For to år siden begyndte jeg at pakke min kuffert. Min egen, og mit barns. Jeg installerede et autostol bagi bilen. Jeg tog en lille varmeblæser med. Så kørte jeg ind til retten i København for at hente godkendelsen til forældremyndighed.
Et par timer efter var jeg på vej mod min søns værelse. Det var den dag, vi igen skulle forenes. Hele den foregående uge havde jeg kørt 60 kilometer frem og tilbage hver dag, bare for at se ham lidt og vende hjem igen. Ugen føltes uendeligt lang.
Han var så lille dengang. Jeg plejede at lægge Felix på maven og forestille mig, at han voksede inde i mig. At han var mit eget barn. Måske troede han det også. I de øjeblikke var han altid rolig og tryg.
Folk der adopterer kalder denne dag for Storkedagen. Når familien får et efterlængtet, nyt medlem, fyldes alle med glæde. Forældrene får en ny mening med livet, og barnet får forældre. Et håb om en normal hverdag.
For mig gik der flere måneder før jeg følte, at min datter var min, før jeg kunne acceptere hende fuldt ud. Men med min søn, gik det så meget hurtigere. Mit hjerte fandt hurtigt plads til ham. Og det gjorde mit hjem også. Jeg kan stadig ikke begribe, hvordan hans mor kunne træffe den beslutning, at hun virkelig kunne give ham væk? Hun kiggede end ikke på sin egen søn. Hvis hun bare havde kastet ét blik på ham, måske var alt endt anderledes. Han var umulig ikke at elske. Måske skulle det netop ende sådan for os. Måske var det bare meningen.
Jeg kalder ham et vidunderbarn. Han har bare noget særligt. Må livet fylde ham med lykke. Min Felix. Det er mig en uendelig stor ære at være din mor.
