Anne blev indlagt på fødeafdelingen længe før terminen. Hendes graviditet var i den tunge ende i de sidste uger, og lægerne var ikke meget for at tage nogen chancer især nu, hvor der ikke bare var ét barn på vej, men et dobbelt op. De foreslog en planlagt kejsersnit, men Anne ville virkelig gerne klare det på den gode, gamle danske facon, så de besluttede sig for at give det et forsøg. Kunne det ikke lade sig gøre, var der jo altid tid nok til at rulle hende ind på operationsstuen.
Desuden havde Anne og hendes mand, Mikkel, tegnet kontrakt på den såkaldte familiefødsel, for ingen fødselslæger i Danmark vil have fremmede til at rende rundt på operationsgangen. Annes veer gik i gang sent på aftenen; straks blev Mikkel ringet op, og tyve minutter senere stod han der lidt forpustet og med håret strittende til alle sider og blev guidet op på fødegangen.
Det var ikke Annes første rodeo, så hun vidste udmærket, hvordan man gebærder sig og holdt hovedet koldt. Klokken slog fire om morgenen, og så kom første barn. Babyen gav straks lyd fra sig i bedste se mig, jeg er lige ankommet-stil, og jordemoderen udråbte Annes første datter.
Normalt er det nu, far brister ud i glæde, men Mikkel trak lidt i smilebåndet og kastede straks et bekymret blik ned til Anne. Ti minutter senere meldte tvilling nummer to også en pige sin ankomst. Anne strålede som solen over Samsø, mens Mikkel pludselig gav los og begyndte at tude og det lød ikke som de rørte tåre af lykke.
Vi andre kiggede lidt bekymret på hinanden, men Anne vinkede bare trænet af det og sagde:
Bare rolig! Han er på benene igen om en times tid. Han har nu oplevet det samme fem gange i træk piger, piger og atter piger. Han drømte SÅ meget om en dreng, men der var ikke jackpot denne gang heller, så nu er han bare lidt mopset. Men han elsker altså sine døtre, så du skal se, det går alt sammen.
Og rigtigt nok: Næste dag stod vi og kiggede ud ad vinduet på hospitalet, hvor den kæmpeflok af glade piger anført af Mikkel sendte balloner til himmels og råbte til mor Anne, at de elskede hende. Så blev vi godt klar over, at alt var helt, som det skulle være i den familie. Men vi syntes nu alligevel, det var lidt synd for far…
