Hvorfor skulle I dog have lyst til at flytte ud på landet? Alle forsøger jo at komme til byen, og I gør det stik modsatte. Hvad er der at hente derude? Jeg fatter det ikke. Det er kun rart om sommeren, mens der om vinteren ikke er noget at give sig til.
Jeg har en veninde, Amalie, som ihærdigt forsøgte at overbevise os om, at vi ikke skulle flytte ud på landet. Det gjorde både min mand, Anders, og jeg rigtig kede af det. Lidt som om, vi skulle gøre præcis, hvad hun ønsker os.
Efter cirka et år med boligjagt lykkedes det os endelig at finde et passende hus, og vi flyttede ind. Amalie ringede næsten dagligt for at spørge, med en lidt spydig tone, om jeg havde fundet arbejde. Det vidste hun godt, at jeg havde jeg arbejdede jo hjemmefra, og det havde jeg ikke tænkt mig at lave om på. Hun var også meget interesseret i, om internettet var dårligt på landet.
Amalie kom på besøg i begyndelsen af oktober. Da havde vi boet der i mere end et år. Hun gik lidt tøvende en tur rundt på vores grund og brugte ellers tiden på at sidde indenfor og drikke øl med sin mand i de to dage, de var hos os.
Selvom vi havde gæster, fortsatte vi vores arbejde i kælderen, hvor vi lagde kartofler, æbler og gemte hjemmelavet syltetøj på glas. På tredjedagen begyndte Amalie og hendes mand at pakke sammen for at tage bussen hjem om aftenen. Vi købte ikke nogen værtindegave til dem. Alligevel bad Amalie om, at vi skulle give dem en sæk kartofler og nogle æbler.
Jeg tilbød at gå ned i kælderen for at hente det, men de ville ikke med på grund af tømmermænd. Jeg gav dem en sæk og nogle spande til at plukke æblerne. De var ikke synderligt tilfredse med, hvordan frugterne så ud, men gik alligevel ud og plukkede dem. Jeg spekulerede på, hvordan de mon ville få det hele med i bussen. Men det viste sig hurtigt de havde spurgt min mand, om han ville køre dem hjem.
Det ville tage næsten tre timer frem og tilbage til byen. Anders sagde hurtigt, at han allerede havde drukket øl, så de måtte tage hjem med bussen og deres tunge poser. Herefter så vi dem ikke i årevis. Selvfølgelig talte vi sammen engang imellem, men de kom aldrig på besøg igen. Det kan godt være, at jeg virker hård, men jeg synes ikke, de havde det store at gøre i vores landsby, hvis det kun handlede om at tage med hjem.
Men så, sidst i november, dukkede de pludselig uanmeldt op hos os. Det skulle åbenbart være en overraskelse. De kom i weekenden, men vi havde slet ikke tid til gæster. Jeg havde travlt med juleforberedelser og bestillinger, og vi var stadig i gang med at plukke de sidste gæs. Nå, en overraskelse er vel en overraskelse.
Jeg fik hurtigt sat et bord op, Amalie og hendes mand spiste og drak, og vi tog maden med til bordet. De tilbød dog at hjælpe lidt til. Det var godt, for de anede ikke, hvordan man plukkede fjerkræ selv om de begge sagde, de var vokset op på landet.
Alle vores fugle var allerede reserverede; de skulle slagtes for familien og vores forældre inden nytår. Det føltes ikke helt rigtigt. Jeg tilbød dem en gås, men sagde, de selv skulle plukke den. Det sagde de, at de nok skulle gøre dagen efter.
Næste dag kom og gik i stilhed. Denne gang havde de kørt i deres egen bil, og de købte faktisk en gås. Før de tog af sted, tilbød jeg dem nogle grøntsager og syltede rødbeder de kunne selv vælge. Bagagerummet blev fyldt helt op. Det gav jeg dem gern vi har nok til flere år.
Men det næste, Amalie spurgte om, overraskede mig. Har I ikke lidt ekstra oksekød?
Jeg sagde nej vi havde simpelthen ikke noget ekstra. Først skal vi have klaret bestillingerne, og derefter ser vi, hvor meget der er tilbage. Vi skal også selv leve, og hvis der er noget tilovers, går det til vores forældre eller søskende.
Måske blev de sure. Indtil nu har Amalie ikke ringet eller skrevet. En fælles bekendt nævnte, at vi blev kaldt grådige. De kom til landsbyen og tog hjem uden kød, sagde hun til de andre.
Men ud af alt dette har vi lært, at man aldrig kan gøre alle tilfredse, og at det vigtigste er at stå ved sine valg og ikke forvente noget til gengæld ægte venskab handler trods alt ikke om, hvad man får med sig hjem, men om respekt og forståelse for hinandens liv.
