbrød og hvidløg. Hun holdt mig så tæt, jeg et øjeblik blev helt forskrækket, mit hoved nærmest mast inde mellem hendes store, bløde barm. Lige så pludseligt slap hun mig og så op og ned ad mig:
Anders, hvor har du dog fundet sådan en lille én?
Han grinede skævt:
Ja, hvor tror du? Inde i byen! På biblioteket Er far hjemme?
Han er over hos Annelise og hjælper med brændeovnen. Kom nu ind og tag skoene af jeg har lige vasket gulvet!
Ude fra gårdspladsen kunne jeg se en flok nysgerrige unger, der kiggede på os som om vi var fra Månen.
Peter, løb lige over til Karen og si’, at Anders og hans kone er kommet!
Det ska’ jeg nok! råbte knægten og fór afsted.
Indenfor i stuen tog Anders mit flotte, men billige, forårs-jakke af, og hængte det op ved siden af den store gamle kakkelovn. Han tog mine iskolde hænder og lagde dem op mod den varme sten:
Åh, du er stadig lun min skat.
Der var hurtigt gang i køkkenet: kobbergryder klimrede, der blev sat glas og skeer frem, livet summede.
Mens Hanne dækkede op med alverdens lækkerier, gik jeg rundt og så på den gamle bondegårdsstue. Ved vinduet hang fine hvide gardiner med små blomster, og på de hjemmevævede tæpper sad en stor rød kat og døsede.
Jeg hørte Anders sige ude fra køkkenet:
Vi blev gift i sidste uge.
Det gik utroligt stærkt, pludselig stod hele bordet dækket: midt på et stort fad lå der sylte, ved siden af syltede rødbeder og surkål, frisk leverpostej, gårdmælk fra brønden med den tykke fløde, og tærte med æg og purløg.
Jeg var ved at segne af sult!
Mor, helt ærligt du har da lavet mad til en hel uge! grinede Anders, mens han brækkede en kæmpe skive rugbrød.
Hanne satte en dugget flaske snaps midt på bordet og tørrede glædestrålende hænderne i sit forklæde:
Ja, nu har vi alt!
Sådan mødte jeg altså Anders mor.
Anders og Hanne lignede næsten hinanden på en prik: mørkhårede og med røde kinder. Hvor Anders væsen var stille og roligt, var Hanne som et gammeldags dansk forårsstorm: højlydt og fuld af overraskelser. Jeg var sikker på, hun kunne tæmme en vild hest og redde en brændende bondegård hvis det skulle være!
Ud i forgangen smækkede døren.
Ind trådte en lille spinkel mand, stadig med forvreden jakke, sort af sod og røget tøj.
Den lille mand lo højlydt:
Nå, det må jeg sige!
Han kyssede sønnen på hovedet.
Goddag, far.
Hænderne skal vaskes, først! beordrede Hanne.
Den lille rødhårede mand, Knud, tog min hånd:
Velkommen til, min pige!
Knud havde de mest livlige blå øjne og et viltert skæg, rødligt og krøllet.
Mor, min tallerken venter Kom med sild og øl! råbte han, mens han vaskede hænder.
Vi hævede glassene:
Skål for jer!
Efter snapsen fik jeg mod på at spørge:
Knud, hvorfor hedder alle i jeres familie “Anders”?
Det er nu ikke så mærkeligt, Mette! Både min bedstefar, min far og jeg har lagt ovne i hele sognet det er en ægteskabsarv, kan man sige. Kun Anders har selv valgt at blive maskinarbejder i byen.
Landet har også brug for maskinarbejdere! udbrød Anders.
Knud, er det svært at bygge en rigtig dansk bageovn?
Det er nærmest en kunstart! sagde Knud højtideligt. Den skal være smuk, trække godt og bage himmelske boller. Du tror måske, jeg er lille, men vi rødhårede kan holde til mere end man tror vi er solkyssede!
Knud er, hvad man kalder, “en rigtig dansk altmuligmand”, sagde Hanne stolt.
Far, fortæl nu en af dine historier!
Knud smilede listigt, klappede sig på skægget:
Nå, men hvis I hører efter, får I en historie
En gang i juli tog vi alle sammen ud på engen for at slå hø. “Prikken”, vores gamle danske malkeko, var med. Vi begyndte før solen var oppe, og slåmaskinerne sang: sjasj! sjasj! Hele landsbyen var samlet mænd og koner, og selvfølgelig også Hanne og jeg.
Det var svedende hedt og myggene var aggressive som bare pokker! Dengang var der vildsvin i skoven, så man skulle holde øje det var helt vildt!
Hen mod middag var vi trætte, så jeg tænkte, nu skal der lidt sjov til. Jeg smed leen og råbte: “Pas på vildsvin!” og spurtede op i et træ. Hele holdet smed redskaberne og kravlede op efter mig.
Haha! Hvad skete der så? spurgte jeg.
Da de fandt ud af det var gas, overvejede de at tæske mig med riverne! Men arbejdet gik faktisk hurtigere bagefter.
Hanne rystede på hovedet:
Den røde lømmel!
Far, nu må du fortælle om den gang med rigtige vildsvin.
Den tager vi: Dengang var Hanne og jeg unge, og Anders var ikke engang på tegnebrættet. Jeg var vild med jagt. En vinterdag tog jeg bøssen med ud i skoven, men så begyndte det at blive mørkt. Pludselig hørte jeg vildsvinene tæt på, sigtede og skød ramte ikke. Men ornen kom direkte imod mig, så jeg op i et træ!
Du var ved at dø af skræk!, indskød Hanne.
Lad mig nu fortælle! Ornen begyndte at grave under træet og lagde sig så under det. Hele flokken blev der hele natten! Jeg sad oppe i træet, skiftevis frysende og bange til det blev morgen.
Jeg ledte hele natten, sagde Hanne, og fandt ham til sidst og måtte nærmest bære ham hjem han havde rystet sådan!
Du er min stærke madmor!
Åh, hold nu op Vil du have te, Mette? Med lidt sød blomsterhonning fra vores egne bier?
Det kunne være lækkert, tak.
Hanne hældte den duftende te op.
Knud, fortæl nu den om dengang, du var doktor for min søster.
Knud grinede, næsten så teen røg gennem næsen:
Ja, Tove, Hannes søster, sendte engang et brev og skrev, hun ville komme på besøg. Da hun sad til bords, klagede hun over, at benene gjorde ondt.
Har du ikke prøvet bier? spurgte jeg.
Hvor får jeg bier i byen? svarede hun.
Kom med ud! sagde jeg, og fik hende til at løfte kjolen lidt over knæet. En bi på hvert ben!
Hun sagde tak først, men efter en halv time bandede hun mig langt væk hun var allergisk, hendes ben svulmede som to pølser!
Så gik du fra bimagnet til doktor GakGak, grinede Hanne.
Ja, ja, hvordan skulle jeg vide det? Men Mette, du tager vel lidt honning? Du har da ikke allergi?
Nej da, Knud!
Det var godt
Vi drak den varme te til sidste dråbe. Udenfor blev det helt mørkt, og jeg kunne mærke trætheden snige sig ind. Hanne trak gardinerne for:
Anders, hvor skal I sove?
Mor, kan vi ikke sove oppe på ovnen? Vil du med, Mette?
Helt sikkert!
Den har far selv muret sten for sten, sagde Hanne stolt.
Knud kiggede stolt på ovnen, og jeg kunne godt forstå det. Den bager brød, varmer huset og samler hele familien.
Vi takkede for mad, og Anders løftede mig op på ovnen, mens natten og duften af årtiers varme mursten, tørrede urter, uld og friskbagt brød bredte sig omkring mig.
Anders sov hurtigt, men jeg var lysvågen.
Der var nogen, der trak vejret tungt ved siden af mig: “Phuuh-puuuh, phuuh-puuuh”
Det må da være nissen! tænkte jeg og huskede børnerimet:
“Nisse, nisse, vi bliver venner!”
Først næste morgen fik jeg sandheden: Det var ikke en nisse, men dej, der var sat til hævning. Hanne havde stillet den på ovnen og glemt alt om den.
Vi kommer helt sikkert tilbage til Anders’ forældre mange flere gange for at høre Knuds fortællinger, varme os ved ovnen og spise hjemmebagt brød.
Men det må være en historie til en anden dagDa vi gik ud næste morgen, stod duggen blank på græsset, og Hanne vinkede allerede fra køkkenvinduet, mens Knud lagde brænde på ovnen.
Jeg vendte mig mod Anders, der grinede dovent og tog min hånd.
Skal vi så hjem til byen, biblioteket og alle dine bøger?
Lad os nu lige spise et sidste stykke brød.
Vi satte os, mens solstrålen dansede over stuen, og Hanne skar brødet så skorpen knasede mod kniven. Jeg tænkte, at måske var det sådan her, man blev en del af en ny familie: Én nattedrøm ad gangen, en varm ovn, et latterudbrud, et stykke hjemmebagt rugbrød og historier, der holder hele livet.
Da vi gik, rakte Hanne mig et glas honning og lagde armene om os begge:
I kommer altid tilbage, ved I det? Her er der plads til alle, der kan lide brød og fortællinger.
Jeg nikkede. For det vidste jeg nu: Hjemme kan godt være to steder så længe der er varme, og nogen venter oppe i ovnen på, at dagen begynder.
